Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Dansk debutalbum vil sætte klimaet på dagsordenen

Nyhed - 21. januar, 2013
I dag udkommer Ronny Morris debutalbum Sweet Silence, hvor singlen, Built to Last, er doneret til Greenpeace

Ronny Morris har i mange år skrevet prisvindende musik til amerikanske tv-serier såsom One Tree Hill og Ghost Whisperer, men er nu tilbage i Danmark med en klar dagsorden. Singlen til hans debutsingle er doneret til Greenpeace’ kampagne for at beskytte det bortsmeltende Arktis, og selve albummet er udgivet med klimavenligt materiale.

”Arktis smelter hurtigere end selv de værste scenarier fra FNs klimapanel forudsiger, og stadig bliver der ikke gjort nok for at bremse klimaforandringerne. Jeg synes, vi hver for sig har et ansvar for at forsøge at redde planeten, og mit bidrag i denne omgang er en donation til Greenpeace samt være med til at bane vejen for klimavenlige pladeudgivelser,” siger Ronny Morris.

Musikvideoen til singlen, Built to Last, er også produceret i samarbejde med Greenpeace. Og pengene fra salget går ubeskåret til miljøorganisationen.

”Vi er meget taknemmelige for Ronny Morris’ støtte til Arktiskampagnen. Levevilkårene i Arktis ændres drastisk i disse år for både mennesker og dyr, men de olieselskaber, der bærer en stor del af skylden for klimaforandringerne, ser bare den hastigt svindende is som en forretningsmulighed. Det er dybt umoralsk, og vi har brug for al den hjælp, vi kan få for at få politikerne op af stolene. Jeg håber, de lytter til Built to Last og forstår, at det gælder også for Arktis,” siger Birgitte Lesanner, kampagne- og kommunikationschef i Greenpeace.

Ronny Morris’ album indeholder 12 numre, hvoraf otte har været nomineret til - og tre har vundet - Hollywood Music in Media Awards (HMMA). Ronny Morris var d. 21. juni i Danmark for at hjælpe Greenpeace med at lancere kampagnen Save the Arctic, der indtil i dag har fået underskrifter fra tre millioner mennesker verden over.

4. februar 2013