Omkring 10 milliarder kroner. Det skønnes at være værdien af de fiskerirettigheder, den tidligere regering samt Dansk Folkeparti i 2005 med vedtagelsen af FKA-ordningen forærede danske fiskere. Mere specifikt var det ejerne af fartøjer, der historisk havde haft et fiskeri efter bundlevende arter såsom torsk, tunge og rødspætte, der blev forgyldt. Rettighederne blev gjort omsættelige og pantbare. En naturressource, der tidligere i princippet tilhørte os alle, blev med et slag foræret væk – fisken blev privatiseret.

To af de helt centrale forklaringer på aftalen, der blev vedtaget med mindst muligt flertal, var ønsket om at nedbringe fiskeriflådens kapacitet og dermed bedre mulighed for at sikre fiskeriets miljømæssige bæredygtighed.

Kapacitet i denne sammenhæng kan groft beskrives som flådens samlede evne til at fange fisk, der i mange år har været for alt høj og en plage i forvaltningen. Løsningen blev en privatisering af fiskekvoterne, hvor markedskræfterne som en kniv i blødt smør skulle tilpasse fiskerikapaciteten. Antallet af fartøjer under FKA-ordningen er da også faldet fra 1.094 i 2007 til 910 i 2013. Men er det så en succes samfundsøkonomisk og for havmiljøet?
(indlægget fortsætter)

2. september 2013 Kystfisker fartøjer ved Thorupstrand

Det danske kystfiskeri er i praksis er under afvikling. Det har kostet arbejdspladser på havet og i de mindre havne og er ikke mindst et problem fra et miljømæssigt synspunkt, da det kystnære fiskeri i flere henseender er det mest skånsomme i forhold til naturen.

Med privatiseringen åbnede man muligheden for koncentration og monopol. Koncentrationsregler blev indført, men har vist sig nyttesløse. Siden er andre koncentrationsregler indført, der i praksis stadig tillader ganske få virksomheder ejerskabet over vores fisk i havet. En anden safeguard var den såkaldte Kystfiskerordning, der er et forsøg på at fastholde det kystnære fiskeri.

I dag mere end seks år efter FKA-ordningen trådte i kraft,  er situationen den, at det danske kystfiskeri i praksis er under afvikling. Det har kostet arbejdspladser på havet og i de mindre havne. Det er også et problem ud fra et miljømæssigt synspunkt, da det kystnære fiskeri i flere henseender er det mest skånsomme i forhold til naturen. Finder det sted med passive redskaber, som fx krog, garn eller tejner, har det en langt mindre skadelig effekt på havbunden end fx bundslæbende redskaber som bundtrawl. Højere CO2-udledning fra fartøjer med bundslæbende redskaber pr. kilo fanget fisk er naturligvis også vigtig at få nævnt.

De passive redskaber har også markant mindre discard end bundtrawl, da det er meget mere selektivt. DTU Aqua skønnede i 2010 at trawl havde ti gange mere discard end fiskeri med garn. Med indførelsen af FKA-ordningen i 2007 lød begrundelsen, at omsætteligheden ville føre til mindre discard. En påstand, det imidlertid ikke har været mulig at dokumentere. I virkeligheden burde man stille spørgsmålet, om de omsættelige kvoter har haft den stik modsatte effekt?

Anledningen til det spørgsmål skal findes i den føromtalte koncentration. Mens de kystnære fartøjer med skånsomme redskaber forsvinder, har kvoterne koncentreret sig på trawlerne – både når det kommer til ejerforhold og de faktiske landinger. Tager man Nordsøen som eksempel blev 26 % af den samlede kvote tildelt trawlerne i 2007. I 2011 var tallet steget til 35 %, men af den faktiske landing kom 48 % fra trawl.

En ny kystfiskerordningen skal i løbet af efteråret forhandles på plads med henblik på at træde i kraft 1. januar 2014. Greenpeace har deltaget i en arbejdsgruppe nedsat af daværende fødevareminister Mette Gjerskov. Nu står Karen Hækkerup i spidsen, men udfordringen er den samme. Som beskrevet i kommissoriet for arbejdsgruppen, så skal der løsninger på bordet, der kan ”fremme et bæredygtigt og skånsomt fiskeri med landing af højkvalitetsfisk fanget kystnært samt at skabe lokale afsætningsmuligheder for kystfiskere”.

Greenpeace mener, at det naturskånsomme fiskeri med passive redskaber skal bevares, og at en ny kystfiskerordning derfor må indrettes uden trawlfiskeri. Samtidig bør man benytte den toldningsordning, der allerede findes i lovgivningen sammen med yderligere tiltag, der kan kan føre fisk over i en statslig kvotefond til gavn for de fiskere, der gerne vil fiske kystnært og naturskånsomt. Flere tiltag kan ses i arbejdsgruppens afrapportering under forslag 6a.

Bragt som blogindlæg på Altinget Miljø fredag den 30. august.