Det hele startede med en lille youtube-video. En simpel mock af en KitKat-reklame, der på en simpel og effektiv måde synliggjorde konsekvenserne af at købe palmeolie af selskaber, der rydder regnskov for at lave palmeolieplantager: Fjernelse af orangutangers naturlige habitat med udryddelse som følge.

Dette var ikke en sandhed, som fødevaregiganten havde lyst til at få fortalt og de fik fjernet videoen fra Youtube. Det skulle de ikke havde gjort, for handlingen, der skulle tysse problemerne med selskabets leverandører ned, fik i stedet sat fokus på regnskovsdestruktion. Videoen dukkede op alle mulige steder på internettet og i de 8 uger, der er gået siden lanceringen, har næsten 1,5 millioner seere set vores kontormedarbejder gnave i en blodig orangutangfinger.

Men det var ikke kun væmmelse, videoen generede. 200.000 emails blev sendt til Nestlé, der også modtog hundredevis af telefonopkald og utallige kommentarer på deres officielle facebook-side. Men det stoppede ikke her. Orangutanger konfronterede Nestlé ved deres hovedkvarterer i Croydon, Frankfurt, Beijing og Jakarta, og den årlige generalforsamling i Schweiz blev prydet med vores banner. Samtidig har der været gang i den på alverdens gader for at sætte fokus på problemet. Dermed stod det klart for firmaet, at de var nødt til at løse problemerne med palmeolie og papirvarer.

Undervejs i de 8 uger, som vi har kørt kampagnen, har vi mødtes flere gange med repræsentanter fra Nestlé for at drøfte problemerne med palmeolie og papirvarer. Og selv om vi havde på fornemmelsen, at tingene var på vej fremad, så havde vi ikke forvente, at fødevaregiganten ville spille ud med en så omfattende ”nul skovrydning”-policy så hurtigt.

Nestlé har udviklet en plan, der vil identificere og fjerne eventuelle virksomheder i deres forsyningskæde med forbindelser til skovrydning. Disse selskaber omfatter det berygtede Sinar Mas, og dette skridt vil også få konsekvenser for firmaer som Cargill. Men denne plan skal stadig følges op med handling, og The Forest Trust (TFT) - en uafhængig organisation, vi har arbejdet sammen med før - vil nøje overvåge Nestlé's fremskridt.

Men som mange af jer har påpeget, er Nestlé ikke det eneste selskab, der er involveret i palmeolie og papirvareindustrien, og selvom dette er et fantastisk resultat, er der stadig meget mere at gøre for at standse ødelæggelsen af Indonesiens regnskove. Forvent derfor at høre mere fra den kant.