I dag var fødevareminister Mette Gjerskov i Europa Parlamentet for at diskutere det danske formandskabs prioriteter i forbindelse med reformen af EU's fælles fiskeripolitik. Rent visionsmæssigt har fødevareministeren fat i den lange ende, og hun redegjorde med stor empati for, at vi skylder fremtidige generationer at forvalte denne ressource - denne gave som fisk er - på en bæredygtig måde.
 
Men der var altså også lidt slinger i valsen. Den helt overvejende grund til, at fiskeripolitikken har fejlet både økologisk og økonomisk, er ifølge EU Kommissionen, at der er alt for mange skibe, og at de er alt for effektive til at støvsuge havet for fisk. Der er simpelthen stor overkapacitet, og det vurderes, at EU's flåde kan fange to til tre gange så mange fisk, som det er bæredygtigt forsvarligt.

Til parlamentet sagde fødevareministeren, at vi i Danmark har et system med omsættelige kvoter, der har resulteret i en balanceret flåde uden overkapacitet, hvor der er ligevægt imellem kystfartøjer og den mere industrielle flåde.  Men det er simpelthen ikke rigtigt det med at vi har en velafbalanceret flåde.Allerede i 2009 konkluderede Kystfiskerudvalget, at kystfiskeriet i Danmark er under afvikling som følge af den danske regulering for at rette op på dette, så er denne udvikling – eller afvikling – ikke standset.

Det er trist, at historien om den ”gode” danske model til nedbringelse af overkapacitet fortælles igen og igen i EU, nu altså senest i dag, og også ser ud til at have fået fodfæste ved kommissionen. Desværre helt uden at fortælle bagsiden af medaljen, som er, at kystfiskeriet afvikles.
Med naturens briller på er det dybt problematisk at afvikle kystflåden. Det er nemlig denne flåde, der er mest skånsom og bæredygtig. Fx har trawlere 10 gange så meget udsmid som garnfiskerier, brændstofforbruget er betydeligt lavere pr. fanget fisk, og ved garn, tejne eller krogefiskeri bliver havbunden bliver ikke pløjet op, som den gør ved trawlfiskeri.
Derfor er det forkert at det ikke er trawlerne, der er blevet afviklet men i stedet er dem, der har vundet mere frem i den danske måde at forvalte fiskeriet på.

Men, jeg skal ikke dvæle ved fortiden, men se fremad, og der var mange gode ting i fødevareministeren fremlæggelse i dag. Ministeren nævnte, at EU bliver nødt til at finde en løsning på den enorme overkapacitet, der har undermineret et bæredygtigt fiskeri i årtier. Og hun nævner helt rigtigt, at der må tages flere værktøjer i brug. Et værktøj, hun dog ikke nævnte, men som jeg mener, er helt essentielt, er, at EU definerer bindende nationale mål for en fiskerikapacitet og flådestørrelse, der stemmer overens med fiskerimulighederne. Præcis som EU har udarbejdet et sæt af offentlige politikker, der gælder fx reduktioner af drivhusgasser, bør EU altså også have helt klare mål for tilpasningen af fiskeriflåden.

De fartøjer, der skal væk, bør fx være dem, der fisker på truede bestande, fartøjer, der anvende destruktive redskaber, som fx bundtrawlere eller flåder, der kæmper mod bæredygtigheden som fx EU's dybhavsflåde.

EU bør samtidig give retten til at fiske til de fiskere, der fanger fisken på den bedst mulige måde både i forhold til bestanden, i forhold til bifangst og i forhold til påvirkning af naturen på havbunden.

Der er brug for stærke visioner, hvis denne reformproces ikke skal ende i hat og briller, dårlige kompromisser og en gentagelse af de upræcise politikmål, der har kørt bæredygtigheden af EU's fiskeresurser i sænk. Tak til fødevareministeren for at tænke så stort og så langsigtet. Jeg ser frem til at se det danske arbejde folde sig ud.