Et ton gul sne retur til Villy Søvndal

Nyhed - 12. september, 2013
Isbjørne sendte her til formiddag ét ton gul sne til udenrigsminister Villy Søvndal i protest mod olieboringerne. Aktionen er en del af ’Villy pisser på Arktis’-underskriftsindsmalingen og kommer kun dagen efter en skarp kritik fra Statsrevisionerne, der også mener Danmark svigter sikkerheden ved olieboringer i Grønland.

Aktivister og isbjørne fra Greenpeace havde solid opbakning i ryggen, da dag kl. 10  torsdag formiddag kørte en dumper til Udenrigsministeriet med et ton gul sne for at minde udenrigsminister Villy Søvndal (SF) om det miljøansvar, han svigter i et af verdens mest skrøbelige naturområder.

12. september 2013

Villy Gul Sne © Greenpeace / Lars Bertelsen

 

Skarp kritik af sikkerheden i Grønland

Aktionen følger et løfte på sitet gulsne.dk og en tidligere mindre aktion, hvor der blev afleveret en trillebør med gul sne ved Udenrigsministeriet. Ikke alene viser nyligt offentliggjort meningsmåling, at 9 ud af 10 danskere står bag aktivisternes krav om at få Villy Søvndal til at arbejde for beskyttelse af Arktis. I går kom Statsrevisorerne med en beretning, der kraftigt kritiserer Danmarks sikkerhedsberedskab for at være ”utilstrækkeligt” i Grønland. 

”Danmark har direkte ansvar for at rydde op efter olieudslip i Grønland, og det står tydeligt i rapporten, at beredskabet ikke er egnet til forureningsbekæmpelse under arktiske forhold. I stedet krydser man bare fingrene og håber, at olieulykkerne ikke sker. Olieudslip i Grønland vil have uoprettelige konsekvenser, og det er dybt uansvarligt overfor befolkningen og natur- og dyrelivet i Grønland og Arktis,” siger Niels Fuglsang, projektleder for den danske arktiskampagne hos Greenpeace.

12. september 2013

Villy Gul Sne © Greenpeace / Lars Bertelsen

 

Gul sne skal få Søvndal til at handle

De ekstreme vejrforhold og isbjerge, der forøger risikoen for kollisioner, gør, at Grønland og det øvrige Arktis er et af verdens mest risikable områder at bore efter olie. Og når der sker et olieudslip, har ingen selskaber eller nationer teknologien til at rense olien op fra de isfyldte vande. Konsekvenserne for de skrøbelige økosystemer i Arktis er uoverskuelige.

”Som Rigsfællesskabets repræsentant i Arktisk Råd har Villy Søvndal en stærk stemme og mulighed for at stoppe de uansvarlige olieboringer – men Søvndals stemme er tavs. Han bør som minimum arbejde for at stille strenge krav til industrien og garantere sikkerheden i Arktis. Danmark bør her lade sig inspirere af Finland, der netop som det første arktiske land har global fredning af nordpolsområdet som et mål i landets arktisstrategi,” siger Niels Fuglsang.

12. september 2013

Villy Gul Sne © Greenpeace / Lars Bertelsen

 

Greenpeace har igangsat den globale bevægelse Save The Arctic, der skal beskytte Arktis, der nu har 3,8 millioner støtter. Målene er at stoppe olieboringerne i Arktis, stoppe det ubæredygtige, storindustrielle fiskeri samt at gøre det område omkring Nordpolen, der i dag ikke ejes af noget land, til et fælles, globalt naturreservat. 

Underskrifter afvist - "vi kommer igen!"

Da det kolossale læs gul sne blev afleveret gik Niels Fuglsang til hovedindgangen med en kasse under armen, hvor de 5.000 underskrifter fra gulsne.dk lå udprintet. Desværre var Villy Søvndal ikke at træffe, og receptionen ønskede heller ikke at åbne døren. I stedet blev holdet af isbjørne og aktivister henvist til at forsøge ved en bagindgang, men den store gitterport åbnede aldrig.

"Vi kommer igen en anden dag!", lød beskeden fra Niels Fuglsang, da han for sidste gang talte med receptionen i dørtelefonen.

Hjælp med at nå 10.000 underskrifter, der skal få Villy Søvndal til at passe på Arktis frem for at "pisse på" Arktis. Skriv under på www.gulsne.dk

SE VIDEOEN: