Vores planet lider under forureningen af engangsplastik. Overalt i verden siger forbrugere stop, og noget tyder på, at det folkelige opråb begynder at blive hørt.

Plastic Waste in Verde Island, Philippines. © Noel Guevara / Greenpeace
© Noel Guevara / Greenpeace

Det er svært at forestille sig en dag, hvor vi ikke har engangsplastik mellem hænderne. Om det er emballagen på vores grøntsager, juiceflasken eller vatpinden, er vores hverdag blevet invaderet af plastik, der bliver produceret med det formål at blive brugt én eneste gang og derefter smidt væk.

Det er de seneste år blevet stadig tydeligere, at vi har et kolossalt problem med plastik; chokerende billeder af kvalte dyr, plastikøer i vores have og bunker af plastikaffald på strandene har været med til at sætte fokus på problemet og styrke offentlighedens engagement.

Er bionedbrydeligt plastik løsningen? Er genbrug? Og holder plastikemballage egentlig ikke varerne friske og mindsker derved madspild? Få svarene på de spørgsmål i videoen her

Strandoprydninger afslører de største strandsvin

I 2018 fik det mennesker over hele verden til at sige: nu er det nok! 10.000 personer i 42 lande deltog i en velkoordineret og ambitiøs indsats for at rense strande for affald. De optalte plastikaffaldet og hvilke producenter, der stod bag det. Efterfølgende sammenkørte de alle oplysningerne.

Læs også: Kunst og symaskiner mod plastikforurening

Efter ni måneder, 239 oprydninger, og mere end 187.000 stykker plastik kunne Greenpeace og bevægelsen Break free from plastic fremvise det hidtil mest omfattende øjebliksbillede af, hvilke virksomheder der bærer ansvaret for den globale plastikepidemi. Du kan læse hele rapporten her.

Plastiksyndere: kendte virksomheder topper listen

Resultatet er måske ikke så overraskende: I toppen af listen over virksomheder, der bidrager til plastikforureningen, ligger drikke- og fødevaregiganterne Coca-Cola, Pepsi, Unilever og Nestlé.

”Det er vigtigt, at vi alle forsøger at gøre en forskel, men forbrugerne kan ikke løse det her problem alene ved at pante plastikflasker, sortere affald og samle plastik op i naturen. Hvis vi skal løse plastikkrisen, bliver de store virksomheder og politikerne nødt til at blive en del af løsningen”, siger Rosanna Endre .

Læs også: 8 tips til at bruge mindre engangsplastik

Selvom opgørelsen tydeligt viste, at disse virksomheder bærer et enormt ansvar for vores moderne brug og smid væk-kultur, viser en anden Greenpeace-undersøgelse af virksomhederne desværre, at ingen af dem har tænkt sig at gøre noget særligt for at løse problemet. De forpligtelser sig ikke til at udfase engangsplastik, tværtimod vil deres produktion stige de kommende år. Samtidig ved ingen af virksomhederne, hvor deres produkter ender, og tager altså intet ansvar for at lukke produktcyklussen.

Hvordan løser vi problemerne med engangsplastik?

Det antages ofte, at “bioplastik” kan løse vores problemer med plastikaffald, men det kan faktisk være lige så dårligt som almindeligt plastik. Hvis bioplastik ender i havet, kan det bringe havets dyreliv i fare præcis ligesom almindelig plastik. Det kan nemlig ikke nedbrydes i naturen, men kun under særlige forhold. Desuden kræver selve produktionen værdifuld jord og ressourcer, der kunne være brugt til at producere fødevarer. Målet bør være at reducere mængden af engangsplastik, der produceres – ikke at udvikle andre typer af engangsprodukter i miljøets navn.

Greenpeace mener, at plastikkrisen skal løses på flere niveauer. Virksomhederne skal tage ansvar for affaldsproblemet, og de skal undgå at producere unødvendige og problematiske produkter, som for eksempel sugerør og dobbelt emballage. Politikerne skal arbejde mod forbud af engangsplastik og tvinge virksomhederne til at producere og tilbyde mere bæredygtige alternativer, parallelt med at finde på nye, smartere måder at levere produkter på. Supermarkeder skal reducere mængden af plastikemballage, og som forbrugere skal vi vænne os til at ændre forbrugsvaner, genbruge mere og undgå engangsplastik.

Plastikforurening
Stop plastikforurening. Kræv en global plastiktraktat.

Plastikforurening er et stigende problem. Men der er håb. Forhandlinger om en plastikaftale er på vej. Vær med til at lægge pres på landene i FN under forhandlinger om aftalens indhold.

Vær med