Hvert år, når de film, der er nominerede til en Oscar, bliver offentliggjort starter jeg min jagt for at nå at se så mange af filmene som muligt. Og der er rigtig mange gode film imellem – både ren underholdning og seriøse dokumentarfilm.

I den sidste kategori husker jeg for et par år siden, hvordan filmen 'Gasland' imponerede mig med sine uendelige eksempler på, hvordan jagten på jordens gasreserver efterlader et spor af forurening og sygdom gennem det amerikanske landskab. En fortælling, der var så uhyggelig og absurd, at den kun kan foregå i USA.

Troede jeg.

Til efteråret vil det franske energiselskab Total nemlig starte prøveboringer og forsøg med udvinding af gas i Nordjylland. Med andre ord, så vil Total hælde over 100 forkellige typer kræftfremkaldende kemikalier ned i den danske undergrund – en metode, der er forbudt i selskabets hjemland og i Tyskland, Bulgarien, Canada og Sydafrika.

Men her i Danmark er der da styr på den slags, ikke? De danske myndigheder vil da aldrig tillade, at en af landets vigtigste ressourcer, grundvandet, bliver forurenet af et skruppelløst energiselskab, vil de? Måske ikke, men ifølge P1 Dokumentar, så er den danske miljøstyrelse slet ikke med i godkendelsen.

Der er slet ikke nogen grund til at lave forsøg med fracking. At udvinde gas på denne ukonventionelle måde er – for at sige det direkte – noget forbandet svineri. Det er unødvendigt at udvinde gassen og unødvendigt at forurene så meget i processen.

Hvis jeg boede tæt på, hvor en af disse prøveboringer er planlagt, ville jeg være meget bekymret og stå sammen med mine naboer om at få stoppet regeringen og Totals drømme om et gaseventyr på bekostning af mit grundvand.