Greenpeace blog

Tysk monstertrawler smider tonsvis af Nordsøsild ud

Hanne Lyng Winter — Fri, 17 May 2013 13:54:00 +0200

Den tysk ejede monstertrawler Jan Maria har ifølge en kilde ulovligt smidt op til 1600 ton sild ud i Nordsøen. Fartøjet er svimlende 125 meter langt og er en del af et hollandsk selskab, der har en flåde af kæmpe fartøjer, der har verdenshavene som deres fiskeplads.

I et tysk tv-program, der har dækket denne skandale, udtaler fisker Andreas Mehmecke, der tidligere har fisket ombord på Jan Maria, at udsmid foregik i stor stil.

Greenpeace krævede da skandalen blev kendt, at de tyske myndigheder holdt Jan Maria i havn indtil en tilbundsgående undersøgelse havde afgjort, om der er hold i anklagerne. Men her 4 måneder efter at de tyske myndigheder fik kendskab til skandalen, er "undersøgelsen endnu ikke afsluttet". Og Jan Maria fisker videre som om intet var hændt.

Greenpeace har tidligere lavet aktioner imod netop Jan Maria. Her er det i Bremerhaven i februar 2012

Greenpeace er blevet kontaktet af en fortrolig kilde, der samtidig har taget kontakt til de tyske myndigheder. Kilden ligger inde medbeviser for, at Jan Maria har opereret med to forskellige logbøger for at dække over de skumle miljøovertrædelser.

Man har ført en officiel logbog til myndighederne og ved siden af en logbog, der er holdt i skuffen, over de faktiske fangster. De to logbøger viser store forskelle i fangsterne opgivet til myndighederne og de faktiske fangster.

På enkelte dage er der fusket så meget med tallene, at der er en forskel på over 100.000 kg. sild. Sild, der ifølge kilden, er blevet smid tilbage i havet som udsmid – et stort spild, da fiskene i stor udstrækning dør!

Greenpeace har set logbøger fra februar til august 2012 dækkende 4. fangstrejser.
Ifølge kilden har der været tale om high grading. High grading er en slags værdioptimering af fangsten, hvor man smider de mindre værdifulde størrelser eller arter ud – selvom de lovligt kan tages med i land.

High grading var forbudt ved EU lov på det tidspunkt, hvor Jan Maria, efter kildens oplysninger, har smidt op imod 1600 ton sild direkte ud i Nordsøen.

Jan Maria er fra det hollandske firma Parlevliet en van der Plas, der er en del af Pelagic Freezer Trawler Association – PFA. PFA ejer blandt andet også monstertrawleren Margiris, der af den australske regering er blevet udelukket fra at fiske i Australske farvande, da den australske regering mente miljøkonsekvenserne af fiskeri fra så store fartøjer var ukendte. En konklusion Greenpeace er enig i.

Greenpeace har også lavet adskillige undersøgelse af PFA-flåden. Blandt andet har vi dokumenteret, at dele af PFA-flåden bidrager til overfiskeri i afrikanske farvande – med EU-støtte i ryggen. Greenpeace arbejder for en reduktion af fiskeri overkapaciteten i EU og globalt. Dette skal ske ved at skrotte de største fartøjer og de fartøjer der bidrager til overfiskeri samt at stoppe strømmen af EU støtte midler til denne flåde.

Den røde tråd i Arktis og folkets fod i døren

Jon Burgwald — Tue, 14 May 2013 16:54:00 +0200

I løbet af eftermiddagen er Danmarks Villy Søvndal og de øvrige arktiske udenrigsministre ankommet til Kiruna, hvor jeg sidder på mit hotelværelse efter to givende, mættede og dybt interessante dage. Jeg har været med til at arrangere en konference forud for ministermødet for en lang række repræsentanter for de mennesker, der rent faktisk bor i Arktis.

Her i det nordlige Sverige har vi diskuteret minedrift, olieboringer, og oprindelige folks rettigheder. Der har været mange meningsudvekslinger og dybfølte holdninger, og jeg vil hverken påstå, at jeg repræsenterer dem eller udtaler mig på vegne af dem. Men jeg vil alligevel vove pelsen og sige, at der alt i alt er blevet sendt et stærkt og tydeligt signal til de arktiske udenrigsministre om, at der skal andre boller på suppen.

De oprindelige, arktiske folk spreder sig over tre verdensdele og syv lande, og står naturligvis for vidt forskellige holdninger og med vidt forskellige problemer og udfordringer. Men der var alligevel en tydelig rød tråd at spore hos de mange, mange mennesker, der delte deres historier og situation på konferencen.

Fra Rusland over Sápmi til Nordamerika gør ændringerne i Arktis, at presset på miljøet og de oprindelige folks levevilkår sættes under pres. Regeringer og multinationale virksomheder sætter økonomisk gevinst over bæredygtig udvikling i de arktiske lande. Og det skortede ikke på advarsler mod ukritisk at lade multinationale selskaber få adgang til råstofferne i Arktis.

Fra Rusland og Nigeria hørte vi om, hvordan olieselskaber uhæmmet lader olieudslip ødelægge naturen, alt imens de lokale befolkninger bliver efterladt med tomme lommer og maver. Fra Canada, Sverige og Finland hørte vi om, hvordan minedrift og tjæresand forurener floderne, og driver befolkningerne væk fra deres land. Fra Alaska og Grønland hørte vi om udfordringerne med olieboringer i de arktiske farvande, hvor det synes at være mere held end forstand, at der endnu ikke har været nogen store ulykker.

Ved afslutningen af konferencen skrev 40 repræsentanter og organisationer under på en fælleserklæring, der oprindeligt er skrevet af russiske oprindelige folk ved en konference i Komi-republikken sidste år. Erklæringen rummer tre krav: et stop for offshore olieboringer i Arktis, et midlertidigt stop for olieboringer på land, og at udvinding af ressourcer kun må foregå med accept og inddragelse af de befolkninger, der bliver berørt af udvindingen. Samtidig lyder det, at oprindelige folk i Arktis bør opnå størst mulig social og økonomisk gevinst ved enhver industriel udnyttelse.

Blandt underskriverne er blandt andet russiske RAIPON og nordamerikanske Arctic Athabaskan Council, der begge er blandt de faste deltagere i Arktisk Råd. Deklarationen fra de oprindelige folk skal ikke ses som et nej til udvikling, men som et opråb til de politikere og ministre, som mødes her i Kiruna. Udvikling skal ikke ske på selskabernes præmisser, men på miljøet og befolkningernes betingelser.

I morgen vil udenrigsministrene her i byen vedtage en aftale om beredskab i tilfælde af et olieudslip i Arktis. Aftalen gør absolut ingen forskel. Den sørger ikke for, at der bliver en eneste ekstra foranstaltning, en eneste ekstra båd eller et eneste ekstra redskab til at rydde op. Den forpligter ikke landene eller selskaberne til noget som helst konkret.

