Hvis verden skal sikre sund mad til den hastigt stigende verdensbefolkning og samtidig bremse klimaforandringerne, må det globale indtag af rødt kød halveres frem til 2050 samtidig med, at mængden af plantebaserede fødevarer som grøntsager, nødder og bælgfrugter skal fordobles.

Det er én af konklusionerne fra en ny, omfattende rapport fra EAT-Lancet Commission – udgivet i tidsskriftet The Lancet – hvor 37 førende forskere fra 16 lande dokumenterer, at der er brug for en markant reduktion i forbruget og produktionen af kød til fordel for plantebaserede fødevarer.

Kommentarer fra Tarei Haaland, klima- og energipolitisk rådgiver, Greenpeace (mobil: 2810 9053):

“Det er et meget grundigt og imponerende studie, der sætter en tyk streg under, at forbruget og produktionen af kød skal reduceres markant, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at bremse klimakrisen og brødføde en voksende verdensbefolkning. Konklusionen om at halvere det globale indtaget af rødt kød i 2050 er helt på linje med vores anbefalinger.”

I Danmark vil dette slet ikke være nok, da vi er det land i verden, der har den højeste produktion af kød per indbygger. Især vores høje produktion af svinekød (knap 32 mio. svin årligt) og mejeriprodukter belaster klimaet og skaber samtidig et pres på naturen herhjemme.

“Rapporten her bør være et wake-up call til regeringen, som med sit seneste klimaudspil har totalfredet landbruget fra at mindske presset på klimaet. Danmark er et af de lande, der spiser og producerer mest kød per indbygger, og tiden er inde til, at et flertal i Folketinget sætter fart i den nødvendige omstilling af dansk landbrug i retning af mere plantebaseret mad.”

“Danskerne er blandt de mest kødspisende i Europa, og anbefalingerne i rapporten bør være både et klart signal og en inspiration til at gøre kosten grønnere for både at tage vare på sin egen og planetens sundhed.”