Kommissionen kommer i næste uge med deres forslag til, hvordan en fremtidig europæisk fiskeripolitik skal se ud.

Det forventes, at kommissionen blandt andet vil foreslå en ordning, der meget ligner den danske FKA model. Den går i store træk ud på, at fiskerne får foræret de fisk, der er i havet og kan bytte og sælge kvoter indbyrdes.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) har udtrykt, at der har været både ”gode og dårlige ting” ved den danske FKA model. Men vi mangler stadig at få en uddybning af hvad der har været godt – og i særdeleshed hvad der har været dårligt. Hvis ikke vi får denne uddybning kan EU let komme til at begå de samme fejl, som Danmark allerede har gjort – og Henrik Høegh skylder os derfor at komme med et bud på, hvordan det kan undgås.

For hvis der skal tages så drastiske beslutninger om vores fælles fisk, som det er at forære dem til fiskerne, så er der brug for en åben og nuanceret debat til at belyse om et sådant system overhovedet er den bedste løsning for europæisk fiskeri. Og hvis det indføres, hvordan det så bedst kan skrues sammen for at give et bæredygtigt fiskeri i fremtiden.

FKA ordning, der blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i 2005, betød at danske fiskere fik en fast andel af den danske kvote. Efter disse andele var givet begyndte de hver især at købe, sælge og bytte kvoter i et nationalt kræmmermarked i millionklassen.

Ordningen betød også, at fisk gik fra at være fælleseje til at blive fiskernes privateje. Uden at fiskerne giver en krone for dem, vel og mærke!

Det svarer vel nærmest til at man fra den ene dag til den anden forærede alle danske statsskove væk.

Handlen med kvoter samlede den danske kvote på færre og færre fartøjer. Danmark reducerede dermed sin fiskerikapacitet. Og det er netop derfor Kommissionen nu skeler til Danmark.

EU vil nemlig også gerne nedbringe den samlede kapacitet, da den helt grundlæggende årsag til at EU's fiskeri IKKE er bæredygtigt, er den kæmpe overkapacitet i den europæiske flåde.

En blind indførelse af den danske FKA model vil ALDRIG give et bæredygtigt fiskeri – faktisk vil en proces, der ikke styres fra politisk side, kunne give den stik modsatte effekt.

Hvis den danske model på nogen måde skal kunne ses som en løsning, så må det som minimum sikres, at adgang til fiskeressourcerne gives på grundlag af en række bæredygtighedskriterier, sådan at de fiskere, der får adgang til ressourcen, også er de fiskere, der samlet set fisker allermest bæredygtigt. Det betyder, at man må se på fiskeriets påvirkning af den marine natur og det marine dyreliv, hvor meget bifangst og udsmid fiskerierne har, hvor meget brændstof de forbruger og hvor meget de enkelte fiskerier bidrager til de lokale kystsamfund.

Den danske FKA model har været ikke mindre end en katastrofe for både miljø og lokalsamfund. Den har nemlig betydet en afvikling af kystfiskeriet, der i langt de fleste tilfælde er mere skånsomt og bæredygtigtfiskeri, med fx garn, snurrevod og kroge, imens det brændstofslugende bundslæbende og destruktive fiskeri har kronede dage.

I dag står 106 fartøjer for over 90 % af fangstmængden i Danmark og 288 fartøjer står for over 90 % af den samlede fangstværdi.

Landingerne samles samtidig i færre og færre havne som Thyborøn, Hvidesande, Skagen og Hanstholm, mens f.eks. en gammel fiskerihavn som Esbjerg i dag stor set er ubetydelig, når det kommer til fiskelandinger.

Det er en stor beslutning, at give fiskene til fiskerne – og der er derfor brug for en åben og saglig debat om fordele og ulemper ved at gøre det. Jeg mener, at fødevareministeren skal starte debatten ved at redegøre for hvad det er han anser som værende godt og skidt i den danske FKA model.