Aftalen er med andre ord ikke det papir værd, som den er skrevet på, og det er tydeligt, at de arktiske regeringer ikke er på linje med i hvert fald en stor del af de oprindelige folk. Jeg håber, at deklarationen kan lægge et pres på ministrene, så de ikke forsætter med bare at gøre som olieindustrien vil have dem til.

Vi bør begynde at snakke om, hvordan de arktiske samfund rent faktisk kan opnå reel udvikling i stedet for konstant at lægge arm med selskaber, som kun tænker på egen profit og hverken på mennesker eller miljø.

Til konference i det kolde nord

Jon Burgwald — Sun, 12 May 2013 09:00:00 +0200

Jeg er lige nu nord for polarcirklen i Kiruna i det nordlige Sverige. Greenpeace har sammen med en russisk organisation, Save the Pechora-Komiteen, arrangeret en konference for oprindelige folk fra Arktis. Vi skal over de næste to dage diskutere, hvordan vi kan imødegå de særlige udfordringer, som Arktis, og de folk der lever her, står over for.

For første gang nogensinde i menneskehedens historie – og for første gang i 3-4 millioner år – er atmosfærens indhold af CO2 over 400 ppm (dele per million). CO2-indholdet i atmosfæren stiger på ti år lige så meget, som det gjorde på 1.000 år, sidst kloden nåede det kritiske punkt. Det giver sig udtryk i, at isen i Arktis smelter med en hidtil uset hast. I takt med at isen smelter, kommer der et hidtil uset pres fra selskaber, der vil udnytte de arktiske naturressourcer. Og det er den virkelighed, vi står midt i lige nu.

Minedrift og olieboringer er ved at blive hverdag i det kolde nord, og ofte er tilladelserne givet af nationale regeringer, som sidder mange tusinde kilometer væk. For dem er det nemt at sætte hensynet til slunkne statskasser over hensynet til miljøet og til de folk, der er afhængige af naturen. Når jeg har rejst rundt i Arktis, så har de forskellige folkeslag hver især stået over for forskellige udfordringer – fra olieudslip i Rusland over klimaforandringer i Alaska til fratagelse af rettigheder i Canada – men på en måde har der været fælles problemstillinger for dem alle.

Foruden at jeg personligt – og som repræsentant for Greenpeace – er utroligt spændt på at høre de næste dages debatter og finde forskelligheder og ligheder, så er mit klare håb, at vi med konferencen i Kiruna begynder en proces, hvor vi kan stå sammen med de oprindelige folk i en fælles kamp for at beskytte deres rettigheder og for at beskytte Arktis.

Flosset forsvar for ål i køledisken

Hanne Lyng Winter — Fri, 10 May 2013 13:56:00 +0200

I dag har Karl Iver Dahl-Madsen fra Dansk Akvakultur et indlæg i Jyllands-Posten, hvor han harcelerer over, at Greenpeace har haft succes med at få supermarkeder til at stoppe salget af ål. Jeg tager omvendt hatten af for de supermarkeder, der har taget det helt igennem fornuftige og bæredygtige valg: at fjerne en truet art fra køledisken.

At Dansk Akvakultur mener det modsatte, kan da vist kun skyldes, at deres medlemmer taber kunder, når supermarkederne ikke vil sælge en truet fisk. For Dansk Akvalkulturs argumenter er mildest talt lidt flossede i kanten.

Den EU-genopretningsplan, som Dahl-Madsen i sit indlæg beskriver som en slags sikkerhed for en bæredygtig forvaltning af ålen, kan på ingen måde ventes at være ambitiøs nok til at redde arten.

Forskere fra den videnskabelige institution ICES, der rågiver EU, skriver netop, at at de genudsætninger, Dahl-Madsen hænger sin hat på, IKKE bevisligt bidrager til genopretning af bestanden.

I bedste fald gavner genudsætningerne bestanden, hvilket intet dog endnu tyder på. I værste fald har Dansk Akvakultur sam Danmark og øvrige EU-lande gang i et meget dyrt "put and take"-forsøg. Med den europæiske ål som gidsel.

Forskere fra DTU har også anbefalet, at den danske plan skulle have et langt højere ambitionsniveau, end tilfældet er i dag.

Den stigning i små-ål, Dahl-Madsen henviser til i sit indlæg, gælder - ifølge ICES-rådgivning for november sidste år - IKKE i Nordsø-området, hvor tilgangen af små-ål stadig er under én procent sammenlignet med tidligere tider. Og den beskedne stigning, der er set udenfor Nordsøen, er stadig under 6,5% af, hvad der historisk er kommet til Europa.

At koble genudsætninger i danske farvande med denne stigning, er der simpelthen ingen videnskabelig dokumentation for, og det må derfor stå for Dansk Akvakluturs egen regning!

Det er rigtigt, når Dahl-Madsen i sit indlæg skriver, at fødevareminister Mette Gjerskov - på en generalforsamling i Danmarks Fiskeriforening vel og mærke - sagde, at man bare skal spise ål. Hun tilføjede dog: "Hvis de er bæredygtige". Den opfordring må dermed siges at være det samme som "Spis ikke ål" - for jeg vil da gerne udfordre både Dansk Akvakultur og fødevareministeren til at finde bæredygtige ål. De findes nemlig ikke. Desværre!

Læs mere om ål på Greenpeace hjemmeside.

Greenpeace og kystfiskere kæmper sammen for retten til at fiske!

Hanne Lyng Winter — Wed, 08 May 2013 13:06:00 +0200

Den 1. maj i UK stod Greenpeace, kystfiskerne og staten på samme side i en retssag imod den britiske sammenslutning af fiskeproducentorganisationerne (UKAPFO). Sagen drejer sig om, hvem der ejer retten til fisken i havet.

I UK udgør kystfiskere, der fisker fra fartøjer på under 10 meter, repræsenteret ved fiskeriorganisationen NUFTA, 77 % af flåden. Men de har kun adgang til 4 % af kvoten!

Denne skæve fordeling har regeringen i UK forsøgt at bløde lidt op på, ved at forære kystfiskerne en del af den fiskekvote, der hidtil ikke har været opfisket.

Det har fået sammenslutningen af de store fiskeproducentorganisationer (UKAPFO) op ad stolen. De ønsker, at domstolen omstøder regeringens beslutning begrundet med, at den kvote, regeringen vil give til kystfiskerne, er producentorganisationernes ejendom.

Og det er altså sagens kerne. Hvem ejer fisken i havet? Er det storfiskerne – eller er det regeringen? Og det er altså det, retten skal tage stilling til.

UK har ligesom i Danmark kapitaliseret kvoterne, hvilket i store træk betyder, at staten har givet kvoterne til fiskerne. I dette system er det et kendt fænomen, at de store æder de små, og at kvoterne derfor koncentreres på de store fartøjer og i de store koncerner. Kystfiskerne bliver taberne – præcis som det er sket i Danmark, Island og alle andre steder, der har indført dette system.

Men nu har kystfiskerne i UK altså organiseret sig – og taget kampen op imod de store!

