Ligesom bevægelsen for at beskytte Arktis består af mange forskellige slags mennesker, er Formel 1-fans også forskellige. Jeg burde vide det, for jeg var selv stor fan, da jeg voksede op. Er det muligt, at livslang aktivisme for miljømæssig og social retfærdighed kan kombineres med en hemmelig forkærlighed for racerløb?

Jeg tror på, at vores bevægelse favner en stor forskellighed og alverdens forskellige synspunkter. Jeg vil vædde med, at der sidder mange miljøforkæmpere på tilskuerpladserne til Formel 1-løbet i dag. Ligesom der gemmer sig masser af hemmelige Formel 1-fans i Greenpeace.

Min interesse for Formel 1 startede, da jeg havde en værelseskammeret, som var helt vild med det. Nogle gange stod hun op kl. 2 om natten bare for at se et løb. Inden længe var jeg også hooked. Og jeg respekterer den teknologi, sportmanship og innovation, der ligger i hjertet af Formel 1 løbet.

Til gengæld kan jeg ikke respektere, hvad Shell, der har sit største årlige sponsorevent til dagens løb, er ved at gøre ved Arktis. Shell fører an i kapløbet for at finde og udvinde de sidste reserver af fossile brændstoffer. Lige fra udvinding af skifergas i mit hjemland Sydafrika over massive olieudslip i Nigeria til at ødelægge store landområder med canadisk tjæresand – og senest sætter selskabet nu alt over styr i jagten på olie i det smeltende Arktis.

Shell har gang på gang vist, at de er villige til at tage farlige smutveje i kapløbet om planetens sidste dråber olie.

Men alt imens Shell accelererer uden at kunne bremse, er vi andre i fuld fart med at få beskyttet Arktis imod olieudslip, der vil gøre uoprettelig skade på det særlige og sårbare miljø i regionen.

Forskere fortæller os, at tiden er knap for Arktis. I takt med varmere temperaturer på planeten, smelter isen. Shell og andre selskaber står på spring for at bore efter mere af den olie, der er med til at opvarme planeten. Det er en ond cirkel af skødesløshed og grådighed, som vi bliver nødt til at stoppe.

Livet her på jorden er afhængig af den arktiske havis’ evne til at stabilisere det globale klima ved at reflektere solens stråler. Uden havisen står vi over for en helt anden verden. Det er endnu en grund til, at næsten 4 millioner mennesker fra hele kloden er gået sammen i en global bevægelse for at beskytte Arktis, og for at stå imod Shell og de andre selskaber, der kæmper om at få en bid af kagen.

Det er ikke den slags, der skal give et selskab adgang til podiet. I stedet kan vi sørge for, at sandheden om Shells beskidte planer i Arktis kommer frem.

Du kan være med til at fortælle Shell, at de ikke er på hjemmebane længst mod nord. Hvis vi står sammen, kan vi beskytte Arktis.