Thomas Karlsson er frivillig og har besøgt Komi-regionen i det nordlige Rusland som del af Greenpeaces olieudslipspatrulje . I tre uger arbejdede han med et hold af eksperter og frivillige for at dokumentere forureningen og rense olieudslip op. Her er hans beretning.

22. august 2014

Russian Oil Spill Patrol in Komi Republic © Denis Sinyakov / Greenpeace

 

Fra jeg steg på toget i Moskva og begyndte den 37 timer lange rejse til Usinsk i det nordlige Rusland, så jeg knapt andet end rækker af træer, kun afbrudt af brede floder, glide forbi vinduet.  

Sådan er landskabet også i Usinsk, råt og smukt. Eller var. For 40 år siden blev den første olie i skovbunden, og siden har olieindustrien sat sig på området, hvor den trækker sorte spor efter sig.

Jeg er stået af i Komi regionen for at deltage i Greenpeace Ruslands olieudslipspatrulje. Sammen med et internationalt hold af frivillige og olieeksperter vil jeg se, hvordan det egentlig ser ud, når olien udvindes, og hvilke alvorlige konsekvenser den har for naturen og de lokale. Og så er jeg her ikke mindst for at tage fat med egne hæder og finde løsninger på den massive olieforurening.

Oliekatastrofer satte verden i bevægelse – men ikke i Komi

Som barn kan jeg huske olieudslip i nyhederne, hvor grundstødte tankskibe lækkede olie i dagevis – og jeg husker den forfærdelse, men også lyst til at handle, der fulgte med disse nyheder, hvor hele verden blev sat i bevægelse for at rydde op og redde natur og dyreliv.

Inden jeg kom her til Komi havde jeg nok stadig den forestilling, at et olieudslip er en undtagelsestilstand, der bliver reageret på hurtigst muligt, fordi det er en krænkelse af, hvad mennesker kan tillade sig overfor omgivelserne. Men sådan er det ikke i Komi.

Her er de massive olieudslip en del af industriens hverdag, og forureningen går hånd i hånd med rustne olieledninger gennem landskabet.

Der ligger formentlig en simpel beregning bag: For virksomhederne er det billigere at gemme problemet og betale de nærmest symbolske bøder for udslippene end at forbedre rørene og rydde op.

Desvarre tager den beregning ikke hensyn til naturen eller befolkningen i området.

Alle de lokale, jeg snakker med, fortæller hvordan olieindustrien forgifter jorden og floderne, så ingen længere kan fiske eller dyrke mad, og de gamle traditioner for at leve i og med skoven bliver stoppet af pumper og olienet – selv luften bliver bliver forurenet af osen fra olieudvindingen.

“Vi har gas i luften, men i vores koekkener maa vi stadig fyre med brænde,” som en af damerne siger i sin fortælling om de sygdomme, der plager landsbyerne. Her betaler omgivelserne for olieindustriens profit, og det ses tydeligt paa det første udslip, vi tager fat på. 

22. august 2014

Russian Oil Spill Patrol in Komi Republic © Denis Sinyakov / Greenpeace

 

Dokumenterer 20 udslip på første patrulje

Rundt om olieledningen ligger en sort pøl med sin ilde lugt af brændte bildæk og rådne æg – det giver et chokerende indtryk, og jeg har svært ved at forestille mig en større kontrast til skoven omkring. Det er som at cykle på en fin landevej lige bag en gammel osende lastbil. Faktisk drypper der stadig olie fra en af rørsamlingerne. Ingen har været her og stoppe forureningen, selvom lokale fortaeller os, at udslippet her har ligget de sidste femten år.

En del af mit arbejde i olieudslipspatruljen er at tage rundt i skoven og bevidne de mange udslip. Vi forbereder os med satelitbilleder for at lokalisere udslippene, men det viser sig hurtigt, at de let findes uden. Udslippene ligger så tæt, at vi kan tage ud ad en hvilken som helst vej i området, og der vil være olie. På første patrulje finder vi mere end tyve udslip!

Senere vil vi give oplysningerne videre til de russiske myndigheder og stille krav om, at olieselskaberne tager ansvar for forureningen, rydder op og udskifter de forældede rør, som er årsag til langt de fleste udslip.

I mellemtiden kan ingen af os dog lade olien ligge frit i skoven, og derfor går vi selv i gang med oprydningen for at fjerne saa meget olie som muligt.

Selvom vi er langt nordpå, bliver det bagende varmt i solen, og med beskyttende heldragter, briller og åndedratsværn bliver oprydningen til en varm og indelukket affærre. Vi suger så meget som muligt af den flydende olie op med pumpe, og derefter består den førende teknik indenfor olieoprydning i at vade ud i sumpen med skovle og ganske simpelt samle den forurenede jord sammen I forseglede sække.

Bege dele er tungt, manuelt arbejde og med barske billeder i hovedet af alle de mange olieudslip, jeg har set her, ja, så kan det hurtigt virke som nyttesløst arbejde. Vi kan jo faktisk se olien dryppe rundt omkring os!

Og så alligevel. For gennem katastroferne kommer en stærk motivation op i mig – her ser jeg med al tydelighed, hvad det betyder at lade profit bestemme vores forhold til naturen, og hvert olieudslip viser lige præcis, hvorfor vi ikke kan lade det fortsætte sådan. Skovene i Komi er blevet forurenet, ryddet og raseret, men vi er her for at de kan vokse op igen – forandringen starter i skovbunden. Og det er ikke altid let arbejde, men hvis ikke jeg skal tage fat, hvem skal så? 

22. august 2014

Russian Oil Spill Patrol in Komi Republic © Denis Sinyakov / Greenpeace

 

Oprydning og opbygning

Efter dagens arbejde er vi alle sammen våde af sved og tager de olieindsmurte handsker af for at få pusten. Jeg ser på det arbejde, vi har gjort – olien ligger stadig midt I skoven, men på en af siderne er den fortrængt. Man kan se sporet fra vores spader i jorden, og ved siden af ligger sække med den forurenede jord klar til afhentning.

Og jeg er stolt over, hvad vi bidrager til. For selvom Komi har vist mig, at olieudslip og afmagt her er en del af hverdagen, ser jeg også noget stærkt vokse i lokalbefolkningen, der går dybere end nogen olieboring. Og det giver mig tro på, at min tur hertil ikke kun handler om at rydde op, men også om være med til at bygge op og tage et spadestik ind i en mere bæredygtig fremtid.