Det er fantastisk, at kystfiskerne i UK tager kampen op imod den uretfærdige fordeling af kvoter og tager aktivt del i, at forvaltningen af havet og fiskebestandene foregår bæredygtigt og retfærdigt. I Island har to kystfiskere taget spørgsmålet om retten til at fiske hele vejen til FN og fik her medhold i, at den islandske model var unfair og krænkede fiskernes rettigheder i forhold til lige adgang til fiskeresursen.

Hverken i det islandske tilfælde eller i UK har det endnu ført til nogle ændringer – men et vigtigt skridt på vejen er, at kystfiskerne organiserer sig og kæmper for deres rettigheder. På den måde står de stærkere.

Retssagen i UK forventes afgjort inden for de næste to til tre uger!

Send olieaftalen tilbage til tegnebrættet, Villy

Niel Fuglsang — Wed, 08 May 2013 09:28:00 +0200

Om præcis en uge skal Villy Søvndal til møde i Arktisk Råd i Nordsverige, Kiruna. Her skal han sammen med sine kolleger fra de syv andre medlemsstater af Arktisk Råd tage stilling til en olieudslipsaftale om, hvilket type beredskab landene skal have i tilfælde af olieudslip. Men aftalen er helt utilstrækkelig.

Aftalen indeholder ingen krav til, hvilken type og hvor meget beredskab medlemslandene skal have.

Den indeholder ingen krav til, om beredskabet rent faktisk er blevet testet og virker.
Ingen krav til hvordan landene skal hjælpe hinanden, hvis uheldet er ude. Og ingen erstatningskrav til olieselskaber der sviner med olie.

Aftalen er med andre ord tynd som isen i Arktis, og i tilfælde af olieudslip vil den være komplet ubrugelig.

Videobrev til Villy

I dag besøgte vi Villy Søvndal i Udenrigsministeriet for at fortælle ham, at han bør sende aftalen tilbage til tegnebrættet. Han var desværre ikke at træffe, så vi gav ham dette videobrev:

Landsstyrets uforståelige slingrekurs

Jon Burgwald — Mon, 06 May 2013 10:44:00 +0200

Det nydannede Naalakkersuisut (landsstyre) i Grønland har siddet ved magten i under en måned og er godt på vej til at sætte uofficiel rekord i selvmodsigelser. Umiddelbart efter valget var der ingen ende på løfterne om bod og bedring. Nu skulle der rettes op på den mildt sagt kritisable sikkerhed ved olieboringer og landstyreformand Aleqa Hammond udtalte følgende i Berlingske den 10. april: ”Vi giver først licenser, når vi føler, at Grønland er klar, og alle instanser er klar til det”.

Samtidig annoncerede man et længe tiltrængt moratorium for uddeling af nye licenser. Grønland har i en meget kort årrække åbnet sluserne for en olieindustri, som skal holdes i ekstrem kort snor, hvis ikke det skal ende i en miljøkatastrofe. Det har vi set en række eksempler på, at det tidligere Naalakkersuisut og administrationen på ingen måde har været i stand til. Massiv udledning af kemikalier, tåkrummende beredskabsplaner samt den pludselige tilladelse af dybhavsboringer er blandt disse.

Planerne om at åbne store dele af havet ud for Østgrønland skulle under det nye politiske lederskab åbenbart sættes i bero, mens man ville øge kravene, når olieselskaber ville søge om tilladelse til at bore efter olie i eksisterende licenser. Østgrønland er måske det mest risikable område at bore efter olie i – nationalt som globalt – og det løb mig koldt ned af ryggen, når jeg tænkte på de risici, man var villige til at tage, og den skade som olieindustrien kan forårsage. Derfor drog jeg et lettelsens suk med leder Aleqa Hammond og naalakkersuisoq for råstoffer (råstofminister) Jens-Erik Kirkegaards udmeldinger.

Men det modige og korrekte skift holdt åbenbart ikke længe. I et svar på Naaja Nathanielsens paragraf §37-spørgsmål (spørgsmål nr. 26), svarer Jens-Erik Kirkegaard, at udmeldingerne – åbenbart – kun gælder fremafrettet, mens den udbudsrunde, der er i gang for 19 licensområder i Østgrønland, blot vil fortsætte som hidtil. Samtidig lyder det, at sikkerheden for boringer er tilstrækkeligt reguleret i den nuværende lovgivning – på trods af de massive problemer vi allerede har set.

Sidste sommer blev Shell – et af verdens største olieselskaber – nødt til at stoppe sine olieboringer ud for Alaska, da man slet ikke var klar til at operere under så svære forhold. Blandt andet rev selskabets boreplatform sig løs og gik på grund, og det var rent held, at det skete uden alvorlige konsekvenser for mennesker og miljø.

Der er allerede givet over 20 licenser i Vestgrønland, hvilket er utrolig mange for et land uden reel erfaring med olieboringer og som skal regulere olieselskaber uden reel erfaring med at bore i Arktis. Man løber altså allerede som virkeligheden er i dag en stor risiko. Derfor er det svært, at se argumenterne for Aleqa Hammond og Jens-Erik Kirkegaards kovending. Er det fordi, de alligevel ikke reelt har viljen til at kæmpe for det grønlandske miljø – eller har man ladet sig kue af en administration, der har investeret store, personlige ressourcer i det grønlandske ”olieeventyr”?

Naalakkersuisut bør lægge slingrekursen på hylden og sætte sig langt mere ambitiøse mål på vegne af naturen og befolkningen. De er blevet valgt til magten, og det er deres ansvar, at udvise ansvarlighed og omtanke over for det unikke miljø, som stadig er en central del af livsgrundlaget i det grønlandske samfund.

Bragt i uddrag som debatindlæg på nyhedssitet Sermitsiaq.AG den 4. maj, 2013.

Hvad vil du gøre for Arktis, Villy?

Niels Fuglsang — Sun, 05 May 2013 14:02:00 +0200

Vi tog her i weekenden forbi SF’s landsmøde i Falkonersalen på Frederiksberg for at spørge udenrigsminister Villy Søvndal om hans politik for Arktis.

Hvis SF vil kalde sig et “grønt” parti - hvilket det ofte gør - er det rimeligt at forlange, at partiet fører en grøn politik på et af tidens globalt set vigtigste miljøspørgsmål: Arktis. Desværre fører Villy Søvndal, tidligere formand for SF og nuværende udenrigsminister, ikke grøn politik i Arktis.

Det er ærgerligt, for Danmark har en stor rolle at spille i Nord. Som én af kun fem stater (foruden USA, Rusland, Canada og Norge), hvis farvande støder op til Arktis, sidder Danmark med ved bordet i Arktisk Råd. Den position bør regeringen udnytte til at udgøre en modvægt til internationale olieselskabers ødelæggende jagt på olien under havet.

Allerede om godt en uge skal Villy Søvndal til møde i Arktisk Råd, hvor han sammen med de andre udenrigsministre skal tage stilling til en olieudslipsaftale, der udspecificerer, hvilket beredskab landene skal have i tilfælde af uheld. Men aftalen indeholder ingen forpligtende krav til hvilken type eller hvor meget beredskab landene skal have, ej heller om beredskabet rent faktisk virker. Det er med andre ord en helt ubrugelig plan, som i sidste ende kan være med til at legitimere olieboringer på et falskt grundlag. Vi mener, at Villy Søvndal skal bruge sin indflydelse og sende den plan tilbage til tegnebrættet.

