I går fremlagde Alliancen af Små Østater (AOSIS) et forslag til en juridisk bindende aftale bestående af to protokoller. I deres pressemeddelelse skrev gruppen, at forslaget er "lavet for at beskytte jordens klima, og for at sikre den fremtidige overlevelse af alliancens 43 medlemmer."

Det er rammende, men også lidt for beskedent. Medlemmerne af AOSIS er nogle af de mindst udviklede lande på jorden, og tæller steder som Maldiverne, Tuvalu, og Papua Ny Guinea. Det er nationer, der stort set ikke selv har spillet en rolle i at skabe klimakrisen, og der er samtidig dem der vil lide mest, hvis den globale opvarmning fortsætter. At beskytte jordens klima er i første omgang nøglen til disse nationers overlevelse – men på længere sigt er det nøglen til overlevelse af civilisationen som vi kender den.

Midt i Bella Centeret står en stor globe. Hvis man kigger godt efter, kan man se, at de små østater ikke er afbilledet. En dyster udsigt, hvis mødet ikke munder ud i en ordentlig aftale.
Midt i Bella Centeret står en stor globe. Hvis man kigger godt efter, kan man se, at de små østater ikke er afbilledet. En dyster udsigt, hvis mødet ikke munder ud i en ordentlig aftale.

Bevæggrunden for en juridisk bindende aftale – i modsætning til en politisk bindende aftale – er formentlig tydelig for enhver. Men lad mig forklare hvad en "to-protokols løsning" går ud på, for det er en smule teknisk.

AOSIS’ forslag består af to ting: En tilføjelse til den allerede eksisterende Kyoto-protokol, hvor man stadfæster en anden forpligtigelsesperiode, der skal løbe fra 2013-2017 (den nuværende forpligtigelsesperiode udløber i 2012). Forpligtigelsesperioden skal indeholde nye emissionsmål for alle industrialiserede lande i protokollen (dvs. alle industrialiserede lande undtagen USA). Derudover skal der skabes en ny protokol – en Københavner protokol. Det skal være endnu en juridisk bindende aftale, som vil sikre gennemførelsen af Bali Action Plan på en afbalanceret og omfattende måde ved at tage fat tilpasning, teknologi, finansiering og støtte til kapacitetsudvikling.

Det vigtigste element i Københavner protokollen er, at det skal bringe USA – det land, der historisk har bidraget mest til klimaændringer og fortsat har den højeste per capita emission af CO2 – ind i en juridisk bindende aftale og forpligte dem til reduktionsmål og finansiering af de fattige landes klimaindsats.

Med andre ord er AOSIS’ forslag den ægte vare, som verden har brug for. Klimaændringerne respekterer ikke landegrænser, men diskriminerer mellem rige og fattige nationer. Ændringerne vil dog påvirke os alle. En fair, ambitiøs og juridisk bindende aftale her i København er ikke et spørgsmål om politik, det er et spørgsmål om overlevelse.