I kølvandet på Greenpeace-dokumentaren "Nabo til en svinefabrik", følger en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet op og konkluderer en sammenhæng mellem at bo tæt ved dyrefabrikker og symptomer som astma, lungelidelser og hovedpine.

København, 10. december 2020 – Udledningen af partikler og gasser fra store husdyrbrug kan medføre sundhedsproblemer hos dem, der bor tæt på gårdene. Det viser en ny rapport fra DCE, Nationalt center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

Rapporten er en systematisk gennemgang af alle peer reviewed studier om mulige sundhedsrisici, som befolkningen udsættes for på grund af de mere end 200 stoffer, kemiske forbindelser og mikroorganismer, der udledes fra de store husdyrbrug. Gennemgangen blev i april 2020 bestilt af miljøminister Lea Wermelin i kølvandet på Greenpeace-dokumentaren “Nabo til en svinefabrik”.

Efter at have gennemgået alle relevante internationale studier, der gennem mere end et årti har undersøgt problemet, konkluderer Center for Miljø og Energi, at der er en sammenhæng mellem udledninger af stoffer fra staldene og sygdomme som luftvejsirritation. Der er dog på grund af forskellige anvendte metoder og modstridende resultater i studierne en del usikkerheder, og derfor opfordrer forskerne til at der laves uafhængige danske undersøgelser.

Rapporten validerer de klager, som naboerne til især store svinebrug er kommet med i årevis. Landsforeningen mod Svinefabrikker, der har 11 lokalforeninger rundt om i landet, har massevis af medlemmer, der føler sig syge på grund af stofferne fra staldene.

Her følger vores kommentarer til undersøgelsens resultater, og under kommentarerne henviser vi til Landsforeningen mod Svinefabrikker, der kan hjælpe med kontakt til naboer til dyrefabrikker i hele landet.

Greenpeaces landbrugspolitiske rådgiver Kristian Sloth (tlf. 23406595), siger: 

“Det er nu sandsynliggjort men ikke endeligt dokumenteret, at der er en sammenhæng mellem at bo tæt på dyrefabrikker og de symptomer, som naboerne oplever i hverdagen såsom astma, lungelidelser, diarre, hovedpine og udtørrede slimhinder.”

“Miljøministeren svigter de tusindvis af familier, der bor i nærheden af især svinefabrikker, hvis hun ikke straks iværksætter grundige undersøgelser af problemets omfang. Mange er ældre mennesker eller børnefamilier, og vi kan ikke være bekendt at udsætte disse familier for risikoen for i værste fald at udvikle kroniske luftvejssygdomme, blot fordi de engang købte et hus på landet, der pludselig blev nabo til en af de stadig større svinefabrikker, der ligger overalt i vort land.”

“I disse måneder udvider rigtig mange kvæg- og svinefarme deres produktion, fordi regeringen i 2020 har givet i alt 500 millioner kroner i offentlig støtte til nye stalde. Det fører til flere og større stalde og endnu flere dyr – især svin – koncentreret på små områder, hvilket øger risikoen for alvorlige sygdomme hos især nærtboendee nabofamilier. Regeringen bør som konsekvens af den nye undersøgelse anlægge et forsigtighedsprincip og øjeblikkeligt stille alle udvidelser og nybyggerier af dyrefabrikker i bero, indtil sundhedsrisikoen er grundigt undersøgt.”

Landsforeningen mod Svinefabrikker
Foreningen blev stiftet i marts 2020 af en række miljøorganisationer og bekymrede borgere og har cirka 500 medlemmer.

Kontakt: Formand Helene Meden Hansen kan nås på 20 89 67 70.
Hun udtaler sig på foreningens vegne og kan hjælpe med kontakt til danskere over hele landet, der bor tæt på svinefabrikker, og som oplever fysiske gener.

Læs mere foreningens stiftende generalforsamling – også med en case fra Østjylland. Landsforeningen har også indspillet denne protestsang, der kan bruges frit.

Baggrund
Opmærksomheden omkring svinefabrikkers udledning af sundhedsskadelige stoffer er vokset, efter at Greenpeace i oktober 2019 udgav dokumentaren “Nabo til en svinefabrik”, der beskriver de mange gener og potentielle sundhedsmæssige risici for tusindvis af danske familier, der er naboer til svinefabrikkerne.

Filmen beskriver forskning fra blandt andet Holland, der har påvist sammenhæng mellem store svinefabrikker og forhøjet sundhedsrisiko hos de omkringboende naboer. Den hollandske regering har blandt andet på den baggrund besluttet at lukke en række svinefabrikker permanent.

I Danmark har Greenpeace talt med en række naboer til svinefabrikker. De plages af hovedpine, kvalme, opsvulmede øjne, diarré og åndedrætsbesvær og føler sig syge af de mange kemiske stoffer, der ledes ud fra staldene.

Filmen førte til, at miljøminister Lea Wermelin i april bestilte den systematiske gennemgang af alle studier om mulige helbredsrisici ved at bo tæt på svinefabrikker. Undersøgelsen er lavet af DCE, Nationalt center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet og er altså færdig nu: https://agriwatch.dk/Nyheder/Landbrug/article12090740.ece

Torben Sigsgaard fra Aarhus Universitet (28 99 24 26) og Jakob Bønløkke fra Aalborg Universitet (97 66 41 09) er relevante danske sundhedseksperter på området.

‘Nabo til en svinefabrik’ beskriver også kommunernes tab af retten til at sige nej til svinefabrikker som følge af Landbrugspakken.

Siden loven trådte i kraft har kommunerne Esbjerg, Holbæk, Skanderborg og Middelfart uafhængigt af hinanden sendt breve til blandt andre miljøminister, Lea Wermelin (S). Kommunerne kræver, at Husdyrbrugloven ændres, så de får deres ret til at afslå ansøgninger om udvidelse af dyrefabrikker tilbage .

I slutningen af juni stemte et flertal i Folketinget imod Enhedslistens beslutningsforslag om at give kommunerne ret til – ud fra lokale forhold – at afslå ansøgninger om udvidelse af svinefabrikker, selv om de generelle krav om for eksempel udledning af ammoniak og afstand til naboer er overholdt. Forslaget fik til gengæld opbakning fra alle regeringens støttepartier.

Danske svinefarme falder i antal men vokser i størrelse. I 2012 var der – ifølge Danmarks Statistik – 4.181 svinefarme med i gennemsnit 2949 svin. I 2019 var der 2.890 svinefarme med en gennemsnit 4.256 svin. En svinefarm i Danmark har altså i gennemsnit 44% flere svin i 2019 end den havde i 2012.
I 2012 var der 165 svinefarme med over 10.000 svin. I 2019 var det tal steget til 289.
Derudover fandtes der i 2012 ikke en eneste svinefarm i Danmark med mere end 25.000 svin. I 2019 var der 18.

Problematikken omkring svinefabrikkerne har før været dækket i en række nationale og lokale medier. Fx: TV2 Nyhederne i forbindelse med udgivelsen af  ‘Nabo til en svinefabrik’ og TV2 Øst i forbindelse med en stor Greenpeace-aktion på en svinefabrik i oktober 2019.

Kontakt

Emma Oehlenschläger, presse- og kommunikationsansvarlig, Greenpeace, tlf. 28 25 16 29