21. oktober 2013

 

Champions League-kampen mellem FC Basel og Schalke 04 var netop fløjtet i gang, da fokus flyttede sig mange meter over grønsværen. Pludselig dukkede Greenpeace-aktivister op på taget for at give Schalke og UEFA’s sponsor, Gazprom, det røde kort for sine risikable olieboringer i Arktis. Fra taget hang aktivisterne i reb med et gigantisk banner med en klar besked til Gazprom om at holde sig væk fra Arktis.

I disse minutter var der nok en del, der tænkte over, hvad der foregik, og dernæst: Hvor går grænsen mellem sport og politik?

Fodbold er for mange et frirum, hvor vi ikke skal forholde os til livets trods alt mere alvorlige problemstillinger. Et sted, hvor vi kan give os hen til vores holds kamp for den totale dominans på grønsværen.

Jeg er selv passioneret fodboldfan og bruger fodbolden som frirum fra en travl hverdag. Jeg ved ikke noget bedre end at mødes med drengene til et spil FIFA, i Parken eller på en tilrøget bar. Derfor forstår jeg godt, hvis det er irriterende, når sådan nogen som os invaderer det frirum fodbolden udgør og nærmest kræver opmærksomhed om et problem, som ikke handler om, hvem der skal tage rollen som den falske nier for Barcelona, mens Messi er skadet, eller hvorvidt Bendtner flasher boxershorts eller mave i næste landskamp.

Men på den anden side, så eksisterer fodbold ikke i et parallelt univers. Fodbold – og sport generelt – sætter sine aftryk langt uden for stadion. Fodbold er verdens største sportsgren, en multi-milliard forretning, og listen af eksempler på dets interaktion med samfundet er mange. Som eksempel kan vi tage et fra ”min” klub, Barcelona. Her er det er tydeligt, at en del af klubbens sjæl stammer fra dens rolle i kampen mod Francos fascisme og for et selvstændigt Catalonien.

Fodbold er selvfølgelig ikke altid politisk, men heller ikke apolitisk. Og når UEFA og Schalke vælger et selskab som Gazprom som en af hovedsponsorerne for Champions League og selve klubben, så har man truffet et valg. Valget er formentlig kun truffet med pengepungen, men samtidig er det dybt politisk.

Gazprom, et af verdens absolut største selskaber, er i gang med en charmeoffensiv i Europa. En charmeoffensiv fra et selskab, der kun i begrænset omfang har et produkt, som vi som kunder i Europa kan vælge til eller fra. Så, hvis man ikke har et produkt at sælge, hvad er så den konkrete grund til, at Gazprom spenderer massive beløb på sponsorater og reklamer?

Grunden skal findes i det Arktiske Ocean og er storpolitik af den mest beskidte slags.
Inden vi går til storpolitikken, vil jeg kort ridse op, hvad Gazprom egentlig er for et selskab, og hvorfor UEFA og Schalke burde have tænkt mere over, hvem de lukkede ind i fodboldens hjerte. Gazprom er verdens største gasselskab, og der er nærmest ikke det land i Europa, hvor gassen ikke kommer fra den russiske kæmpe. Men udover gasproduktionen, så står selskabet også bag en af de største miljøkatastrofer i verden – en miljøkatastrofe som i over 30 år har fået lov til at forsætte ufortrødent.

21. oktober 2013

Udover gas udvinder Gazprom enorme mængder olie på land i den nordlige del af Rusland, og det er en olieudvinding med mindst mulig kontrol og lavest tænkelige miljøstandarder. Der sker mere end ét olieudslip om dagen fra en af selskabets rørledninger, og i langt de fleste tilfælde går der måneder eller år, før selskabet stopper olieudslippet. Jeg har rejst en del rundt i området og har set, hvordan olien ligger som en sort hinde på isen og i floderne.

 

Lugten af kemikalierne fra flaring (afbrænding af overskudsgas) river i næsen, og antallet af kræfttilfælde er skyhøje.

