Beatles-ikonet Paul McCartney har skrevet en blog for Greenpeace i anledning af, at over en million mennesker har skrevet under på, de vil have stoppet den industrielle udnyttelse af Arktis. Du kan læse den originale blog på engelsk under den danske oversættelse.

"1968. Det var sgu et vildt år. Folk var på gaderne, der var revolution i luften, vi udgav The White Album, og det måske mest indflydelsesrige billede, der nogensinde er taget, blev taget af en astronaut ved navn William Anders.

Det var juleaften, og Anders og hans kaptajn, Frank Borman, havde netop fløjet rundt om månen som de første levende væsner nogensinde. Så, gennem det lillebitte vindue i deres Apollo 8-rumfartøj, faldt deres øjne på noget, ingen nogensinde havde set før. Noget så velkendt og alligevel så fremmed; noget helt fantastisk i sin skønhed og skrøbelighed.

 ”Hold da helt op!” udbrød Borman. ”Se den udsigt derovre! Det er jorden, der står op. Hvor er det flot!”. ”Har du en rulle farvefilm, Jim?” spurgte Anders ivrigt. ”Gider du række mig den der rulle, hurtigt?”

I måske mere end et minut sad de to mennesker i en blikspand næsten 400.000 kilometer hjemmefra og fumlede febrilsk med at få en Kodakfilm i deres kamera. Så rettede Anders linsen mod vinduet og trykkede på udløseren og fangede vores fine hjemlige planet, der langsomt steg op over månens horisont.

Jordopstigning. Det ene billede havde så stor en effekt på den menneskelige psyke, at det har fået æren for at katalysere den globale miljøbevægelse – for at ændre den måde, vi tænker på os selv på.

Det er mere end fyrre år siden; bare et øjeblik ”in the grand sweep of time”, men der er sket noget meget bemærkelsesværdigt siden da. I mindst 800.000 år har det arktiske ocean været dækket af et lag havis på størrelse med et kontinent. Men i årtierne siden det billede blev taget, har satellitter dokumenteret at den hvide kappe smelter i et stabilt tempo. Meget af den er væk nu, og det ser ud som om, der er en sandsynlighed for, at Nordpolen vil være fuldstændig isfri i mine børns levetid. Det kan endda være, at jeg selv får mulighed for at opleve det øjeblik.

Tænk engang. Siden jordopgangen blev fotograferet, har vi været så travlt optagede af at opvarme vores klode, at den nu ser radikalt anderledes ud ude fra rummet. Ved at grave efter fossile brændsler og brænde vores urskove af har vi udledt så meget kul i atmosfæren at vore dages astronauter ser på en helt anden planet.

Og her er noget, jeg virkelig undrer mig over. Mens isen trækker sig tilbage, rykker oliegiganterne ind. I stedet for at se den smeltende is som en alvorlig advarsel til menneskeheden, øjner de forretningsmuligheder i den olie, der før lå skjult under havbunden på toppen af verden. De udnytter det, at isen forsvinder, til at bore efter mere af den olie, der har forårsaget problemet i første omgang.

Fossile brændsler har indtaget alle verdenshjørner, men på et eller andet tidspunkt et eller andet sted er vi nødt til at sige ”Ikke mere!” Jeg tror, at det tidspunkt er nu, og det sted er Arktis. Det er derfor, jeg støtter Greenpeace’ kampagne for at skabe et juridisk gældende beskyttet reservat rundt om Nordpolen og for at ulovliggøre olieboringer og industrielt fiskeri i arktiske farvande.

Mit navn vil være et af de 1.000.000 navne, som Greenpeace placerer på havbunden af Nordpolen fire kilometer under isen. Vi står sammen om at sikre Arktis – for alt liv på jorden.

