#Græsrod

Start din egen kampagne

Vær med

Vil du gerne være med til at gøre noget mere for vores fælles klima og miljøet, så både vi selv og fremtidige generationer får de bedst mulige vilkår at leve under?

Danmarks enorme svineindustri producerer i dag mere end 31 millioner svin om året og er det land i verden, der har den højeste produktion af kød pr indbygger – til stor belastning for vores lokale natur, miljøet, mennesker og klimaet. Hvis vores produktion og forbrug af kød ikke reduceres markant, vil det betyde en katastrofe for verdens skove, den biologiske mangfoldighed, jorden, vandet og klimaet. Det er tid til at prioritere grønt frem for kød.

Er du enig og nysgerrig på, hvordan du som borger kan starte din egen kampagne og være med til at påvirke dit lokalmiljø og lægge pres på lokale beslutningstagere for eksempelvis at reducere kødforbruget i din kommune? Så er Greenpeaces gratis og åbne kampagnetræning måske noget for dig!

Træningen foregår fra fredag d. 23/11 kl. 19 til søndag d. 25/11 kl. 15 i Rudolf Steiner Skolen Odenses smukke lokaler og omgivelser på Lindvedvej 64, 5260 Odense S.

I løbet af weekenden får du og de andre deltagere konkrete redskaber og inspiration til at indgå i konstruktiv dialog omkring klima og miljø de steder, I er i kontakt med i jeres hverdag, samt træning i hvordan man planlægger og gennemfører en lokal kampagne for at skabe forandring. På den måde kan I være med til at sørge for, at flere dele af vores samfund tager aktivt ansvar for en klimavenlig omstilling. Træningens fokus vil i denne omgang være kampagner og aktiviteter med fokus på at få kommunerne til at reducere deres kødforbrug og indføre mere plantebaseret mad i blandt andet børnehaver. Træningen vil også kunne bruges til at inspirere kampagner inden for andre områder, eks. i forhold til modstand mod eksisterende svinefarme og oprettelse af nye i et lokalområde.
Klik her for at læse mere om Greenpeace-kampagnen Mindre Kød – Mere Grønt.

Tillmeld dig træningen her før den 19. november 2018.