Den lukkede ”Arktiskklub” mødes denne gang i Gatineau Hills, Canada, hvor den danske regering har sendt justitsminister Lars Barfoed af sted for i dag at stikke hovedet sammen med udenrigsministrene fra Canada, Rusland, USA og Norge. Det var ellers Lene Espersen, der skulle have taget turen til Canada, men hun holder ferie.

Sammen skal ministrene diskutere fremtiden for et af verdens mest sårbare og vitale naturområder, der i disse år er genstand for en regulær forskningsforklædt hanekamp, som de fem lande bruger millioner og atter millioner kroner på at udkæmpe i håbet om at dokumentere mulige historiske tilhørsforhold til undersøiske højderygge og isdækkede jordskorper.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Alt sammen for at få andel i de enorme ressourcer, blandt andet olie, som den accelererende afsmeltning af den arktiske is paradoksalt nok har åbnet en ladeport op til.

Der står så mange oliemilliarder på spil, at al moral er sat til side - ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar. Vurderingen stammer fra 2007 og konkluderer, at kampen om undergrunden under Arktis udgør den største nuværende risiko for en global konflikt.

Det er selv sagt absurd at kæmpe om retten til at få adgang til mere af det fossile brændsel, som verden nødvendigvis må vende sig væk fra, hvis vi skal forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Det er dog også ganske absurd og ikke mindst urimeligt, at denne lukkede klub på fem nationer udelukker resten af verden fra deres møder. Ikke mindst ICC (Inuit Circumpolar Council), der repræsenterer 160.000 inuitter i de arktiske områder, Arctic Athabaskan Council, Island samt andre organisationer og lande med åbenlyse interesser i Arktis’ skæbne.

Imens nationerne omkring Arktis slås for at få del i ressource-eventyret, sidder ofrene tilbage. Det er de små samfund omkring Arktis, hvis levevilkår vanskeliggøres af klimaændringerne, og som er mere afhængige af naturen end nogen andre. Klimaforandringerne betyder allerede i dag, at der er færre dyr at jage, og at bl.a. Isbjørnen, hvalrossen og sælerne bevæger sig tættere og tættere imod truslen om udryddelse.

Området skal fredes

Der er kun en fornuftig løsning nemlig at indføre et øjeblikkeligt moratorium, der standser al industriel udnyttelse i de dele af Arktis, der før lå under hav-is. Det er den islinie, man ofte ser på kort, der viser et gennemsnit af ismængden i perioden 1979 til 2000.

Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

I det hele taget er klimaforandringerne et godt argument for at stoppe olieeventyret i Arktis her og nu. Det er almindeligt accepteret, at det er nødvendigt at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning så langt under to grader som muligt. For at det, kan lade sig gøre, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og ramme tæt på nul i 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Derfor er det klimamæssigt uacceptabelt fortsat at investere i at lede efter og udvinde olie. Især i arktiske områder, hvor  de klima- og forureningsmæssige konsekvenser er størst.