En million har allerede skrevet under på www.savethearctic.org, men hvis du ikke er en af dem, er der stadig en chance for at få dit navn placeret på bunden af havet på toppen af verden. Og hvis du, som jeg, er uimodståeligt tiltrukket af det fantastiske arktiske dyreliv, skulle du virkelig også være med i den online mobiliseringskampagne, der hedder Arcting Rising. Her skal du vælge mellem at være en af fem dyr – enten en isbjørn, sneugle, sneræv, en hvalros eller en narhval. Når du har valgt din dyreklan jager I sammen nye medlemmer til kampagnen, og I konkurrerer mod de andre dyr om at få flest nye folk med. Det er en slags jordopstigning, hvor vi forsøger at katalysere en massebevægelse; en, der trækker en linje i isen, og siger til dem, der forurener: ”I kommer ikke længere”.

 Nu skal jeg bare beslutte mig for, hvilket dyr jeg skal være.

 Ja, du har gættet det.

 ”I am the Walrus”.

Sir Paul Mccartney

----------------------------------------------------------------------------

1968. That was a hell of a year. The people were on the streets, revolution
was in the air, we released the White Album, and perhaps the most
influential photograph of all time was taken by an astronaut called William
Anders.

It was Christmas Eve and Anders and his mission commander Frank Borman had
just become the only living beings since the dawn of time to orbit the moon.
Then through the tiny window of their Apollo 8 spacecraft their eyes fell
upon something nobody had seen before, something so familiar and yet so
alien, something breathtaking in its beauty and fragility.

"Oh my God!"  Borman cried. "Look at that picture over there! Here's the
Earth coming up. Wow, is that pretty!"

"You got a colour film, Jim?" Anders snapped back. "Hand me that roll of
colour quick, will you..."

For a minute or so two human beings in a tin can nearly 400,000 kilometres
from home scrambled furiously to fix a roll of Kodak into their camera, then
Anders lifted it to the window and clicked the shutter and captured our
delicate home planet rising slowly over the horizon of the moon.

Earthrise. That single image made such an impact on the human psyche that
it's credited with sparking the birth of the global environment movement -
with changing the very way we think about ourselves.

That was more than forty years ago, the blink of an eye in the grand sweep
of time, but something quite remarkable has happened since then. For at
least 800,000 years the Arctic ocean been capped by a sheet of sea ice the
size of a continent. But in the decades since that photo was taken,
satellites have been measuring a steady melting of that white sheet. Much of
it has now gone, and it seems likely that there'll be open water at the
North Pole in the lifetimes of my kids. I might even see that moment for
myself.

Think about it. Since Earthrise was taken we've been so busy warming our
world that it now looks radically different from space. By digging up fossil
fuels and burning our ancient forests we've put so much carbon into the
atmosphere that today's astronauts are looking at a different planet.

And here's something that just baffles me. As the ice retreats, the oil
giants are moving in. Instead of seeing the melting as a grave warning to
humanity, they're eyeing the previously inaccessible oil beneath the seabed
at the top of the world. They're exploiting the disappearance of the ice to
drill for the very same fuel that caused the melting in the first place.

Fossil fuels have colonised every corner of our Earth, but at some time and
in some place we need to say "No more." I believe that time is now and that
place is the Arctic. That's why I've joined Greenpeace's campaign to create
a legally protected sanctuary around the North Pole and a ban on oil
drilling and industrial fishing in Arctic waters. My name will be among the
one million that Greenpeace is taking to the pole and planting on the seabed
4km beneath the ice. We're coming together to secure the Arctic for all life
on Earth.

A million of us have already signed up at www.savethearctic.org,
but if you're not one of them there's still a chance to ensure your name is
planted at the bottom of the ocean at the top of the world. And if you, like
me, are irresistibly drawn to the stunning Arctic wildlife then you'll want
to join the Arctic Rising online mobilisation push. You can choose to be one
of five animals - either a polar bear, a snowy owl, an Arctic fox, a walrus
or a narwhal. Once you've joined an animal clan you hunt in a pack for new
supporters for the campaign and compete against the other animals to get new
people involved. It's a kind of Earthrise, where we try to spark the dawn of
a new mass movement, one that draws a line in the ice and says to the
polluters, "You come no further".

So now I've got to decide which animal I'm going to be.

Yeah, you've guessed it.

I am the Walrus.