Regeringen har netop præsenteret den ventede energiaftale med opbakning fra alle Folketingets partier. Aftalen udstikker rammerne for Danmarks udvikling af energisektoren fra 2020 til 2024. Hertil lyder kommentaren fra Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver hos Greenpeace: 

“På trods af at klimaambitionerne er rykket et par nøk i vejret i forhold til regeringens oprindelige udspil, så er vi stadig endt med en skuffende blød mellemvare, der måske ikke sætter den grønne omstilling direkte i stå, men til gengæld heller ikke bidrager seriøst til at løse den klimakrise, som banker på døren udenfor de politiske forhandlingslokaler. Efter næste valg må det være en bunden opgave at opgradere aftalen fra middelmådighed til reelt klimalederskab.”

“Alle brede aftaler udspringer af kompromisets kunst, men det er ærgerligt, at vi stadig i dag, hvor konsekvenserne af de stigende temperaturer aldrig har været klarere, ender på så lav en fællesnævner. Den forøgelse til 55% vedvarende energi i 2030, man nu er blevet enige om, er langt fra de 70%, der er det nødvendige mål for at leve op til klimaaftalen fra Paris.”

“Hvis man skal pege på nogle af roserne i en buket med for mange tidsler, er det et fremskridt, at de bebudede elafgiftslettelser, der vil sende elforbruget i vejret, er blevet reduceret. Ligeledes er det lykkedes forligsparterne at presse regeringen til flere havvindmølleparker end oprindeligt planlagt. Men selv med de forbedringer, den endelige pakke indeholder, skal det her ses som det absolutte minimumsniveau. Hvis Danmark skal leve op til sit globale klimaansvar, skal der bygges videre på aftalen hurtigst muligt, når flertallet bliver til det. Vi har ikke råd til et tabt årti.”

Kontakt

Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver, Greenpeace. Mobil: 6013 1748
Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace. Mobil: 2629 4938