I fredags faldt dommen over 20 af de aktivister, som i sommers deltog i Greenpeace-aktionerne mod Cairns risikable olieboringer ud for Grønland. Men for Greenpeace (og for mig) er det vigtigste ikke, hvorvidt aktivisterne er blevet dømt eller ej. Det vigtigste er om aktionerne var en succes – og det var de. 

Det lykkedes for aktivisterne at stoppe boringerne i flere dage og lægge et stort pres på Cairn for at offentliggøre selskabets beredskabsplan for boringerne. Beredskabsplanen er den plan, der skal træde i kraft, hvis der sker et uheld eller olieudslip, og Cairn havde i modstrid med Arktis Råds retningslinjer hemmeligholdt planen i over et år.

Men for lidt over en måned siden – efter Greenpeace aktioner – offentliggjorde den grønlandske regering, Naalakkersuisut, beredskabsplanen og dermed kan alle endelig se, hvor stor en risiko Cairn udsætter miljøet og Grønland for. Og det er – som jeg frygtede – en urimelig stor risiko.

Ifølge beredskabsplanen regner Cairn med kun at kunne opsamle 10-20 % af olien. Resten skal enten brændes eller opløses af kemikalier – begge metoder er ikke effektive i Arktis og er samtidig skadelige i sig selv. Planen er mere hullet end en si, og der er så mange mangler i den, at det skriger til himmelen.

Det arktiske miljø er utroligt sårbart, og olie vil grundet det kolde klima blive i havet i årtier. Derfor er det endnu vigtigere for Arktis end andre steder, at beredskabet kan håndtere et olieudslip – og det kan det ikke, hvis man følger opskriften i Cairns plan.

Jeg har sammen med mine internationale kollegaer og med inspiration fra olieekspert Richard Steiner lavet en samlet analyse af beredskabsplanen, der kan læses her.

Så selvom dommen er faldet er intet altså afgjort endnu. Alle kan nu med egne øjne vurdere, hvor stor katastrofen vil være i tilfælde af et olieudslip fra Cairns boringer, men olieselskabet fortsætter sin hensynsløse jagt på det sorte guld.

Og de har endda planer om at bore igen til næste år. Greenpeace fortsætter selvfølgelig med at gøre, hvad vi kan, for at stoppe boringerne. Og jeg håber virkelig, at Naalakkersuisut tænker sig om, inden man igen giver olieselskaber tilladelse til at bore i grønlandsk farvand – og udsætte både det grønlandske miljø og fiskeri for så stor og urimelig en risiko.