Se vores møde med Villy Søvndal her, hvor vi blandt andet spørger ham, om han vil arbejde imod olieboringer i det skrøbelige Arktis, eller om han vil modsætte sig den ubrugelige olieudslipsaftale i Arktisk Råd.

MSC er de bedste fiskeriers værste fjende

Sune Scheller — Tue, 30 Apr 2013 16:16:00 +0200

Marine Stewardship Council, der stå bag mærket for ”bæredygtigt” fiskeri, er ikke glade for, at Greenpeace i en artikel i Politiken har kaldt deres bæredygtighedsmærke for misvisende. Mærkets danske medarbejder, Minna Epps, forsvarer da også både MSC-certificeringen af muslingeskrab i Limfjorden og en evt. kommende MSC-certificering af bundtrawlsfiskeriet efter jomfruhummer i Kattegat.

Det er ifølge MSC beklageligt, at Greenpeace er med til at ”forvirre forbrugerne” og MSC forsvarer sig med, at deres certificering trods alt er bedre end ingenting.

Det er simpelthen forkert. I virkeligheden er det MSC, der skaber forvirring ved at certificere fiskerier som bæredygtige, når videnskaben peger på det modsatte. I flere tilfælde med MSC-certificerede fisk og skalddyr, har forbrugeren velvilligt betalt ekstra for et ”bæredygtigt” produkt, men i virkeligheden forholder det sig lige modsat.

MSC ender med at stå i vejen for de bedste fiskerier ved at certificere dårlige fiskerier som bæredygtige. MSC kan også blive skyld i, at alternative mærkningsordninger, fx for skånsomt fiskeri, ikke kan få fodfæste eller politisk opbakning.

For Greenpeace bør et mærke for bæredygtigt fiskeri handle om at sikre en sund havnatur til gavn og glæde for fremtidige generationer. Det synspunkt kan man for tiden ikke finde hos MSC.

Problemet er ofte bundtrawl

MSC har ingen problemer med at certificere bundtrawlsfiskerier som bæredygtige, selvom et af MSC’s principper for at opnå en certificering er, at fiskeriet skal drives på en sådan måde, at det økosystem, som det er afhængigt af, bevarer sin struktur, produktivitet, funktion og mangfoldighed.

Der er efterhånden en lang række videnskabelige artikler, der dokumenterer, at fiskeri med bundslæbende redskaber ikke lever op til netop dette princip. Senest i en rapport fra DTU Aqua, der også bliver omtalt i artiklen i Politiken. Her fremgår det, at:

”Fiskeri med bundslæbende redskaber anses for at være en af de væsentligste, menneskeskabte påvirkninger af havbunden og den tilknyttede flora og fauna.”

Bundtrawl er i langt de fleste tilfælde også et af de værste redskaber, hvis man kun ønsker at fange én bestemt art. Trawlet diskriminerer ikke mellem ønskede og uønskede fangster, og derfor ryger alt med op på dets vej.

Den uønskede fangst ryger tilbage i havet – i langt de fleste tilfælde dødt. Dette vil især gøre sig gældende med jomfruhummerfiskeriet i Kattegat, hvor næsten 9 ud af ti fangede torsk fra den truede bestand af Kattegattorsk smides ud i havet igen – døde. Men bundtrawlsfiskeriet generelt har ifølge en ny rapport fra DTU Aqua store problemer med udsmid.

Greenpeace står ikke alene med kritikken af MSC-mærket. Certificeringen af muslingeskrabet i Limfjorden er også blevet kritiseret af Danmarks Naturfredningsforening. Nogle fiskere mener, at MSC er en kniv i ryggen på de danske kystfiskere, og heller ikke internationalt går MSC fri for hård kritik.

MSC kender udmærket godt til problemerne med mange af deres certificeringer, så de kunne jo sådan set bare træffe det åbenlyse valg, at hvis deres mærke skal sikre sig troværdighed, så er der visse fiskerier, som ikke kan certificeres som bæredygtige. Det er faktisk så enkelt.

MSC kan meget vel give Greenpeace og andre skylden for deres mærkes stigende utroværdighed, men i sidste ende er ansvaret deres eget.

Klimapolitisk stenalderlogik

Tarjei Haaland — Tue, 30 Apr 2013 12:25:00 +0200

Alle de, der beklager, at EU-Parlamentet forleden med et snævert flertal afviste en beskeden reparation af EU's kvotesystem, er tilhængere af planøkonomi og uden markedsøkonomisk realitetssans. Sådan lød det 18/ 4 i JP's leder, som videre fastslog, at det også gælder "lobbyorganisationerne" Greenpeace og WWF Verdensnaturfonden.

Det er noget sludder.

Om end lederskribenten nølende accepterer problemet med de menneskeskabte klimaforandringer, bakkes der i stedet 100 pct. op om BusinessEurope og Dansk Industris stædigt fremførte synspunkt om, at vi skal afvente en global løsning på klimaproblemerne og definitivt ikke påføre EU's konkurrenceevne en påstået belastning ved at rette lidt op på et kuldsejlet CO2-kvotehandelssystem.

Det er glædeligt, at mange europæiske herunder en række danske virksomheder eksplicit tog afstand fra dette synspunkt og støttede EU-Kommissionens forslag. Det er det, fordi det klimapolitisk er nødvendigt, og fordi det netop er et markedsøkonomisk værktøj, der giver de virksomheder, som bidrager til at omstille fra kul og til vedvarende energi og energieffektivitet, en mere fair konkurrenceposition.

Konsekvensen af at følge JP's holdning vil således være, at de mest klima-, miljø-og helbredsskadelige brændsler som brunkul og kul vil fortsætte med at være de billigste. Når JP's leder tilmed skriver, at EU har »valgt at satse på teknologier baseret på vind og sol, der hidtil ikke har kunnet klare sig uden ganske betydelig direkte og indirekte statsstøtte«, overser man fuldstændig, at statsstøtte til fossile brændsler er langt større, og ikke mindre vigtigt, at de klimamæssige omkostninger ved brugen af fossile brændsler ikke kompenseres med den eksisterende alt for lave CO2-kvotepris. Det Internationale Energiagentur har for nylig opgjort statsstøtten til de fossile brændsler i 2011 til knap 3.000 mia. kr., mens den til vedvarende energi var på 500 mia. kr.

Man kan altid diskutere brug af farver til at bedømme andres adfærd og indstilling, men for os giver det god mening at betegne de danske virksomheder, der er en del af løsningen i forhold til reduktion af udslippet af drivhusgasser, som grønne. Når deres egen medlemsorganisation, Dansk Industri, i denne sag har det stik modsatte synspunkt, der fører til investeringer i nye kulkraftværker, så tillader vi os at kalde holdningen, som åbenlyst deles af JP, for sort og udtryk for klimapolitisk stenalderlogik.

