Danmark skal have en bæredygtighedsstrategi, lød det i regeringsgrundlaget. Næsten to år senere venter vi stadig på en sådan. Danmark har potentiale til at blive rollemodel, men det kræver, at de tunge ministre indser fornuften i grøn omstilling og grønne investeringer.

Det er et år siden, alverdens statsledere var i Rio til FN-konference om miljø og udvikling. Det gik ikke særlig godt. De mål, der blev opstillet ved den første Rio-konference i 1992, var ikke nået, og slutdokumentet på 2012-konferencen, kaldet Rio+ 20, fordi der var gået 20 år, var næsten blottet for konkrete forpligtelser og initiativer til fremme af en mere bæredygtig udvikling. 

Fokus er nu på udvikling af nye mål for bæredygtighed. Men de internationale fiaskoer betyder, at der er mere og mere fokus på, hvad enkeltorganisationer, firmaer og enkelte lande kan gøre. 

Det kan godt være, at det enkelte firma og det enkelte lille land som for eksempel Danmark spiller en beskeden rolle i den store sammenhæng. Men Danmark har forudsætninger for at blive en rollemodel. 

Derfor lød der for et år siden appeller om, at landene - og ikke mindst Danmark og EU - ville komme med konkrete tiltag, der kunne fylde op i de huller, som Rio-aftalen efterlader. Der var behov for en dansk plan for opfølgningen. 

En plan, som inddrager myndigheder, erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer. Kravet om en sammenhængende plan var i overensstemmelse med regeringens egne ønsker og regeringsgrundlaget. 


Danmark er ikke duks
Skiftende danske regeringer har været i stand til at formulere et billede af, at Danmark er et miljøog klimamæssigt foregangsland. 

Men det er desværre en sandhed, som må tages med meget store modifikationer. 
Danmark har gennem mange år gjort en stor indsats for at øge produktionen af vedvarende energi, og den seneste energiaftale er også ambitiøs set med europæiske og globale øjne. Det er imidlertid vigtigt at se på udgangspunktet. 

Indtil for få år siden lå Danmark i EU's tunge ende, når udledningerne af CO2 blev gjort op i forhold til indbyggertallet. Og danskernes CO2-udslip er stadig dobbelt så højt som den gennemsnitlige verdensborgers. Hvis verden følger Danmarks eksempel, vil resultatet være global katastrofe. Og den danske virkelighed er faktisk værre, end tallene antyder. Sagen er jo, at vi gennem den seneste generation har flyttet industriproduktionen ud af Danmark, så de varer, vi i dag forbruger, især skaber CO2-udledninger andre steder - ikke mindst i Kina.

Ifølge WWFrapporten "Dansk forbrug, global forurening" er den reelle CO2-udledning fra det danske forbrug mindst 20 procent højere, end de officielle opgørelser af CO2-udslippet angiver. 
Den danske virkelighed er også, at importen af sojabønner, især til fodring af svin, beslaglægger arealer i Sydamerika på størrelse med Sjælland. Det er blandt andet behovet for husdyrfoder, der fører til skovrydning, og Danmark har med sit store forbrug af arealer uden for Danmark et stort medansvar. Rydning af skov fører til 17 procent af de globale drivhusgasudledninger og fører til et voldsomt tab af biologisk mangfoldighed. 

Tilbage til kravet om en bæredygtighedsstrategi som led i en dansk helhedsplan. I regeringsgrundlaget fra 2011 står der, at »regeringen vil udarbejde en ny og forpligtende bæredygtighedsstrategi med faste mål, tidsgrænser og tilhørende indikatorer og overvågning«. Sproget er klart, og der er taget højde for de svagheder, tidligere bæredygtighedsstrategier var præget af. De var fyldt med pæne ord, men også uforpligtende. Nu skal der sættes mål, og målene skal opfyldes inden for bestemte tidsgrænser. 

Problemet er, at et år efter Rio+ 20-konferencen og næsten to år efter offentliggørelsen af regeringsgrundlaget har vi stadig ingen bæredygtighedsstrategi. 

