Tidligt om morgenen den 13. juni kunne fødevareminister Mette Gjerskov som afslutning på rådsmødet medele at EU's fiskeriministre havde opnået generel indstilling på EU's fiskeripolitik.

Greenpeace, andre grønne NGOer samt medlemmer af Europaparlamentet havde ellers opfordret det danske formandskab til ikke at lukke politiske forhandlinger om fiskeripolitikken ned. Alle med den samme begrundelse: fordi aftalen ikke sikrer et bæredygtigt fiskeri. Det, fiskeriministrene er kommet frem til, er meget langt fra det Mette Gjerskov sagde i en pressemeddelelse den 13. juni: at nu var EU på vej imod bæredygtighed. Det passer simpelthen ikke. Det kan nås endnu – men så skal blandt andre vores egen fødevareminister altså i arbejdstøjet igen.

En generel indstilling betyder, at ministerrådet ikke kommer til at diskutere fiskeripolitikken igen før november, når Parlamentet er nået frem til deres position på fiskeripolitikken.

Det er en unødig lang pause i diskussionerne i rådet, især når reformen af fiskeripolitikken allerede er forsinket. En pause kan i værste fald betyde, at der indtræder en ”nu skal vi også til at være færdige”-holdning i forhandlingerne med det resultat, at politikken, der skal styre EUs fiskeri ti år frem, ikke skaber de nødvendige løsninger for et bæredygtigt fiskeri for natur, fiskebestande og fiskerne.

Det er nu op til Parlamentet, Kommissionen og de EU-lande, der gerne vil have et bæredygtigt fiskeri, at kæmpe for, at helt centrale mangler i formandskabets generelle indstilling forbedres betydeligt. Danmark bør som en af de største fiskerinationer i EU være at finde i forreste række i denne kamp.  


Greenpeace mener, at sunde fiskebestande samt et sundt økosystem bør være målet for en bæredygtig forvaltning af havets ressourcer, og altså de målsætninger der bør være hjertet i EUs fælles fiskeripolitik.

Den foreslåde forvaltning ud fra et mål om det maksimalt bæredygtige udbytte (MSY), mener Greenpeace, underminerer en økosystemsbaseret tilgang til forvaltning. God miljøtilstand i havene med afsæt i havstrategidirektivets mål bør være det overordnede mål for den fælles fiskeripolitik.

Set i lyset af at opnåelse af MSY er en stor forbedring for EUs fiskebestande, og en fiskeripolitik med afsæt i opnåelse af miljømål desværre har lange udsigter, må det som minimum sikres, at fiskebestande genopbygges senest 2015. I tråd med internationale forpligtigelser. Derudover mener Greenpeace at skånsomt og selektivt fiskeri bør udvikles og støttes; både for at reducere uønskede bifangster, men også for at minimere de negative effekter blandt andet bundtrawling har på havets natur og dyr.
 
Herunder en gennemgang af nogle af de fejl og mangler, der efter min mening er i det danske formandskabs generelle indstilling.

Manglende regler for at opnå reduktion af EUs fiskeriflåde
Ifølge EU-kommissionen er der fem overordnede grunde til, at EUs fiskeri ikke er bæredygtigt. Den første på listen er overkapacitet. Der er simpelthen for mange fartøjer til for få fisk. Overkapacitet er ifølge kommissionen: ”roden til alle problemer med dårlige økonomiske resultater, mangelfuld håndhævelse og overudnyttede ressourcer”. Alligevel er der intet i formandskabets generelle indstilling, der løser dette problem. Hvad der lykkedes det danske formandskab at få ind i teksten, er en forpligtigelse for medlemslandene til at vurdere, om der er overkapacitet i deres flåde, og hvis der er, at lave en handlingsplan for hvordan overkapaciteten bringes ned. Problemet er bare, at der hverken er nogen tidsfrist for, hvornår medlemslandene skal være på plads med deres kapacitetstilpasning, eller nogle sanktioner, f.eks. tilbageholdelse af midler under fiskerifonden, hvis dette ikke sker. Det betyder i praksis, at status quo opretholdes – og roden til alle problemerne i EUs fiskeripolitik består. (artikel 35).

Genopbygning af fiskebestande:
EU-kommissionen foreslog i juli sidste år, at fiskebestande skulle genopbygges til eller over en international bæredygtighedsgrænse (MSY) senest i 2015. Dette er ikke et tilfældigt årstal eller et tilfældigt mål. Det er en målsætning og en deadline EU-landene første gang forpligtede sig til i 1982, og som netop er blevet bekræftet ved bæredygtighedskonferencen i Rio. Kommissionen gjorde det klart i deres forslag, at alle bestande skulle genopbygges, hvilket i praksis ville betyde, at det skulle være de mest nedfiskede bestande, der skulle ”bestemme”, hvor meget der måtte fiskes.

