Miljøminister Troels Lund Poulsen har i dag lanceret en kampagne, der fortæller forældre, hvordan de beskytter deres små poder mod kemikalier. Det er skræmmende, at danskerne skal rydde op efter politikernes absolut manglende og fejlslagne kemikaliepolitik. Troels Lund Poulsen beder de danske børnefamilier om at rydde op efter sit kemiske kaos og tørrer på den måde ansvaret af på forbrugerne. Vi skal analysere alt i indkøbskurven, lufte ud tre gange om dagen, sortere legetøjsgemmerne, spise super varieret og ikke købe legetøj sovset ind i parfume. Hallo, Hr. minister. Hvad har miljøministeren selv tænkt sig at foretage sig for at beskytte sin befolkning imod hverdagens livsfarlige kemicocktail?
Greenpeace bifalder fuldstændig, at der kommer fokus på netop cocktaileffekten. Vi har i årevis forsøg at råbe Miljømyndighederne op på dette felt. Men kampagnen og ministerens råd klinger ualmindelig hult, når selv samme Troels Lund Poulsen ikke har foreslået et eneste kemikalie til optagelse på EU's liste over stoffer, som skal udfases. Det viser, at han ikke reelt arbejder for at fjerne de farlige kemikalier. Han vil kun oplyse op dem. Det er for nemt at score billige forbrugerpoint (læs: vælgerpoint) via 65.000 små uskyldige unger, imens ministeren intet foretager sig for at gå imod EU's langsommelige gennemførelse af den nye kemilov REACH.

Troels Lund Poulsen klinger hult i kemiæteren!