Enhedslisten foreslog en bæredygtighedskommission, men det ønskede regeringen ikke. Modviljen mod en kommission er forståelig, hvis reelle forpligtende udspil er lige på trapperne. Men er de det? I talen om fremtidens miljø og klima understreger både klimaminister Martin Lidegaard ( R), miljøminister Ida Auken ( SF) og nu handels-og investeringsminister Pia Olsen Dyhr ( SF), at vi har at gøre med en hastesag. Det her kan ikke vente. 

Set udefra bekræfter det manglende tempo, at regeringens "tunge ministre" beskæftiger sig med økonomisk brandslukning og skubber de langsigtede hensyn af vejen, mens fagministrene, der behandler de ' tunge temaer', miljøet, fremtidens klima og den globale fattigdom, har det svært. 
Selv om regeringsgrundlaget netop fastslår, at en reel dansk omstilling til bæredygtighed vil give Danmark beskæftigelse og store internationale økonomiske og konkurrencemæssige fordele. 

To skridt frem og et tilbage Som repræsentanter for de danske miljø-og udviklingsorganisationer er vi ikke blinde for, at regeringen har taget en række vigtige initiativer og beslutninger. Det var et vigtigt skridt at opstille en målsætning om 40 procent reduktion af klimagasser i 2020. Og det har internationalt også været meget vigtigt at kunne sende et signal om, at faldet i udviklingsbistand er standset, selv om der ser ud til at være lange udsigter til en stigning. 

Der er også lavet en række fornuftige grønne omstillingspuljer, men der mangler netop den overordnede strategi, som kunne sikre, at indsatserne i højere grad blev målrettede. 
Og selv om vi har ambitiøse mål om reduktion af udslip af klimagasser, mangler vi endnu en samlet klimaplan og den lovede ressourcestrategi, der skal sikre bedre udnyttelse af vores ressourcer. 

Regeringen har også taget beslutninger, der peger den gale vej. 
Efter tidligere fornuftige grønne skatteomlægninger er det på det seneste gået den forkerte vej i vækstplanen. Og der er heller ikke i Danmark sket meget positivt i forhold til løftet om medfinansiering af de kæmpemæssige udgifter, som klimaændringer ikke mindst påfører de allerfattigste lande. De har ikke de ressourcer, som for eksempel Tyskland har kunnet sætte ind under juni måneds europæiske oversvømmelseskatastrofe. 

Danmark som forbillede? Det store internationale forhandlingstema det næste halvandet år bliver opstillingen af nye udviklingsmål og bæredygtighedsmål for verden. I FN-terminologien er det to forskellige processer, men blandt andet EU står, heldigvis, stejlt på, at de to processer bør forenes til én, så verden i fællesskab kan formulere fælles bæredygtige mål, der respekterer, at vi kun har én planet. Danske ministre er meget aktive i processen både i EU og i FN. 
Men tænk, hvor det kunne styrke både Danmark og processen, hvis Danmark tidligt i dette forløb kunne lægge en konkret og samlet troværdig model frem. 

Det skal være en model, der demonstrerer, at Danmark lever op til sit eget ansvar som et rigt og stærkt klima-og miljøbelastende land under omstilling. Målet må være, at vi holder os inden for vores retfærdige globale fodaftryk i respekt for planetens tålegrænser. 
Det skal være en model, der demonstrerer dansk vilje til globalt ansvar for medløsning af problemerne i lande, der er langt dårligere stillet. 

Danmark har muligheder som få andre lande. Fordi krisen har ramt mindre hårdt her end mange andre steder, og fordi Danmark teknologisk og med hensyn til politiske rammebetingelser har færre vanskeligheder i omstillingsprocessen end de fleste andre lande. 
Men det haster. 

Enhedslisten foreslog en bæredygtighedskommission, men det ønskede regeringen ikke. Modviljen mod en kommission er forståelig, hvis reelle forpligtende udspil er lige på trapperne. 
Men er de det?

Bragt som kronik i Information d. 12. juli, skrevet sammen med Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, John Nordbo, miljø-og klimachef i WWF Verdensnaturfonden og Helle Munk Ravnborg er næstforkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke.