Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Greenpeace overtager Shells hovedkvarter

Pressemeddelelse - 13. juli, 2012
70 aktivister fra Greenpeace har netop indtaget Shells hovedkvarter i Haag og blokeret alle indgange. Generalsekretæren i Greenpeace i Holland, Sylvia Borren, sidder klar bag CEO Peter Voser’s skrivebord i hans magelige kontorstol og er klar til overtage og styre selskabet ind på en helt anden kurs. Shell har som erklæret mål at vinde oliekapløbet til Arktis, der er blevet mere tilgængeligt som følge af klimaforandringerne.

Sylvia Borren ved Shells CEO's skrivebord

  ”Det arktiske oliekapløb er fuldstændigt uansvarligt og derfor vil vi stoppe det, før det for alvor bliver skudt i gang. Der er meget stor risiko for olieudslip i Arktis, og når ulykken indtræffer, indrømmer Shell selv, at muligheden for oprydning er tæt på ikke-eksisterende. Shells kurs mod nord er en katastrofekurs, som vi vil gøre, hvad vi kan, for at ændre, inden det er for sent,” siger Jon Burgwald, arktisansvarlig, Greenpeace. ”Det er samtidigt helt unødvendigt at udsætte Arktis for destruktive olieboringer, for kloden har ikke brug for mere olie end den, vi allerede har adgang til, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader”.

Greenpeace lancerede en storstilet kampagne d. 21. juni for at beskytte Arktis mod stor-industriel udnyttelse og frede det område omkring Nordpolen, der i dag ikke ejes af nogen. Allerede nu har over 600.000 mennesker støttet op om kampagnen. Shell vil foretage fem prøveboringer nord for Alaska i Tjukterhavet og Beauforthavet og er den første oliegigant til at gå målrettet efter et olieeventyr i det arktiske farvand. 

Kontakt
Jon Burgwald, arktisansvarlig, Greenpeace, mob 40 81 88 98
Birgitte Lesanner, Kommunikationschef, Greenpeace Norden, 23 95 12 14

Læs den nye CEOs første tale til sine medarbejdere her

Læs mere om kampagnen her

Billeder er tilgængelige her