Det er kun lidt over en måned siden, at Shell måtte sande, at olieselskabet var ude på dybt, dybt vand, da boregiggen Kulluk, som det sidste i en lang række uheld, kom helt ud af kontrol og stødte på grund ved Alaskas kyst.

Der blev sat en tyk streg under fornuften i den udmelding, da det amerikanske indenrigsministerium konkluderede i skarpe vendinger, at Shell havde alvorlige problemer med sikkerheden. Efter Kulluk-ulykken fandt Shell omsider pauseknappen og meldte ud, at man ikke ville bore efter olie ud for Alaska i 2013.

Men ak, selverkendelsen varede kun en kort stund, for nu ser det ud til at Shell vil indlede nye olieeventyr mod øst, i den russiske del af Arktis. Selskabet arbejder lige nu på at indgå partnerskab med den russiske energigigant Gazprom, der trækker verdens måske mest mørke spor efter sig af uheld og olieudslip.

”Ude af øje, ude af sind” lader til at være Shells strategi. Ved at søge væk fra fiaskoerne ved Alaska til det mindre regulerede østlige Arktis, håber selskabet, at ingen vil opdage, når de jokker i spinaten. Udfordringerne ser dog ikke ud til at blive mindre, desværre.

Denne fuldstændige arrogance overfor de alarmsignaler som miljøet, den amerikanske regering og en lang række miljøeksperter sender, er mildt sagt rystende.

Partnerskabet mellem Shell og Gazprom er dårligt nyt for miljøet og de oprindelige folk i Rusland, der allerede lider under olieselskabernes hærgen.

Det nye makkerpar allierer sig i sin trodsighed overfor alle de kritiske røster, der påpeger miljøkonsekvenserne. Men dagens nedslående nyhed minder mig om, hvor vigtigt det er at blive ved med at presse på for at beskytte Arktis fra olieindustrien planer om at bore efter mere olie.