Jeg har netop skrevet et indlæg til Kongressen.com, netmedie om amerikansk politik, hvor jeg analyserer USA's oliepolitik i Arktis. Læs hele indlægget her:

Det har længe været den amerikanske regerings ønske at blive selvforsynende i energi- og transportsektoren, men spørgsmålet er, om præsident Obama og den amerikanske befolkning er villig til at betale prisen.

Investeringerne i udvikling af amerikansk udvinding og forarbejdning af fossile brændsler fra ukonventionelle kilder er eksploderet i løbet af en meget kort årrække. Først var det en vindersag for den amerikanske præsident – hvilken amerikaner vil ikke gerne gøre sig uafhængig af Mellemøsten – men billedet har i løbet af de sidste par år ændret sig drastisk.

Udover XL-rørledningen og udvinding af skifergas, som begge har medført store offentlige protester, så skete der med Deepwater Horizon-katastrofen et skift i 2010, hvor den almindelige amerikaner blev mere bevidst om risikoen ved en mere og mere ekstrem olieudvinding, hvor der tages chancer som aldrig før.

Derfor var vi også nogen, der undrede os, da de amerikanske myndigheder i 2012 godkendte Shells ansøgning om at få lov til at bore efter olie ud for Alaska. De amerikanske myndigheder har længe været tilbageholdende i forhold til arktisk olieefterforskning, og det virkede som et underligt tidspunkt at ændre sin tilgang, men hensynet til forsyningssikkerheden vægtedes åbenbart højere end hensynet til miljøet og miljøbevægelsen.

Selvom jeg ikke vil påstå, at Shell ligefrem har en hæderkronet miljøhistorik (tænk Nigeria), så er det samtidig et af de største olieselskaber i verden, og den amerikanske regering har derfor nok følt sig tryggere end man ville, hvis det for eksempel var Cairn, der borede ud for Grønland i 2010-11, som havde ansøgt.

Derfor var det kun så meget mere bekymrende, da selskabet fejlede så eklatant. Man kom aldrig rigtig i gang med boringerne, og da selskabet i begyndelsen af året mistede kontrollen over den kæmpe borerig Kulluk, var det mere held end forstand, at der ikke skete større skader på miljø eller mennesker.

Kulluk-ulykken var et varsel om konsekvenserne, hvis olieselskaberne fortsat ignorerer naturens signaler i Arktis, hvor olieudslip vil medføre uoprettelige miljøskader. Et: Naturforholdene gør det højst risikabelt at fortsætte jagten efter olieressourcer i regionen. To: Olieindustrien har hverken teknologi eller beredskab til rense olien op i det sårbare miljø.

Shell har taget en på papiret selvvalgt timeout for olieboringer i Alaska i 2013, men den eklatante fiasko er ikke gået ubemærket hen, og spørgsmålet er om den amerikanske regering vil tillade boringer i Arktis igen inden for den nærmeste fremtid.

Selvom Shell tydeligvis har haft svært ved at læse naturens signaler i Arktis, så var det ikke til at misforstå, da USA’s indenrigsministerium (Departement of Interior) i februar udgav en evalueringsrapport, der udpenslede Shells række af fejl i forhold til sikkerhedssystemerne.

USA’s indenrigsminister, Ken Salazar, satte offentligt tingene på spidsen med en kraftig kritik af Shells sikkerhedsforanstaltninger, da han direkte sagde, at ”Shell screwed up”.

Shells miserable resultater kan formentlig være med til at vise de åbenlyse problemer på en olieindustri, som mere og mere desperat forsøger at vride de sidste dråber olie ud af en klode i krise. Og det kan forhåbentlig være medvirkende til, at de amerikanske lovgivere langt om længe sætter klimaet over olieindustriens interesser.