København har ændret sig gevaldigt i den sidste uges tid. Fra et gråt, koldt og mørkt sted befolket af julehandlende til en gruekedel af mennesker fra hele verden og farverige aktiviteter – alt sammen for at løse klimaproblemerne.

Den fredelige demonstration i Københavns gader i dag har virkeligt sat den sidste uges begivenheder indenfor i Bella Centeret i perspektiv. Omkring 50 - 60.000 mennesker dukkede op for at kræve en fair, ambitiøs og bindende klimaaftale i en klima-march, der strakte sig på gaden i over 2 kilometers længde. Det føltes nærmest som om hele verden marcherede mod Bella Centeret for at skubbe forhandlingerne I den rigtige retning.

I Greenpeace-blokken, hvor jeg befandt mig, var det også svært at se fra den ene ende af blokken til den anden med så mange mennesker, der var mødt op for at støtte op om arrangementet. Mange bærende på skilte med budskaberne ’There is no Planet B’, ’Climate Justice Now’ og  'Planet not profit' i den langsomt bevægende karavane.

Mens mørket faldt på og temperaturen krøb ned mod frostgrader, ankom vi i en jævn strøm til Bella Centeret, hvor folk begyndte at tænde fakler eller lave små hop på stedet for at holde varmen.

Vi har hørt, at denne demonstration er den største af sin art nogensinde i Danmark. Lad os håbe verdens ledere vil leve op til forventningerne og presset fra befolkningen til at lave en historisk aftale.