Aktivister ombord på Shell isbryder i Helsinki

Nyhed - 1. maj, 2012
I et forsøg på at forhindre de ødelæggende olieboringer i Arktis er 20 Greenpeace-aktivister netop klatret ombord på Shells isbryder Nordica i Helsinki havn. Aktivisterne kommer fra Danmark, Finland, Tyskland, Chile, Brasilien, Italien, Sverige, Ungarn, Norge, Slovakiet, Columbia, Frankrig og Østrig.

Aktivisterne klatrede ombord på skibet kl. 10.20 dansk tid, før det skulle til at sejle til Arktis for at bistå Shells olieboringer nord for Alaska. Aktivisterne låste sig inde rundt omkring i skibets rum og i masten. Der er hængt bannere på havnefronten, I skibets kran og på siden af skibet med teksten ”STOP SHELL” og ”You can #SaveTheArctic”

1. maj 2012 Greenpeace activists of 13 nationalities have boarded the Finnish icebreaker Nordica in Helsinki harbour in order to prevent the ship leaving for Shell’s Arctic oil drilling north of Alaska.

Aktivister har hængt banner op på den finske isbryder Nordica, der arbejder under Shells flag.

 

Shell er det første, store internationale olieselskab, der går på storstilet oliejagt i Arktis. Hvis Shell finder olie denne sommer, vil andre globale oliegiganter hurtigt følge efter og sætte yderligere gang i et risikabelt, arktisk oliekapløb.

"Vi protesterer på vegne af de næsten 400.000 mennesker verden over, som på blot et par måneder har krævet, at Shell stopper sin hensynsløse oliejagt i Arktis," udtaler Jon Burgwald, Arktis ansvarlig i Greenpeace. "Shell er udmærket klar over, at et olieudslip ud for Alaskas kyst vil ødelægge miljøet og være umuligt at rydde op. ”

Nordica er en af ​​to isbrydere, der er ejet af den finske regering, men lejet af oliegiganten Shell denne sommer, hvor det skal hjælpe Shell med at gennemføre fem efterforskningsboringer i havene Chukchi og Beaufort ud for Alaska. Shell investerer massivt i olieudvinding i Arktis, med den begrundelse, at "ligesom i forhold til landingen på månen, så gør det ikke noget at være den første."

Dansker blandt aktivisterne
En af de aktivister, der i dag klatrede op på Shells skib, er den danske aktivist, Mads Thomsen.

"Jeg er klatret ombord på Nordica for at sige nej til Shell og deres arktiske boringer. Det har stor betydning for mig, at jeg på den her måde kan opfordre både politikere og befolkninger til, at vi beskytter nogle af ​​verdens mest skrøbelige og smukke miljøer, "siger Mads Thomsen."Den globale opvarmning har fået isen omkring Nordpolen til at smelte, og det betyder, at bl.a. isbjørnenes levevilkår vil ændre sig fuldstændigt. Det er grundlæggende forkert, at Shell nu vil tjene penge på den globale klimakatastrofe, som de som olieselskab selv er medskyldig i."