Bragt som replik i Jyllands-Posten 30. april. Forfattet i samarbejde med Hanne Jersild, WWF.

Forvrøvlet fødevare-sludder

Dan Belusa — Mon, 29 Apr 2013 13:35:00 +0200

Troen på GMO-afgrøders fortræffeligheder burde efterhånden være godt og grundigt begravet. Selv en af de mest rabiate pro-organisationer, USA's landbrugsministerium, USDA, har erkendt, at GMO-landbrug ikke øger udbyttet, og det var derfor forbløffende at læse freelance-journalist Gwynne Dyers indlæg i Information den 16. april om blandt andet et dramatisk stigende høstudbytte.

Her stoppede den besynderligt ukritiske opbakning langtfra. Dyer mener ikke, at der er brug for særlige risikovurderinger af GMO, fordi man i Nordamerika har spist GMO i 15 år og ikke taget synderligt skade. Sandheden er, at fodringsforsøg med en lang række GMO’er har påvist signifikante afvigelser og tegn på giftvirkning.

Endnu mere galt i byen går skribenten, når han hævder, at GMO har reduceret brugen af sprøjtegift. Data fra USDA viser modsat, at 15 års GMO-dyrkning i USA har medført stødt stigende sprøjtegiftforbrug. Superukrudt har derfor vokset sig stærkt, så der nu sprøjtes endnu mere. At man havner i den efterhånden velkendte onde giftspiral er ikke overraskende, når man har at gøre med planter, der netop er gensplejset til at kunne tåle mere gift.

Dyer afslutter sit GMO-begejstrede festskrift med at hævde, at verden ikke har andre løsninger til at imødekomme udfordringen i et øget globalt behov for fødevarer og mangel på plads til at dyrke dem. Heldigvis er det heller ikke sandt. I den højteknologiske ende er en mindre revolution begyndt med såkaldt Marker Assisted Selection (MAS). Modsat GMO involverer MAS ikke at rykke rundt på gener. Og modsat GMO leverer MAS rent faktisk resultater i form af afgrøder, der giver højere udbytte og kan overleve tørke, oversvømmelse eller sygdom.

Ligeså spændende resultater findes i den helt anden grøft, hvor højteknologi erstattes af landbrugshåndværk. Den utrolige virkelighed er, at det hverken er forskningscentre eller biotekvirksomheder, der er bedst til at dyrke ris. De største udbytter per hektar opnår såmænd indiske småbønder i Bihar i Indien . Endnu et eksempel på, at et af de vigtigste redskaber til at løse landbrugets globale krise er uvildig landbrugsrådgivning og – forskning, der ikke er styret af de agrokemiske virksomheder.

Bragt som debatindlæg i Information, 27. april, 2013.

Det amerikanske olieeventyr er et mareridt

Jon Burgwald — Mon, 29 Apr 2013 13:27:00 +0200

Jeg har netop skrevet et indlæg til Kongressen.com, netmedie om amerikansk politik, hvor jeg analyserer USA's oliepolitik i Arktis. Læs hele indlægget her:

Det har længe været den amerikanske regerings ønske at blive selvforsynende i energi- og transportsektoren, men spørgsmålet er, om præsident Obama og den amerikanske befolkning er villig til at betale prisen.

Investeringerne i udvikling af amerikansk udvinding og forarbejdning af fossile brændsler fra ukonventionelle kilder er eksploderet i løbet af en meget kort årrække. Først var det en vindersag for den amerikanske præsident – hvilken amerikaner vil ikke gerne gøre sig uafhængig af Mellemøsten – men billedet har i løbet af de sidste par år ændret sig drastisk.

Udover XL-rørledningen og udvinding af skifergas, som begge har medført store offentlige protester, så skete der med Deepwater Horizon-katastrofen et skift i 2010, hvor den almindelige amerikaner blev mere bevidst om risikoen ved en mere og mere ekstrem olieudvinding, hvor der tages chancer som aldrig før.

Derfor var vi også nogen, der undrede os, da de amerikanske myndigheder i 2012 godkendte Shells ansøgning om at få lov til at bore efter olie ud for Alaska. De amerikanske myndigheder har længe været tilbageholdende i forhold til arktisk olieefterforskning, og det virkede som et underligt tidspunkt at ændre sin tilgang, men hensynet til forsyningssikkerheden vægtedes åbenbart højere end hensynet til miljøet og miljøbevægelsen.

Selvom jeg ikke vil påstå, at Shell ligefrem har en hæderkronet miljøhistorik (tænk Nigeria), så er det samtidig et af de største olieselskaber i verden, og den amerikanske regering har derfor nok følt sig tryggere end man ville, hvis det for eksempel var Cairn, der borede ud for Grønland i 2010-11, som havde ansøgt.

Derfor var det kun så meget mere bekymrende, da selskabet fejlede så eklatant. Man kom aldrig rigtig i gang med boringerne, og da selskabet i begyndelsen af året mistede kontrollen over den kæmpe borerig Kulluk, var det mere held end forstand, at der ikke skete større skader på miljø eller mennesker.

Kulluk-ulykken var et varsel om konsekvenserne, hvis olieselskaberne fortsat ignorerer naturens signaler i Arktis, hvor olieudslip vil medføre uoprettelige miljøskader. Et: Naturforholdene gør det højst risikabelt at fortsætte jagten efter olieressourcer i regionen. To: Olieindustrien har hverken teknologi eller beredskab til rense olien op i det sårbare miljø.

Shell har taget en på papiret selvvalgt timeout for olieboringer i Alaska i 2013, men den eklatante fiasko er ikke gået ubemærket hen, og spørgsmålet er om den amerikanske regering vil tillade boringer i Arktis igen inden for den nærmeste fremtid.

Selvom Shell tydeligvis har haft svært ved at læse naturens signaler i Arktis, så var det ikke til at misforstå, da USA’s indenrigsministerium (Departement of Interior) i februar udgav en evalueringsrapport, der udpenslede Shells række af fejl i forhold til sikkerhedssystemerne.

USA’s indenrigsminister, Ken Salazar, satte offentligt tingene på spidsen med en kraftig kritik af Shells sikkerhedsforanstaltninger, da han direkte sagde, at ”Shell screwed up”.

Shells miserable resultater kan formentlig være med til at vise de åbenlyse problemer på en olieindustri, som mere og mere desperat forsøger at vride de sidste dråber olie ud af en klode i krise. Og det kan forhåbentlig være medvirkende til, at de amerikanske lovgivere langt om længe sætter klimaet over olieindustriens interesser.

Olieselskaber på tilbagetog i Arktis

Niels Fuglsang — Thu, 25 Apr 2013 13:25:00 +0200

De fleste troede, at det kun var et spørgsmål om tid før de store olieselskaber ville starte deres ødelæggende boringer i Arktis. Men i dag er selskaberne i kraftig modvind i regionen. Det vækker fornyet håb for Arktis.