Fiskeriministrene derimod er kommet frem til, at bestandene ikke skal genopbygges inden 2015. De vil kun forpligte sig til at nå et fiskeritryk i 2015, der på sigt kan føre til genopbygning. Så hvor kommissionen foreslog at bestandenes størrelse skulle være på MSY-niveau, vil ministerrådet altså kun forpligte sig til at sænke fiskeritrykket i 2015 – senest i 2020. Det betyder, at overfiskeriet i hvert fald fortsætter indtil 2020 for mange europæiske fiskebestande. For at føje spot til skade vil ministerrådet kun sænke fiskeritrykket på de ”signifikante” bestande i de blandede fiskerier. (artikel 9.3). For de øvrige arter skal der indføres bevaringstiltag uden et mål for, hvad disse skal føre til, eller hvornår dette skal nås. Hvad det kommer til at betyde er uvist, men i værste fald kan dette få store konsekvenser for de arter, der ikke er kommercielt interessante, simpelthen er fisket op eller på andre måder forsvundet. I Kattegat er torsken ikke længere en kommercielt vigtig art. Det er derimod f.eks. jomfruhummer. Hvis en tilgang som den fiskeriministrene foreslår, kommer til at gælde, vil det måske betyde, at torskebestanden ikke genopbygges, idet den ikke er ”signifikant”. Det er primært fiskeriet, der er skyld i, at torsken er fisket op fra Kattegat – ligesom det ifølge det internationale havundersøgelsesråd, ICES - også er fiskeriet, der er skyld i, at arter som kuller og lange ikke længere er i Kattegat. Den nuværende tekst er en industri-tekst i den forstand, at det kun er de arter, der er interessante for fiskeriet i dag, der skal genopbygges – dem, der er fisket op, er der ingen interesse i. De er bare i vejen.
 
Forbud imod udsmid af fisk
Allerede Kommissionens forslag var uambitiøst, da udsmidsforbuddet ikke omfattede alle arter. Men der var trods alt en fast tidsplan for, hvornår fisk ikke længere måtte smides overbord. Denne faste tidsplan kunne ministrene ikke blive enige om. Så hvornår der kommer et forbud mod udsmid af fisk – efter ministrenes mening – er altså stadig uvist, (artikel 15), men måske i 2018 i vore farvande. Dog er ministrene blevet enige om, at alle fangster skal trækkes fra kvoten. Det er godt.
Et udsmidsforbud bør ses som et værktøj og et incitament til at undgå uønskede fangster til at begynde med. Det betyder selvfølgelig, at der skal udvikles mere selektive redskaber, hvilket der også lægges op til både i fiskeripolitikken og i de igangværende forhandlinger om fiskerifonden. Men det bør dog også betyde, at kvoterne gives til de fiskere, der allerede i dag fisker mest selektivt. Det er der intet af i den nuværende tekst om EUs fiskeripolitik. Hverken i Kommissionens eller i Rådets forslag. Det er simpelthen uforståeligt.

I Skagerrak har bundtrawlerne f.eks. 10 gange så meget udsmid som garnfiskerne. Det ville derfor være naturligt at belønne garnfiskerne fx med øgede kvoter idet de allerede i dag er selektive. En sådan tilgang er i dag ikke en del af forslaget, og det er en kæmpe mangel. Hvad der lægges op til er at udvikleselektive redskaber i de fiskerier der har meget udsmid og bifangst. Det er i sig selv ikke et dårligt forslag, men uden en samtidig støtte til de fiskerier, der ikke har problemer med udsmid og bifangst mangler logikken.

Der er også en masse huller i udsmidsforbudet. Der må fx. godt smides fisk ud hvis det ikke er muligt at opnår en bedre selektivitet eller hvis det er for dyrt at håndtere fangsterne og bifangsterne. (artikel 15.3)

Der er en masse andre ting i det danske formandskabs kompromistekst, der skal forbedres.

For eksempel er et meget vigtigt ord i artikel 51 også ændret. Kommissionen foreslog, at adgang til EU's pengekasse (fiskerifonden) skulle være betinget af overholdelse af den fælles fiskeripolitiks regler. Efter Rådet har haft fat i teksten, fremgår det nu, at adgang kan være betinget af overholdelsen af regler.

Også i målsætningerne i artikel 2 fejler både kommissionen og rådets tilgang eklatant. Den anden store strukturmangel i fiskeripolitikken er ifølge kommissionens grønbog fra 2009 "upræcise politiske målsætninger". I artikel 2 i det danske formandskabs generelle indstilling fremgår det at fiskeripolitikken skal ”sikre, at fiskeri og akvakultur giver langsigtede bæredygtige miljømæssige, økonomiske og sociale vilkår”. Det er igen alt for upræcist. Det er ikke muligt at sikre alle tre dele på samme tid. Hvis der skal tages beslutninger om kvotenedskæringer for at bevare en bestand af fisk, så kan man ikke både sikre fisken og fiskeren på den korte bane. Det er simpelthen ikke muligt. I fortiden var det oftest hensynet til sociale vilkår, der overtrumfede hensynet til bestandene, og netop derfor er 70 % af EUs fiskebestande i dag overfisket.