I løbet af 18 måneder løber der via områdets floder den samme mængde olie ud i det Arktiske Ocean, som der slap ud ved udslippet i den Mexicanske Golf for tre år siden, og Rusland er det eneste sted i verden, hvor man kan finde olieudslip i samme størrelsesorden som i Nigeria.

Det er det selskab, som Schalke og UEFA har valgt at tage imod penge fra og give reklametid, og det bringer mig tilbage til, hvorfor Gazproms sponsorater ikke alene handler om fodbold, men også storpolitik.

Gazprom har hidtil næsten udelukkende opereret på land, men i takt med at klimaforandringerne får isen til at smelte, så er man begyndt at se mod det Arktiske Ocean. Det er et af de mest komplicerede områder i verden at operere i, og Gazprom viste for bare halvandet år siden, hvorfor selskabet ikke er kvalificeret til at lede efter olie her. For halvandet år siden var selskabet nemlig ved at lede efter olie i en anden del af Rusland, og da boreplatformen var færdig med sit arbejde, så insisterede Gazprom på, at den blev trukket videre – på trods af at det var ulovligt på denne tid af året. Det resulterede i, at boreplatformen sank, og alle 53 ombord på tragisk vis mistede livet.

Efter den episode er Gazprom – og andre russiske olieselskaber – begyndt at kigge søge mod udlandet efter samarbejdspartnere med mere erfaring i at lede efter olie til havs. Men det er ikke nødvendigvis en nem beslutning for udenlandske selskaber som Statoil og Shell. De har på anden vis et brand at tage vare på, og efter Shell i halvfemserne blev genstand for massiv offentlig kritik for olieforureningen i Nigeria, så er det mildt sagt problematisk at indgå i et samarbejde med et selskab som Gazprom. Dette gælder selvom Shell og andre olieselskaber også trodser de høje risici for olieudslip ved at gå offensivt ind i Arktis og absolut har deres egne problemer at kæmpe med.

Det er derfor Gazprom har iværksat deres charmeoffensiv i fodboldens verden: For at polere facaden med sponsoraterne, så historierne om oliekatastrofer og manglen på sikkerhed kan glide i baggrunden. Selskabet står i en uvant situation, hvor det har brug for at forbedre sit omdømme. Det har det aldrig haft brug for i Rusland, da det statsejede energiselskab både kan kontrollere selv- og statsejede mediers kommunikation om selskabet. Nu har Gazprom brug for europæiske selskabers penge og erfaring, så selskabet kan gå i gang med nye olieboringer, der kan ødelægge det unikke arktiske miljø.

De fakta har UEFA og Schalke valgt at lukke øjnene for, da de jo ikke er politiske. Men det er for nemt, hvis der ikke skal mere til for at slippe for at tage stilling. Ved at tage imod pengene har UEFA og Schalke allerede taget stilling. Ved at reklamere for Gazprom, så er man – bevidst eller ubevidst – en part i sagen, og man medvirker til at hjælpe selskabet med at slippe af sted med de massive miljøødelæggelser, som Gazprom er skyld i.
Eller sagt med andre ord: Der er kommet politik på fodboldbanen. Derfor mener jeg ikke, at man kan trække streg ved stadion og sige, at her skal virksomheder ikke længere udstilles og stilles til regnskab.

Jeg er ked af, at vi forstyrrede i fem minutter under en fodboldkamp, men samtidig må pilen pege på Schalke og UEFA, når man vælger sponsorer som Gazprom. Så har de samtidig gjort sig til parter i en sag, der er vigtigere end fodbolden - og for vigtig til bare at lade gå hen. Det gør ikke min kærlighed til sporten mindre, men hvis UEFA og Schalke turde indrømme, at Gazprom ikke er en passende samarbejdspartner, og man valgte at aflyse sponsoraterne, så tror jeg til gengæld, at det ville øge min kærlighed til sporten.

Bragt som kronik i Tipsbladet, 18. september, 2013