I løbet af de sidste seks måneder har flere af de største olieselskaber trukket stikket ud af deres farlige planer om at bore efter olie i Arktis. Tre af de helt store selskaber med olieplaner; Total, Statoil og Conoco-Phillips har trukket sig fra projekter i den nordlige del af regionen.

Og Shell vakte for nylig opsigt ved at udskyde sine boringer i Alaska efter en række ulykker og fejl, som til sidst resulterede i, at selskabets to olierigge stødte på grund. USA’s indenrigsminister, Ken Salazar, var i den forbindelse ude med en kraftig kritik af Shells sikkerhedsforanstaltninger: ”Shell screwed up”. Han gjorde det klart, at Shell skal forbedre sikkerhedsniveauet, før selskabet kan fortsætte i Arktis.

Og for godt en måned siden valgte Grønlands selvstyre at sige foreløbigt stop for at udstede nye licenser til olieselskaber øst for Grønland på grund af de tvivlsomme beredningsforanstaltninger i tilfælde af et olieudslip.

Greenpeace har længe argumenteret for, at olieboringer i Arktis ikke bør finde sted. Det er der mange grunde til. Risikoen for et oliespild er meget stort under de vejrforhold, der findes i Arktis, og hvis uheldet er ude, vil et oliespild være tæt på umuligt at rydde op efter. Derudover skal vi ikke brænde mere end en tredjedel af de allerede kendte fossile brændsler af, før vi har tabt kampen mod klimaforandringerne. Så hvorfor egentlig begynde lede efter mere olie?

De seneste måneders udvikling viser, at stadig flere beslutningstagere er begyndt at blive opmærksomme på problemerne. Shells uheld understreger de store risici. Og forretningsmodellen for fremtidige olieboringer virker mere og mere tvivlsom. Den anerkendte britiske klimaekspert og tidligere cheføkonom i Verdensbanken Sir Nicholas Stern advarede for nylig om, at verdensøkonomien står over for en kæmpemæssig ”kulboble”.

Det skyldes, at fossile brændstoffer (olie, kul og gas) er mindre værd, end vi tror. Hvis verden skal leve op til den aftale, man har lavet om at begrænse klimaforandringerne til maksimalt 2 graders temperaturstigninger, bliver vi nødt til at lade to tredjedele af de fossile brændsler, vi ved eksisterer, blive i jorden og i stedet gå over til mere vedvarende energi. Dermed vil efterspørgslen efter olie falde radikalt.

Så er det virkelig en fornuftig investering at smide milliarder og milliarder af kroner efter nye olieboringer, hvis olien mister sin værdi? Og samtidig løbe den risiko der er for et oliespild, som vil koste uhyrlige pengesummer at håndtere?

Olieselskaberne forsøger at fastholde deres investorer i den vrangforestilling, at svaret er ja. Heldigvis klinger deres argumenter stadig mere hult. Det giver fornyet håb for Arktis.

Et fremskridt på vejen for grønnere biler i EU

Tarjei Haaland — Wed, 24 Apr 2013 18:26:00 +0200

I dag har EU-parlamentets miljøudvalg taget stilling til standarder for bilers CO2-udledning. Det har ikke overraskende støttet en standard på 95 gram CO2/km for nye biler i 2020, men også sagt ja til visse smuthuller, som reelt betyder, at udslippet bliver lidt større i 2020.

Det drejer sig bl.a. om de såkaldte ”superkreditter”, hvor én elbil indgår i det beregnede gennemsnit svarende til 2-3 fossile biler. En elbil tæller altså 2-3 gange mere i gennemsnittet end fossile biler, og det udnytter bilindustrien. Her skuffer dagens beslutning.

Parlamentsmedlemmerne er af bilindustien lokket til at tro, at CO2-standardernes krav til biler kun kan opfyldes med tilhørende smuthuller.

Men Greenpeace kampagne overfor Volkswagen har ført til, at den tyske bilproducent har accepteret 95 gram CO2/km i 2020 uden brug af smuthuller. Det er en klar melding, som burde få politikerne til at overhøre bilindustriens klagesang og modstand, hver gang der stilles krav om, at de skal lave mere
energieffektive biler.

Lidt mere glædeligt er det, at udvalget også støtter en CO2-standard for 2025. Men desværre med et interval på 68-78 gram CO2/km, der er for højt.

Greenpeace arbejder for en standard i 2025 på højst 60 gram CO2/km.

Nu går forslaget om standarder for bilers CO2-udslip i 2020 – og forhåbentlig også for 2025 - i forhandling mellem Parlamentet, Rådet (medlemslandenes regeringer) og EU Kommissionen (trilog-forhandlinger).

Det irske formandsskab håber at skabe et kompromis herom i slutningen af juni i år.

Greenpeace vil fortsætte arbejdet hårdt for standarder for personbiler på højst 95 gram CO2/km i 2020 og højst 60 gram CO2/km i 2025 - og uden smuthuller.

I Love Arctic!

Mads Flarup Christensen — Sun, 21 Apr 2013 17:19:00 +0200

Tak alle, der var til stede i dag på Nørrebro. Her er det fine billede, der blev resultatet af jeres anstrengelser, og den tale, jeg holdt fra scenen.

God eftermiddag, Nørrebro. Mit navn er Mads Flarup Christensen. Jeg er generalsekretær i Greenpeace i Norden. Hvor er det bare fedt at se så mange, som er dukket op her på den røde plads idag, kommet for at give lidt kærlighed og lidt opmærksomhed til Arktis. Tak for det!

Tusind tak også til Rumpistol, Kamilla Amalie, Jonas Breum og Rita Blue som har spillet for os indtil nu og til Fastpoholmen, Firehouse, Malamin og Benjamin Kissi, som vil spille for os efter, at vi har dannet vores hjerte her lige om lidt. Mens vi samler kærlighed her på Nørrebro sker nøjagtig det samme i mere end 280 andre byer i 36 lande verden over. Fra Berlin til Bangalore. Fra Buenos Aires til Bangkok mødes folk i denne weekend for at sende et klart budskab til verdens ledere og særligt til landene i Arktis Råd. Vi elsker Arktis, og derfor vil vi have stoppet ødelæggelserne i Arktis.

Arktis er et smukt sted, og det er et barskt sted, men det er også hjem for millioner af mennesker, inklusiv oprindelige folk, hvis forfædre og -mødre har boet i området i årtusinder. Det er hjem for et komplekst økosystem, hvor fantastiske dyr som isbjørne, narhvaler, polarræve lever. Arktis er jordens fryser. Co2 er lagret i de kolde have, en potentiel syndflod fastfrosset i indlandsisens kilometertykke ismasser og den hvide is, der refleketere solens stråler. Og så længe isen er der, ja så hjælper den til med at holde planeten koldere. Så uanset hvor langt fra Arktis man bor, så har det som sker i Arktis en effekt på os alle.

