Fisk og koraller i Det Røde Hav. © Markus Mauthe / Greenpeace
Fisk og koraller i Det Røde Hav.
© Markus Mauthe / Greenpeace

I otte år har en tikkende bombe flydt rundt ud for Yemens vestkyst i Det Røde Hav. Et rustent tankskib, FSO SAFER, blev i 2015 efterladt med en minimal besætning og mere end 1,1 millioner tønder råolie. Det er fire gange mere end mængden af olie, der blev spildt under Exxon Valdez-katastrofen i Alaska i 1989!

Skibets skrog var begyndt at korrodere, og rutinemæssige vedligeholdelser blev ikke udført, hvilket gjorde risikoen for lækager og eksplosioner mere og mere sandsynlig for hver dag, der gik. Brandslukningssystemet virkede heller ikke, og med den enorme mængde olie i lasten var skibet som en flydende tændstikæske. Blot den mindste gnist kunne føre til en ildebrand.

En større lækage eller eksplosion ville have været en miljømæssig og humanitær katastrofe. Det Røde Hav er et af verdens rigeste og mest mangfoldige økosystemer i verden, og det ville blive uopretteligt ødelagt af så voldsomt et olieudslip. Desuden ville levebrødet for regionens kystsamfund være i fare, og akut humanitær hjælp til det borgerkrigsramte Yemen kunne blive forhindret i at nå frem. 

FSO Safer i Det Røde Hav © Greenpeace / Planet Labs PBC 2023
FSO Safer i Det Røde Hav.
© Greenpeace / Planet Labs PBC 2023

Greenpeaces forskning sikrer mediedækning 

I 2020 havde Greenpeace kun et lille kampagneteam i Mellemøsten og Nordafrika, men da vi opdagede, hvor stor en trussel SAFER udgjorde for regionen, mobiliserede vi et større indsatshold. 

Vi sendte et brev til FN’s generalsekretær og opfordrede FN til at stille ressourcer til rådighed og fjerne olien om bord på SAFER. Greenpeace udgav også en videnskabelig rapport, der tydeliggjorde de fatale konsekvenser af en eksplosion eller olieudslip for Yemen og de nærliggende lande.

Greenpeace-rapporten var med til at gøre SAFER til en nyhedshistorie både i de lande, der var mest udsatte, og internationalt. Kort efter blev en indledende mundtlig aftale indgået mellem FN og de facto myndighederne i Yemen om at tillade overførsel af olie fra SAFER til et andet tankskib.

FN’s humanitære koordinator for Yemen takkede Greenpeace for hjælpen på en pressekonference i New York i september 2022, da han meddelte, at FN endelig havde indsamlet penge nok til at begynde redningsoperationen.

I juli i år lagde et andet tankskib, YEMEN, til ved siden af SAFER, så olien kunne overføres. Operationen var ikke ufarlig, da man hele tiden kunne risikere et udslip. Vi åndede lettede op den 11. august 2023, da al olien – efter mere end otte års indsats og adskillige forhindringer – var overført fra SAFER.

Den umiddelbare trussel om en eksplosion er afværget, nu da al olien er opbevaret om bord på YEMEN. Selvom YEMEN-tankskibet er i væsentlig bedre stand end SAFER, er opbevaring af olien i et nyt fartøj ikke en endelig løsning. Greenpeace fortsætter med at overvåge situationen. 

Lad forurenere betale!

Den her historie fremhæver olieindustriens totale mangel på ansvarlighed: At rydde op efter sit eget rod og betale for skaderne burde være et minimumskrav. Operationens anslåede omkostninger på 140 millioner dollars er intet for store internationale olieselskaber, der i øjeblikket har rekordoverskud. Det er også et undseligt beløb sammenlignet med de anslåede omkostninger på 20 milliarder dollars ved et olieudslip. 

Greenpeace arbejder for, at forureneren skal betale. Det er ikke verdenssamfundet, lokalsamfund eller miljøorganisationer, der skal rydde op efter samvittighedsløse virksomheder og industrier, der tjener milliarder på at ødelægge naturen og udsigten til en tryg fremtid for de kommende generationer.

Tak til alle jer, der støtter vores arbejde – sammen kan vi skubbe på for at ændre spillereglerne for de fossile industrier og beskytte vores fantastiske oceaner.