1 år tager det 56 lokale småbåde ud for Mauretaniens kyst – kaldet pirogger – at fange ligeså meget fisk, som en stor kæmpetrawler styret af det Hollandske Pelagic Freezer Association kan fange på en enkelt dag. Blandt andet det kan man læse i rapporten – The Price of Plunder - som Greenpeace har udgivet.

Aktion mod Maartje Theadora

Mauretanien ligger ud for Vestafrika, og Greenpeace er lige nu i området med vores skib Arctic Sunrise for at sætte fokus på overfiskeri. Europæisk fiskeripolitik er nemlig skruet sammen på en sådan måde, at europæiske skatteyders penge støtter kæmpe store trawlere fra blandt andet Pelagic Freezer Association i overfiskeri i verdenshavene – blandt andet ud for Vestafrika.

I bund og grund kan EU slet ikke indgå fiskeriaftaler ved Afrika, hvis de skal være bæredygtige. For der er ikke flere fisk at fiske. Lokale fiskere rapportere igen og igen om, at de ikke kan fange nok fisk.

Den eneste rigtige vej at gå, er at afkoble fiskeriaftalerne fra et faktisk europæisk fiskeri, og indgå et samarbejde med landene i regionen om at genopbygge økosystemet og bestandene. En fortsættelse af aftalerne i deres nuværende form er ikke andet end et håbløst forsøg på at holde live i en dybt ubæredygtig flåde – der oven i købet koster europæiske skatteydere dyrt.

De europæiske fartøjer er ikke de eneste udenlandske fartøjer, der fisker i regionen, men EU har et ansvar, og må være sig det ansvar bevist, og arbejde for et bæredygtigt fiskeri. Ikke tage del i plyndringen bare fordi fartøjer fra Asien og Rusland også plyndrer.

Én PFA-trawler har på én tur med fuld last haft det samme udsmid af døde eller døende fisk, der svarer til den gennemsnitlige årlige indtagelse af fisk for 34.000 mennesker i Mauretanien. Her er det den 140 meter lange tyske supertrawler 'Maartje Theadora' 30 sømil ud for Mauretaniens kyst

 

Danmark har under EU formandskabet sat bæredygtigt fiskeri udenfor EU som en prioritet. Grunden til at Danmark går ind i dette arbejde bunder måske i en række folketingsdebatter, der fandt sted sidste år, samt en vedtagelse støttet op af alle partier, der diktere, at Danmark skal arbejde for, at der fiskes efter samme principper om bæredygtighed uanset om du fisker i eller udenfor europæisk farvand.

EU's fiskeri ude i verden lader sig gøre i praksis ved, at EU indgår de såkaldte fiskeripartnerskabsaftaler, hvor EU betaler for, at vores fartøjer kan fiske i andre farvande.

Hvis man skal dømme folk på deres handlinger og ikke på deres ord, så dumper Danmark eklatant. Godt nok støtter Danmark på papiret bæredygtighed i disse fiskeripartnerskabsaftaler, men i virkelighedens verden stemmer Danmark den ene dybt ubæredygtige fiskeriaftale igennem efter den anden.

For eksempel Mauretanien. Til trods for, at de bestande der fiskes på i aftalen – tun, krabber og de såkaldte pelagiske arter (små fisk der lever i vandsøjlen) næsten alle er overfisket eller af ukendt status – så støttede Danmark, at EU Kommissionen kunne indlede nye forhandlinger med Mauretanien om en fornyelse af aftalen, når den nuværende aftale udløber til sommer.

Det går nu ikke så godt med forhandlingerne, og da Europa-Parlamentet ikke vil støtte aftalen, hvis ikke den er bæredygtig, ja så står Kommissionen og Rådet med et problem.

Det er godt. For hvis aftalen ikke kan gå igennem, kan Europa-Parlamentet måske være medvirkende til, at EU i fremtiden sikre et bæredygtigt fiskeri ud for Afrika.