EU og Marokko har gennem længere tid haft en fiskeriaftale, der tillader EU at fiske ud for kysten af Vestsahara. Problemet er bare, at aftalen er ulovlig, fordi Marokko ulovligt har besat Vestsahara.

Fordi Marokko mener, at Vestsahara tilhører dem, mener de også, at de kan sælge Vestsaharas fisk til blandt andet EU, uden at lokalbefolkningen i Vestsahara får noget ud af det. EU har igennem deres fiskeriaftale med Marokko altså været med til at støtte Marokko i den opfattelse, at fiskene ud for Vestsaharas kyst er deres at sælge. Det er jo dybt udemokratisk, og ikke en politik der bør være EU værdig.

EU-Kommissionen er nu  i gang med at forlænge den ulovlige fiskeriaftale med Marokko, der ellers udløber ved udgangen af februar 2011, fortæller fishelsewhere.eu, der beskæftiger sig med EU’s fiskeriaftale med Marokko.

Det er også ifølge fishelswhere.eu den spanske fiskeri minister Rosa Aguilar, der har presset på for en forlængelse.

At det er Spanien kommer på ingen måde bag på mig. Spanien er fiskeudnytter uden moral og på ingen måde en fiskeri- eller havforvalter. De vil bare fiske så meget som muligt uden hensyntagen til bestande eller fremtidige fiskerimuligheder. Spanien er i den grad en stopklods, når det kommer til fiskeriforvaltning i EU, og det er evig og altid Spanien, der søger den lavest mulige fællesnævner. Senest da de modarbejdede beskyttelse af dybhavsfisk i november 2010, en handling der i den grad truer dybhavsnaturen og disse fisks eksistens!

I sagen om fiskeriaftalen med Marokko  har fødevareminister Henrik Høegh dog tidligere lovet folketinget at stemme imod en forlængelse af aftalen, hvis ikke aftalen er til fordel for lokalbefolkningen i Vestsahara.

Man kan håbe, at det er en ny æra i dansk fiskeripolitik, der her udspiller sig, hvor Danmark rent faktisk tager ansvar for, at det er en fælles fiskerpolitik, og ikke bare forsøger at please alle for at få sine egne mærkesager gennemført.