Men afbrændingen af fossile brændsler har ledt os mod katastrofale klimaforandringer, klimaforandringer som også får Arktis til at smelte med en uhyggelig hastighed. Sidste år, den 27. august, nåede den arktiske havis sit historiske minimum. For kun 30 år siden dækkede havisen et omåde på størrelse med Australien. Om så lidt som 10 år - fortæller videnskaben os - vil der formentlig ikke være nogen sommerhavis tilbage overhovedet. Spørgsmålet om, hvordan vi behandler Arktis er på engang noget vældigt konkret og samtidig blevet vældigt symbolsk på, hvordan vi behandler vores planet. Det er blevet dette årtis definerende miljøkamp. Det er den utltimative intelligens test for menneskeheden. Er vi som klode kloge nok til at se klimaændringerne og isens afsmeltning i Arktis som en kæmpestor, rød blinkende alarm. Et varsel om, at vi er nød til afvende os selv og vores samfund fra vores afhængighed af de ødelæggende fossile brændsler. Eller skal vi gøre som den globale olie industri og de arktiske kyststater, i stedet se den smeltende havis som et kæmpestort tagselv bord af muligheder for at hente endnu mere olie og gas op. Olie som vores klima ikke engang har råd til at vi brænder af. Det er den intelligens test vi står overfor.

Videnskaben fortæller os, at vores klima ikke engang har råd til, at vi brænder en tredje del af den olie, gas og kul af, som vi allerede har fundet. Derfor kan det aldrig være fornuftigt eller bæredygtigt at tage til et af verdens mest sårbare områder for at lede efter endnu mere olie og gas. Den potentielle olie under det Arktiske hav er ikke bare en tikkende lokal miljøkatastrofe, der truer med ramme de arktiske folks muligheder og det sårbare dyreliv, det er også en bombe under vores klima og truer på sigt eksistensgrundlaget for milliarder af mennesker verden over. Store olieselskaber som Shell, Gazprom og norske Statoil er blandt de selskaber, der går forrest i jagten på olie og gas i den her del af verden, hvor ekstremt vejr, isbjerge og begrænset infrastruktur gør oliebonanzaen til en gang russisk roulette. I Arktis vil et olieudslip være tæt på umuligt at rydde op efter.

Shell kom galt af sted i år da de prøvede at starte deres olieeventyr op nord for Alaska. Deres to olierigge stødte begge på grund i dårligt vejr og må nu en tur til Asien for at blive repereret. De har nu helt har opgivet at bore næste år. Men de kommer tilbage, medmindre vi får stoppet dem iden.

Der er derfor vi er her idag. På denne globale aktions weekend sammen med 1000'erne af mennesker fordelt på 280 byer. Vi er her for at forme et stort hjerte af kød og blod og sende et højt og tydeligt krav af sted til de ansvarlige politikere om, at vi trækker en klar linje i isen. En linje, som olierigge og indstritrawlere ikke må krydse. De skal også støtte vores krav om et fælles globalt naturreservat i de ubeboede dele omkring Nordpolen, ligesom vi har det på Antarktis. Og vores hjerte skal vise, hvor meget vi holder af Arktis og de mennesker, der bor der.

Nu skal vi tage et billede af det oppe fra den kran der. Greenpeace-aktivister vil tage disse fotos med til Arktis Råds udenrigsministermøde, der holdes om kun et par uger Kiruna i Nordsverige. For de repræsenterer de regeringer, der har både muligheden, magten og ansvaret til at sikre den forandring, vi har brug for Arktis. Men ikke mere snak. Nu skal der sendes kærlighed af sted. Nu skal vi har taget et billede. Jeg er utrolig glad for at kunne præsentere den mand, der skal hjælpe os med at organisere vores fine hjerte. En mand, som selv er en fremtrædende politiker men som i dag er her, lige som alle os andre, for at sende kærlighed af sted. Oppe fra kranen vil Forhenværende kultur minister, Uffe Elbæk dirigere os alle sammen på plads.

EU-ministre vil fortsætte overfiskeriet

Hanne Lyng Winter — Wed, 17 Apr 2013 08:33:00 +0200

EU’s fiskeriministre mødes i næste uge for at diskutere, hvordan fremtidens fiskeripolitik skal se ud. Men desværre er ambitionerne på forhånd lave.

Fiskeriministrene vil ikke genopbygge fiskebestandene, de vil ikke stoppe udsmid af fisk, og de vil ikke binde sig til at fjerne overkapaciteten i EU’s fiskeriflåde, selvom netop det faktum at for mange fartøjer jager alt for få fisk er en af hovedårsagerne til, at fiskeriet i EU ikke er bæredygtigt.

Det er lande som Spanien, Frankrig og Polen der træder på bremsen, for en mere bæredygtig fiskeripolitik. Derfor må de mere progressive lande – heriblandt Danmark med Mette Gjerskov (S) i spidsen – trække i arbejdstøjet og sikre, at fiskebestandene genopbygges, at flåden reduceres og at udsmid forbydes.

At genopbygge bestandene er ikke ”kun” noget EU er international forpligtet til, og som vil give sundere økosystemer. Det vil også øge muligheden for at tjene penge på fiskeriet og sikre op imod 100.000 flere job i fiskeriet på EUplan.

EUs fiskeripolitik er det regelsæt, der bestemmer hvordan der fiskes i EU. Men fiskeripolitikken er mildest talt noget af en fiasko. Kun 22 procent af de fiskebestande, som hører under kvoterne er IKKE overfisket, og for i alt 65 procent af bestandene findes der ikke en ordentlig biologisk rådgivning der kan sige om bestandene er på vej op eller ned. Der fiskes altså mere eller mindre i blinde for om det er bæredygtigt eller ej.

Parlamentet vedtog en betænkning i februar, der med overvældende flertal ville sikre bæredygtighed for fiskebestandene, forbyde udsmid og reducere EU’s fiskeriflåde Rådet og Parlamentet forhandler i øjeblikket om en ny fiskeripolitik der efter planen skal falde på plads til sommer.

Greenpeace støtter Parlamentet og mener at Rådet må gå parlamentet i møde i langt højere grad end Rådet lægges op til i disse dage.

217 NGOer fra hele Europa - heriblandt flere fra Danmark - har sendt et brev til EUs fiskeriministre, hvor de opfordrer dem til at støtte parlamentets forslag og genopbygge de europæiske fiskebestande.

Læs Greenpeace brev til fødevareminister Mette Gjerskov, Folketingets Udvalg for landbrug Fødevare og Fiskeri samt folketingets Europaudvalget forud for ministerrådsmødet i næste uge her.

INTERVIEW: Rumpistol i musikalsk tjeneste for Arktis

Ilona Marquard — Wed, 10 Apr 2013 14:31:00 +0200

Greenpeace har talt med Rumpistol om det nye album, den kommende I ♥ Arctic- koncert og engagementet for at beskytte Arktis. Læs hele interviewet her:

Den elektroniske musiker Rumpistol begiver sig ud i nyt farvand, når han i dag udgiver album til fordel for Greenpeace. Til I ♥ Arctic- koncerten søndag d. 21. april på Nørrebro tager han publikum med til arktiske lydlandskaber for at udforske ”de klanglige muligheder i is og vand”.

