Det gavner ikke en kvalificeret debat om den samlede økonomi- og handelsaftale mellem Canada og EU (CETA), at, gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod, (JP 30. marts) blot affejer kritikken med at forsikre, at enhver – der læser aftalen - kan se, at retten til at lovgive frit om miljø, klima, arbejdstagerrettigheder, folkesundhed og fødevaresikkerhed er fuldt beskyttet og garanteret.

Som en af kritikerne af CETA, der har nærlæst dele af den 1100-sider lange aftale, spørger jeg mig selv om, hvilke paragraffer i aftalen Jeppe Kofod mon bygger sine skråsikre forsikringer relateret til f.eks. miljø- og fødevaresikkerheden på?

I CETA-aftalens artikel 24.3 står der således omkring de deltagende parters ret til fremover at fastsætte miljøbeskyttelsesniveauer, at det skal ske i overensstemmelse med aftalen.

Det betyder bl.a., at multinationale virksomheder, der har hjemme i henholdsvis Canada og EU, har ret til at anlægge en sag - med udgangspunkt i CETA-aftalens tvistbilæggelsessystem ICS – mod enten EU /et EU medlemsland eller Canada, hvis de mener, at ny miljølovgivning skader forventet fremtidig overskud af en foretaget investering.

At der på det seneste er foretaget proceduremæssige justeringer af tvistbilæggelsessystemet, ICS, i CETA-aftalen, er en ringe trøst. Det er slet og ret en farlig idé at lade virksomheder føre sager mod lovgivningen ved en international særdomstol.

Når det gælder ”grundlaget” for en sådan sag omkring retten til at regulere frit omkring fødevaresikkerhed og miljø, er der - blandt flere - to artikler i aftalen, som jeg mener, alvorligt underminerer Jeppe Kofods garantier.

I CETA-aftalens artikel 21.2 nævnes eksplicit fremadrettet overholdelse af forpligtelser under WTO’s SPS aftale, som handler om regulering om plante- og dyre sygdomme, restindhold af sprøjtemidler, kemikalier eller vækstfremmere i fødevarer.

Her har EU længe – uden held - arbejdet på at få ændret denne aftale således, at den indeholder det forsigtighedsprincip, som i dag er udgangspunktet i miljø- og sundhedsspørgsmål i EU. Et forsigtighedsprincip, der netop ikke stiller krav om, at miljø- og sundhedsregulering skal være ”omkostningseffektiv”, fordi det afgørende er beskyttelse af miljø og sundhed.

I CETA-aftalens kapitel om handel og miljø - som det fremgår af artikel 24.8 - har EU åbenlyst heller ikke kunne få indskrevet det ”ikke-omkostningseffektive forsigtighedsprincip”.

Det bør være anledning til klar bekymring, når det gælder udfaldet af de mulige søgsmål, der kan følge, når det forhåbentligt lykkes progressive kræfter at indføre ny og bedre lovgivning på miljø – og sundhedsområdet i Europa. Uanset Jeppe Kofoeds forsikringer. 

Jan Søndergård er tidligere politisk rådgiver i Greenpeace.