Aarhus skiller sig ud på landkortet som en grøn kommune, der har som mål at blive CO2-neutral i 2030. Og Aarhus har på få år skruet gevaldigt op for brugen af økologisk mad.
Derfor var det glædeligt og oplagt, da et flertal i Aarhus byråd i december fremsatte et forslag i byrådssalen om at gøre noget ved en af de store klimasyndere i de kommunale budgetter: Kødet.
“Vi har længe vidst, at kød (samt animalske fødevarer) giver et enormt klimaaftryk, og her har vi som kommune et ansvar, vi bør handle på,” lød motivationen fra Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Alternativet til en “ny, klimapolitisk fødevarestrategi”.
De mest kødspisende i Europa
Betydningen af dette forslag i Danmarks næststørste by kan næppe overvurderes, for Danmark har ikke alene verdens højeste produktion af kød per indbygger, men er også blandt de mest kødspisende i Europa. Det skal der gøres noget ved.
Hvis vi markant skal reducere udslippet af drivhusgasser inden for de næste 10 år, som FN’s Klimapanel fastslår er nødvendigt for at leve op til Paris-aftalens klimamål, så må alle gøre en indsats for at sænke både forbruget og produktionen af kød herhjemme. Landspolitikere, kommuner og borgere.
Desværre fik et enkelt punkt i forslaget om fast at tilbyde borgerne et plantebaseret alternativ, når kommunen serverer mad, diskussionen i Århus byråd til at løbe af sporet. Det endte i en sort-hvid diskussion om, hvorvidt vegansk mad er sundt eller usundt for helt små børn, og i diskussionen for eller imod vegansk mad druknede de flotte og vigtige klimavisioner desværre. Socialdemokraternes borgmester Jacob Bundsgaard trak støtten til forslaget, som hans eget parti ellers var medstiller af.
Nu er forslaget sendt i behandling i udvalg, inden det snart skal til en ny afstemning i byrådet.
Det er både ærgerligt (og kortsynet), hvis den ophedede debat skal kortslutte, at Aarhus lever op til sit velfortjente ry som en af Danmarks grønneste kommuner og tager initiativ til at sænke kødforbruget.
Globalt kødforbrug skal halveres i 2050
Hvorfor? Ja, det slog endnu en solid rapport, denne gang fra EAT-Lancet Commission fast for nylig. Efter tre års arbejde dokumenterer 37 førende forskere, at hvis klimaet og sundheden skal bringes i balance, så må det globale indtag af kød fra firbenede dyr – altså fra ko, gris, lam og kalv – halveres frem til 2050, mens indtaget af grøntsager og frugt skal fordobles.
Danskernes kødforbrug er tårnhøjt. Hver uge spiser en gennemsnitsdansker op mod 1 kg. kød, mens EAT-rapporten anbefaler et ugentligt indtag på højst 200 gram kød – altså kun en femtedel af det, en gennemsnitsdansker spiser.
Kostråd må tage hensyn til klimaet
Danmarks officielle kostråd lyder på maksimalt 500 gram kød fra firbenede dyr per. uge, men danske kostråd inddrager ikke som EAT-Lancet rapporten hensyn til klimaet.
Vi håber, at danske kostråd vil blive justeret, så de udover at tage hensyn til sundhed også tager hensyn til klimaet. Det er der hårdt brug for.
Aarhus Kommune har nu virkelig muligheden for at gå forrest og yde sit bidrag til at bremse de truende klimaforandringer.
Det kan kommunen bl.a. gøre ved at øge andelen af den plantebaserede mad, lave opgørelser over kødforbruget, som også er en del forslaget, og på den baggrund sætte mål for reduktion af indtaget af kød i børnehaver, offentlige kantiner og på plejehjem.
Københavns Kommune er på trapperne med sit forslag til, hvordan andelen af plantebaseret mad kan øges i kommunalt serverede måltider. Nu venter vi spændt på, hvordan landets næststørste kommune vil tage klimaansvar for egne tallerkener. Kom nu, Aarhus!
Indlægget er bragt i Jyllands-Posten, JP Aarhus den 10. februar 2019.