Greenpeace giver Champions League-sponsor det røde kort

Nyhed - 9. december, 2013
Greenpeace ruller fjernstyret banner ud ved pressemøde mod Gazproms sponsorater af Champions League, som selskabet bruger til at dække over de ødelæggende olieboringer.

9. december 2013

Surprise! Et par minutter inde i Real Madrids rullede et fjernstyret banner ned, der sendte et tydeligt budskab til Gazprom: "Save the Arctic - Give Gazprom the red card" (Beskyt Arktis - Giv Gazprom det røde kort).

Foran Real Madrid-træner Carlo Ancelotti, forsvarsprofilen Pepe og et internationalt presseopbud har Greenpeace netop udstillet storsponsoren Gazprom på et pressemøde forud for morgendagens Champions League-brag i Parken. 

Kort efter pressemødet var gået i gang mandag aften, rullede et rødt banner ned bag podiet med teksten ”Save the Arctic - Show Gazprom the Red Card” (Beskyt Arktis – Giv Gazprom det røde kort). Banneret rullede ned bag træneren og spilleren og erstattede dermed pressemødets baggrundsskærm bestående af logoer for Gazprom og Champion League-turneringens øvrige hovedsponsorer.

Udvist fra fodboldbanen og Arktis

”Gazprom bør få det røde kort og udvises fra både den europæiske fodboldscene og Arktis. Mens den russiske oliegigant poster enorme summer i sin PR-charmeoffensiv i Europa, bruger den samtidig milliarder af kroner på at udsætte et af de mest fantastiske naturområder i verden for enorme risici. Det er en hån mod både naturen og sporten, at et helt igennem uansvarligt olieselskab som Gazprom på den måde soler sig i spotlyset på Europas største fodboldarenaer,” siger Jon Burgwald, der er arktisansvarlig i Greenpeace i Danmark. 

Russiske Gazprom ventes allerede senere denne måned at begynde verdens første olie produktion fra isfyldt, arktisk farvand. Det var en fredelig protest mod selskabets jagt på mere af den klimaskadelige olie i det sårbare arktiske miljø, Anne Mie Roer Jensen og 29 andre i september blev fængslet for. Efter to måneders varetægtsfængsling er de 30 løsladt mod kaution, men er fortsat tvunget til at opholde sig i Rusland og er under alvorlig anklage for hooliganisme med en strammeramme på syv års fængsel. 

Langt spor af olieudslip

”Vi er ikke i tvivl om, at Gazprom bag kulisserne har spillet en rolle i den uretmæssige fængsling og fortsat helt ubegrundede tiltale, som Anne Mie og de 29 andre er udsat for. Gazprom har muligheden for at bruge sin enorme indflydelse til at få fjernet anklagerne, men i stedet virker selskabet desværre mere optagede af at bruge fodboldens gode navn til at pleje sit blakkede ry," siger Jon Burgwald. 

Gazprom trækker et langt, sort spor af olieudslip efter sig i Rusland. Selskabets mange udslip på land farver floderne mørke, lægger store områder øde og får kræfttilfældene i områderne omkring til at stige drastisk. Nu vil de som et af verdens mindst kvalificerede selskaber producere olie i det mest udfordrende farvand. Hvis Gazproms olieboringer i Arktis ikke bliver stoppet, så er det kun et spørgsmål om tid, før katastrofen rammer.   

Gazprom er en af seks officielle partnere til Champions League. Selskabets sponsoraftale løber til 2015. Her vil Gazprom indlede et større FIFA-sponsorat, efter at olie- og gasgiganten i september underskrev en tre års aftale som officiel partner af det globale fodboldforbund. VM i 2018 afholdes i Rusland. 

Se videoen fra aktionen: