Man siger, at man kan spotte næste sæsons mode ved at kigge på farven i Mexico og Kinas floder. Det er fordi globale brands som Calvin Klein, GAP og Victoria's Secret bruger giftige kemikalier og farvestoffer til deres tøjproduktion. Disse kemikalier forurener vores floder, og der er også rester af kemikalier i det tøj, som man køber i butikkerne.
Men det behøver ikke være sådan. Rundt omkring i verden er folk i massevis gået sammen for at presse de store brands til at skabe mode uden kemi. Senest har ZARA, verdens største detailkæde, og Levi's, verdens største jeans-fabrikant, forpligtet sig til at fjerne de giftige kemikalier.
Du kan også være med, når modeelskere, aktivister og designere eksponerer de store brands beskidte hemmeligheder og kræver mode uden kemi.