Greenpeace-isbjørn sender appel til Søvndal om at beskytte Arktis

Pressemeddelelse - 8. maj, 2013
Isbjørn fra Greenpeace padlede til Udenrigsministeriet for at appellere til udenrigsministerens grønne samvittighed. Om en uge skal Villy Søvndal (SF) stemme om en olieudslipsaftale i Arktisk Råd, der kan give selskaber frit spil til at bore efter olie uden forpligtelser til at passe på miljøet.

Onsdag morgen fik Udenrigsministeriet uventet besøg fra Greenpeace, da en isbjørn lagde til kaj fra en kæmpe isflage for at appellere til udenrigsminister Villy Søvndal (SF) om at beskytte Arktis.

”Stem nej til olieaftalen, Villy” stod der på aktivistens banner for at gøre budskabet klart på Asiatisk Plads. Villy Søvndal var ikke at træffe, og isbjørnen blev afvist ved indgangen, da den forsøgte at aflevere et videobrev til Søvndal. Den arktiske ambassadør Klavs A. Holm blev derimod lokket ud og modtog videobrevet, hvor Greenpeace kraftigt opfordrer udenrigsministeren til at stemme nej til olieudslipsaftalen, der skal vedtages i Arktisk Råd den 15. maj i Kiruna i det nordlige Sverige.

”Aftalen er tynd som den arktiske is. Den stiller ingen seriøse forpligtelser eller sikkerhedskrav til olieselskabernes boringer efter arktisk olie. Det er en aftale, som sætter oliegevinsterne over miljøet, og det er rystende, at vi ikke har hørt ét kritisk ord fra Villy Søvndal, især når man tænker på, at SF kalder sig et grønt parti,” siger Niels Fuglsang, projektleder i Greenpeace.

Danmark er et af otte lande i Arktisk Råd, der har medansvar for miljøsikkerheden, når olieindustrien borer efter olie i Grønland og de arktiske farvande. Som udenrigsminister er Villy Søvndal Danmarks garant for, at de risikable olieboringer i Arktis ikke skaber uoprettelige skader i det unikke miljø, hvor det er stort set umuligt at rense olien op, når der sker udslip.

Danmark har god mulighed for at påvirke udviklingen i Arktis og prioritere miljøsikkerheden i Grønland højere.

”På miljøets vegne er det dog svært at blive andet end urolig over olieaftalen, der reelt ingenting er værd. I aftalen beder man landene opsætte systemer, så de kan reagere hurtigt på forureningsulykker. Men Arktisk Råd stiller ingen minimumskrav, så olieselskaberne kan fortsætte jagten efter olie som hidtil. Hvis Søvndal fortsætter med at nikke ukritisk, giver han olieindustrien frit spil til at bestemme kursen. Hvis han stemmer nej og kræver højere sikkerhedsstandarder, vil han vise, at SF’s - og Danmarks - grønne politik også gælder, når det handler om beskytte naturen i et af verdens mest pressede områder,” siger Niels Fuglsang.

Villy Søvndal repræsenterer Danmark ved Arktisk Råds ministermøde den 15. maj.

Fotos og video: http://bit.ly/10hV06E

Videobrev til Villy Søvndal: http://bit.ly/16WGYzx

Kontakt
Poul Bonke Justesen, kommunikationsmedarbejder, Greenpeace, mob. 2254 2065
Niels Fuglsang, projektleder, Greenpeace mob. 2422 0186