"Som de første i branchen vil alle vores tre datacentre være kulfri," sagde Apples økonomidirektør Peter Oppenheimer sidste torsdag, og annoncerede samtidig, at selskabet vil fordoble den mængde af solenergi der bliver brugt til at drive datacenteret i North Carolina.

Dette er et klart tegn på, at Apple har lyttet til dig og de øvrige 220.000 kunder, der har bedt om en ren iCloud. Nu er det så op til Apple at vise sine kunder, hvordan retorikken bliver omsat til virkelighed.

Ifølge Apples plan, så skal investeringer i solenergi og brændselsceller bidrage med 60 procent af den elektricitet, der er nødvendig for at drive et datacenter i den størrelse, som tilfældet er for Apple.

De resterende 40 procent af elektriciteten skal komme fra udbydere af vedvarende energi i regionen, lyder det fra Apple. Men da firmaet bliver nødt til at købe elektricitet fra Duke Energy, der er det eneste elselskab i området omkring North Carolina og stærkt afhængig af kulkraft, så kan det vise sig at være vanskeligt.



Apple får måske endda brug for meget mere strøm end i dag, for datacentret skal udvides. Et større datacenter kan betyde mere kulkraft fra Duke Energy.

Apple kan forsøge at købe aflad gennem REC-certifikater (Renewable Energy Credits) i North Carolina. Men i virkeligheden brænder firmaet stadig kul af. REC-certifikater financierer angiveligt vedvarende energi-projekter andetsteds, men den elektricitet, som Apples datacenter bruger, kommer stadig fra beskidt kulkraft.

Hvis Apple virkelig vil være kulfri, kunne firmaet indgå en langtidskontrakt om at bygge nye, rene energiprojekter i North Carolina, som f.eks, Google har det gjort med vindmølleparker andre steder i USA.

Og det kunne blive endnu bedre, for som en af Duke Energy's forventede top 10 storkunder, vil Apple kunne kræve ren vedvarende energi af Duke Energy. Dette vil ikke kun komme Apple til gode – også resten af North Carolina vil få bedre adgang til ren elektricitet.

iCloud brugere som dig og mig ønsker at bruge nettjenester, der drives af ren elektricitet – ikke beskidt kulkraft. Så Apple bør gøre en indsats, når firmaet i fremtiden bygger nye datacentre og udvider de eksisterende. Og nu hvor Apple har vist, at firmaet er begyndt at lytte til sine kunder, så melder spørgsmålet sig om også Microsoft og Amazon er klar til at gå et skridt videre?