Isen i Arktis smelter, og oliebranchen intensiverer jagten efter olie, der kan medføre uoprettelige miljøkatastrofer. Danmark har ansvar for sikkerheden i Grønland, men Villy Søvndal, vores øverste ansvarlige i Arktis, er passiv og stiller ingen seriøse krav til sikkerheden.

Olieboringer i Arktis er ikke for tøsedrenge. Ugelange storme med orkanstyrke og isfjelde, der kolliderer med boreplatforme, øger risikoen for uheld. Shell, der er én af frontløberne i det arktiske oliekapløb, beskriver sig selv som branchens bedste til at bore efter olie i det udfordrende Arktis.

Men så sent som nytårsdag gik det grueligt galt. Her mistede Shell kontrollen over en kæmpe olierig, der under et stormvejr blev kastet rundt i bølgerne ved Alaskas kyst som et stykke legetøj for til sidst at gå på grund i nærheden af et naturreservat.

18 besætningsmedlemmer blev evakueret med en helikopter. Så lykkeligt endte det ikke i 2011, da en anden oliegigant, Gazprom, mistede kontrollen over sin olierig i den russiske del af Arktis, og 53 besætningsmedlemmer omkom i det iskolde hav. Ulykkerne varsler om den høje risiko for fremtidige oliekatastrofer i det høje nord.

Regeringen løber fra ansvaret

Af samme grund står olieeksperter, forskere og miljøorganisationer i kø for at advare mod oliejagten i Grønland og Arktis.
Sigurd Solem, tidligere operationschef i Mærsk, gjorde det for nylig klart i MetroXpress ( 26. juni): »Boringerne bør stoppes.

De skal ikke tillades, for det er helt forrykt at bore i det område, for der er absolut ingen olieselskaber, der har boreteknologien til at gøre det sikkert.« Greenpeace argumenterer af samme grund for, at man indstiller olieboringerne i Arktis.

Hvad mener den danske regering? De gange, Greenpeace har spurgt udenrigsminister Villy Søvndal ( SF) direkte om olieboringerne, svarer han, at det er et grønlandsk anliggende, fordi Grønland har hjemtaget råstofområdet som følge af Selvstyreloven fra 2009. Han har ret i den forstand, at Grønland selv bestemmer, om der skal bores efter olie.
Men svaret er også en farlig ansvarsforflygtigelse.

Selv om Grønland har hjemtaget råstofområdet, er Danmark ansvarlig for det nationale beredskab ved et olieudslip. Derfor er det kun rimeligt, at den danske regering forholder sig til risikoen for et udslip og i samarbejde med Grønland aktivt stiller krav til sikkerheden i forbindelse med olieboringerne.

Villy Søvndal er derudover Rigsfællesskabets repræsentant i Arktisk Råd, der træffer bindende aftaler om det arktiske miljø. Her kunne han arbejde for at begrænse olieboringerne i den del af Arktis, der ligger uden for det grønlandske farvand.

Men i stedet for at tage ansvaret på sig fører han en ' ikkepolitik' ved at se passivt til, mens olieselskaberne gør indtog i Arktis.

Regningen havner i Danmark

Lad os begynde med Danmarks ansvar for beredskabet i forbindelse med olieboringer i grønlandsk farvand. Højesteretsadvokat og specialist i grønlandsk lovgivning Nicholas Symes slog for nylig fast, at ansvaret for et olieudslip i den grønlandske del af Arktis juridisk set er delt mellem Danmark og Grønland, såfremt olieselskabet må give fortabt. Reelt vil det sige, at Danmark har ansvaret, eftersom Grønland ikke har en beredskabsplan, der kan træde i kraft i tilfælde af et olieudslip.

Hvordan ser det så ud med det danske beredskab? Mildest talt bekymrende.

Fra dansk side kan man maksimalt klare en oprydning på 5.000 ton olie i alt. Sammenholdt med, at et olieudslip i Arktis kan resultere i oliemængder på 30.000 ton om dagen, er konklusionen klar: Beredskabet forslår som en skrædder i helvede.

Andre politikere henviser til selskabernes ansvar. Men det beredskab, der er stillet i udsigt fra eksempelvis Cairn Energy, firmaet, der borede ud for Grønlands vestkyst i 2011 og forventes at genoptage boringer næste år, kan højst samle 20 procent af olien ind efter et udslip. Dertil kommer, at selskabet kun stiller 10 milliarder dollar i garanti, selv om et olieudslip i Arktis kan blive langt dyrere. Deep Water Horizon-ulykken i Den Mexicanske Golf har indtil videre resulteret i erstatningskrav på 40 milliarder dollar.

Alt dette burde få Villy Søvndal og regeringen til at tage kritisk stilling til de risikable boringer.

Er sikkerhedsstandarderne høje nok? Er det forsvarligt at bore i isfyldt farvand, når olieselskaberne ikke har teknologi til at rydde op efter en ulykke? Er beredskabet tilstrækkeligt? Spørgsmål som regeringen ikke forholder sig til. Det er uansvarligt, for den dag det ulykkelige skulle ske, og olieudslippet sker i Grønland, slår den kortsigtede ikkepolitik tilbage som en boomerang.

Boringer eller beskyttelse?

Villy Søvndal bør også interessere sig for olieboringerne i Arktis, fordi han repræsenterer Rigsfællesskabet i Arktisk Råd. Her har vi en særlig plads som én ud af kun otte stater, der træffer beslutninger om Arktis' fremtid.

Det giver os en uforholdsmæssig stor indflydelse på et af vor tids vigtigste miljøspørgsmål.
Nemlig om Arktis, nu hvor den forsvindende is gør det muligt at komme til olien, skal betragtes som en forretningsmulighed til at bore efter mere af den olie, der har fået den globale opvarmning til at accelerere, eller om vi politisk skal sige ' stop' og i stedet beskytte det unikke område.

Vil Villy Søvndal arbejde for eller imod olieboringer i Arktis? Ved at forholde sig passivt støtter han indirekte olieselskabernes kortsigtede jagt efter oliegevinster, der kan koste dyrt. Det er på høje tid, at vores udenrigsminister begynder at føre en aktiv politik for miljøet i Arktis.

Indlægget er bragt som international kommentar i Information, d. 26.7.2013.