Professor Birger Lindberg Møller leverer i interview med Ingeniøren 8.6. en tour de force i den misinformation, der fortsat holder GMO-myten i live.

Professoren begræder kemigiganten Monsantos udmelding om at stoppe sin mangeårige kamp for GMO-afgrøder i Europa. Men hans egentlige hensigt syntes at være, at påvirke politikere til at slække på GMO-risikovurderingen.

Gensplejsning blev for tre årtier siden tillagt et enormt potentiale. Fortalerne troede, at de kunne fremstille planter med enhver egenskab. Troen var baseret på den store simplicitet, man troede der eksisterede. Man troede, at hver egenskab blev styret af et gen. Nu manglede man blot at matche hvert egenskab til dets gen, så ville alle egenskaber fra alverdens organismer udgøre et katalog, som gensplejserne derefter kunne kombinere som en slags biologiske legoklodser.

På trods af enorme resurser udeblev resultaterne. GMO’erne virkede simpelthen ikke. Udbytterne er ikke steget. Det er giftforbruget til gengæld. Birger Lindberg Møller hævder, at årsagen til gensplejsningens sølle resultater er, at EU’s GMO-regulering er for dyr.

Lakmusprøven for det udsagns validitet er at kigge til USA, hvor der stort set ikke er GMO-regulering. USA’s GMO-areal består af to typer tåbelige GMO’er. Planter gensplejset til selv at producere insektgift og planter gensplejset til at kunne overleve øget brug af ukrudtsgift. De sølle resultater er et globalt fænomen. Det er altså absolut ukorrekt, når Lindberg Møller hævder, at EU’s risikovurdering af GMO er årsagen til de sølle resultater.

Grundforskning versus gensplejsning

Grundforskningen har nu indhentet den anvendte forskning, gensplejsningen. Kortlægningen af menneskets genome har reelt forkastet de antagelser, der lå til grund for gensplejsningsteknikken. Der er kun ca. 30.000 gener til at producere menneskets ca. 500.000 forskellige proteiner. Der eksisterer altså slet ikke et gen til hver egenskab.

Når man gensplejser, havner generne tilfældige steder i værtsplantens DNA. Gensplejserme antog, at 98 procent af DNA’et blot var ubetydeligt affald, junk-DNA. Så, ringe risiko for at indsatte sekvenser ramte betydende områder i værtsplantens DNA - troede man. Vi ved nu at junk-DNA slet ikke er affald.

Tværtimod omsættes størstedelen til RNA, som blandt andet giver instrukser til de ca. 30.000 formelle gener, så de i komplekst samarbejde kan producere de ca. 500.000 forskellige egenskaber. Det at generne modtager instrukser, og at de indgår i komplekse samarbejder, forkaster antagelsen om en simpel envejs-kommunikation, hvor genets kode alene afgør, hvilke proteiner organismen producerer.

Idéen om at organismer var så simple, at koden i de formelle gener alene afgjorde hvilke egenskaber organismen producerede, var grundlaget for, at GMO blev tillagt så stort et potentiale.

Selvfølgelig er der gensplejsere, som foretrækker at ignorere grundforskningen og derfor prøver at holde myten om det store potentiale i live. Men egentlig skulle man tro, at netop gensplejserne ville være lettede over grundforskningens resultater. Dermed er både de sølle resultater og de uønskede afvigelser i fodringsforsøg ikke en refleksion af de involverede gensplejseres evner. Men skyldes simpelthen, at man helt grundlæggende tog fejl af, hvordan organismer fungerer.

Uanset hvordan gensplejserne reagerer, er det klart, at myten om GMO’ernes store potentiale kan aflives. Det var antagelsen om en enorm simplicitet, der lå til grund for de store forventninger til gensplejsningsteknikken. Vi ved nu at den simplicitet ikke eksisterer.

At GMO ikke virker betyder ikke, at planteforædlingen står på bar bund. Mens enorme resurser blev spildt på GMO, er der udviklet en moderne planteforædlingsmetode, der ikke rykker rundt på gener, og som modsat GMO faktisk virker. Marker Assisted Selection (MAS) leverer allerede de afgrøder med højere udbytte og modstandskraft overfor sygdom, oversvømmelse osv., som gensplejserne lovede, men aldrig leverede.

Indlægget blev bragt på Ing.dk d. 20. juni, 2013.