Vi har på kun en måned rundet de 1.000.000 underskrifter for beskyttelse af Arktis, der var vores første mål. Nu tæller vi til 2.000.000, og det bliver der lagt mærke til. Den seneste måned er der blevet skrevet masser artikler og blogs, der tager stilling til det grundlag, denne store bevægelse hviler på. Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om ikke håbet om at beskytte Arktis er naivt. Især den seneste uge har der været stort fokus på Shell og deres planlagte olieboringer i Arktis, som vi vil have stoppet. I den forbindelse er der dukket tre argumenter op, der ikke taler for stoppet af olieboringerne. Her får de svar på tiltale.

Det første argument er, at verden har brug for olie i mange år endnu, og derfor bliver vi nødt til at fortsætte med at lede efter olie. Nej. Det bliver vi ikke nødt til. Der er lavet en lang række scenarier fra FN, EU og organisationer, der alle påviser, at det selv inklusiv en signifikant vækst er muligt, at reducere CO2-udledningen og forbruget af fossile brændsler drastisk inden for en relativ kort årrække. Samtidig er vi i en situation, hvor klimaforandringerne for alvor er ved at tage til med uoverskuelige konsekvenser for verdens fattige.

Til klimatopmødet i Durban sidste år blev alle landenes regeringer enige om, at det er helt essentielt at den globale opvarmning holdes under to grader. Hvis ikke det sker, så vil vi ifølge FN’s klimapanel nå et punkt, hvor naturen tager over og menneskeheden kun i mindre grad kan bremse klimaforandringerne. Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under de kritiske to grader, så kan vi selvfølgelig ikke bare fortsætte med at brænde kul, olie og gas af. Vi kan rent faktisk ikke engang brænde de fossile brændsler af, som vi allerede har fundet. At blive ved med at lede efter nye olieressourcer er måske i tråd med olieselskabernes evige jagt på profit, men det er i direkte modstrid med, hvad alle verdens regeringer er blevet enige om. Hvis Greenpeace troede, at regeringer automatisk lever op til deres udmeldelse, så ville vi være naive, men fortsat at arbejde for, at verden opgiver de ødelæggende og forurenende fossile brændstoffer er ikke naivt. Det er til gengæld det eneste rigtige at gøre.

Det andet argument lyder, at Shell allerede har investeret et meget stort beløb i forberedelserne og derfor har styr på sikkerheden. Det er bare ikke en gyldig slutning. Det, at noget har kostet mange penge, er ikke en garanti for, at det virker. Shell har planer om at bruge to boreskibe til sine boringer i Arktis i år. Det ene af skibene blev bygget tilbage i 1966 – altså før månelandingen – og selv om skibet i Arktis skal kunne modstå noget af det hårdeste vejr i verden med ekstreme storme og skræmmende isforhold, så kan Shell ikke engang sikre skibet, når det ligger til kaj. I sidste uge rev skibet sig løs og gik på grund, mens det lå til kaj i Dutch Harbour. Når Shell ikke engang kan sikre skibet der, hvordan vil olieselskabet så sikre det, når det ligger midt i et frådende stormvejr?

Men det er langt fra det eneste sikkerhedsproblem, som Shell står over for. Et af de essentielle skibe for Shells oliespildsberedskab har endnu ikke fået tilladelse til at sejle til Arktis, da den amerikanske kystvagt ikke mener, at skibet kan håndtere de arktiske forhold – og det er et af de skibe, som skulle hjælpe til, hvis noget går galt. Shell har desuden i sin egen beredskabsplan fuldstændig ignoreret muligheden for at der sker et blow-out i slutningen af boresæsonen, hvor der ikke vil være mulighed for lukke hullet inden den arktiske vinter vil lade isen dække området, hvorefter det ikke er muligt at stoppe udslippet før isen trækker sig tilbage – og samtidig har selskabet erkendt, at der ikke findes teknologier til at fjerne olie fra is. I USA har over 500 forskere skrevet under på et krav til den amerikanske regering om, at man som minimum stopper olieboringerne indtil man har bedre styr på sikkerheden og videnskaben.

Det tredje argument er, at der bor omkring fire millioner mennesker i Arktis, og at vi derfor ikke kan kræve, at hele området omdannes til en naturpark. Det er fuldstændig korrekt, at Greenpeace vil omdanne en del af Arktis til en naturpark. Men det drejer sig kun om det område, der ligger lige omkring Nordpolen, som aldrig har været en del af et land og hvor der aldrig har boet mennesker. Vi er på ingen måde ude på at forhindre de arktiske folks udvikling eller underkue deres ret til selvstændighed, men det har intet at gøre med at ville frede Nordpolen. Det er korrekt, at vi derudover arbejder for et stop for alle olieboringer i Arktis og imod en ekstrem industrialisering af fiskeriet.

Olieboringer i Arktis er ekstremt risikabelt, og hvis uheldet er ude, så bliver olien i miljøet grundet det kolde vejr i miljøet i flere årtier. Det vil ødelægge de oprindelige folks mulighed for at leve af det fiskeri og den jagt, som de altid har levet af. Greenpeace havde tidligere i år en ekspedition til den nordligste del af Rusland, hvor vi var vidne til den yderste konsekvens af olieefterforskning i Arktis. Her har man udvundet olie i snart 30 år, hvilket har medført store formuer for nogle få selskaber, men har efterladt lokalbefolkningen med en natur, der er mere død end levende, hvor floderne er tømt for fisk og lugten af olien ligger som en tung dyne over hele området. Det er ikke den slags udvikling, Arktis har brug for.