Jens Berents Christiansen, også kendt som det elektroniske one man band Rumpistol, kaster sig i foråret ud i et nyt samarbejde med Greenpeace-kampagnen Save The Arctic, der kæmper for at stoppe olieboringerne og beskytte det skrøbelige miljø i Arktis.

Nyt album og iskoncert

Det sker først med udgivelsen Floating Remixes, der udgives den 10. april. Her giver elektroniske musikere fra ind- og udland, bl.a. Bjørn Svin, Sekuoia og ISAN sine bud på numrene fra Floating, Rumpistols seneste anmelderroste plade fra 2012.

Pladen ikke er et politisk statement i sig selv, men Rumpistol bruger den politisk.

"Rocken har i mange år haft tradition for politisk samarbejde, som vi har set med Thom Yorke og Björk, men i elektronisk musik holder man sig mere tilbage. Som kunstner har man en platform at tale fra, og jeg mener, at man i det mindste bør overveje, om man kan eller vil bruge den til andet end musikken. Det er fint at sige nej, men kan man finde en sag, man tror på, så bør man overveje det," siger Rumpistol.

Knap to uger efter udgivelsen, søndag d. 21. april, begiver Rumpistol – og en lang række andre musikere - sig atter ud i et arktisk ærinde, nemlig ved en stor gratiskoncert på Superkilen, Nørrebro. I ♥ Arctic hedder Greenpeaces arrangement, der er del af en stor global kampagne, der skal bringe Arktis på et bæredygtigt spor. Knap tre millioner mennesker har indtil videre skrevet under på miljøorganisationens krav om at gøre den ubeboede del Nordpolen til et fælles, globalt naturreservat.

"Jeg forventer et helt specielt sæt, hvor jeg udforsker de klanglige muligheder i is og vand. Mere kan jeg ikke røbe," siger Rumpistol.

Ikke en helgen – men dybt strømafhængig

Det er nyt for Rumpistol at gå i samarbejde med en organisation, der arbejder for større, politiske mål.

"Jeg tænker nu mere på, hvilken verden, jeg efterlader, når jeg stiller træskoene. Jeg vil ikke fremstå som en helgen, for jeg er bare normal forbruger med opvarmet lejlighed og et dybt afhængigt forbrug af strøm. Men det er vigtigt at engagere sig. Jeg vil være med til at skabe mere viden om konsekvenserne ved overforbrug og jagten på fossile brændstoffer. Den problemstilling er Arktis et rammende billede på," mener Rumpistol.

Beslutningen har skabt opadvendte tommelfingre hos både sangeren Red Baron, som medvirker på de fleste skæringer, samt de elektroniske kolleger der har remixet materialet. De har efterfølgende sagt ja til at udgive og donere overskuddet af pladen til fordel for kampagnen.

Stop oliejagten

"Som mange danskere kendte jeg næsten intet til Arktis på forhånd, men jeg blev chokeret over, at trefjerdedele af isen på toppen af verden over de sidste 30 år er smeltet væk på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. Nu kan skibene sejle frit, hvilket gør, at olieindustrien kan gå på jagt efter mere olie - med alle de risici det indebærer," lyder det fra Rumpistol.

Ifølge Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace, kan klimaproblemerne i Arktis let blive overset af den brede befolkning, fordi det kan virke mentalt langt væk. Men konsekvenserne af en uansvarlig miljøpolitik og olieudslip vil have en massiv effekt på det arktiske miljø.

"Det er grotesk, at olieindustrien nu sætter det sårbare arktiske miljø på spil med nye boringer. Det er tid til at sige stop, men det kan Greenpeace ikke gøre alene. Kun hvis vi står sammen kan vi presse politikerne til at tage de nødvendige beslutninger - og derfor gør det en stor forskel, når kunstnere som Rumpistol bakker op om vores arbejde," siger Jon Burgwald.

Info og program for I ♥ Arctic her:https://www.facebook.com/events/350473838390150/

http://bit.ly/10Fgb4S

Minister undsiger tidligere støtteordninger efter Greenpeace-rapport

Hanne Lyng Winter — Wed, 10 Apr 2013 11:08:00 +0200

I december offentliggjorde Greenpeace rapporten “Skattekroner misbrugt i trawlfiskeriet”.

Rapporten viste, at hele 84 % af en samlet pulje på 226 millioner kroner blev brugt til at øge kapaciteten af fiskefartøjer af den danske flåde, og det er ifølge EUs egne regler ulovligt.

Efterfølgende har fødevareminister Mette Gjerskov (S) ikke bare undsagt sådanne støtteordninger og udtalt, at denne type ordninger ifølge hendes opfattelse ikke er hensigtsmæssige i bestræbelserne på at opnå et bæredygtigt fiskeri. I et svar til Folketinget indrømmer ministeren også, at Greenpeace har fuldstændig ret i en af rapportens klare konklusioner - nemlig at trækkræften på fartøjerne er øget med EU-støtte.

Ministeren erkender også, at denne forøgede trækkraft kan bruges til at trække tungere og større bundtrawl.

Bundtrawlsfiskeri er en af hovedårsagerne til, at naturen i havet ikke har det godt. At man på den måde har givet støttekroner til at øge presset på havets natur er under al kritik, og det er derfor glædeligt, at Mette Gjerskov nu tilkendegiver, at støtten på ingen måde er hensigtsmæssig. Det skal hun have stor ros for!

Nogle danske fiskere har brugt den øgede trækkraft til at trække større og tungere bundtrawl. Fx har en fisker fra Frederikshavn udtalt, at han efter en modernisering betalt af EU-støttemidler kunne se en forøget trækkraft på sit fartøj på 75 procent, og som han siger: ”Førhen havde vi problemer med at trække de store hummertrawl på 160 fod… nu trækker vi de store uden problemer”.

Den "forbedring" bliver svær at rulle tilbage, men med ministerens seneste meldinger, tegner der sig i det mindste nu en politisk vilje til at gøre op med en dybt skadelig praksis, som aldrig igen bør vinde fodfæste. Støttekroner skal naturligvis ikke bruges til at lægge yderligere pres på livet nær havbunden i vores hjemlige farvande. Støttekroner bør bruges til at genopbygge fiskebestandene, indsamle data, beskytte naturen, kontrollere fiskeriaktiviteter og støtte et bæredygtigt fiskeri.

Nye oliekumpaner kaster skygger over Arktis

Jon Burgwald — Fri, 05 Apr 2013 17:08:00 +0200

Det er kun lidt over en måned siden, at Shell måtte sande, at olieselskabet var ude på dybt, dybt vand, da boregiggen Kulluk, som det sidste i en lang række uheld, kom helt ud af kontrol og stødte på grund ved Alaskas kyst.

Der blev sat en tyk streg under fornuften i den udmelding, da det amerikanske indenrigsministerium konkluderede i skarpe vendinger, at Shell havde alvorlige problemer med sikkerheden. Efter Kulluk-ulykken fandt Shell omsider pauseknappen og meldte ud, at man ikke ville bore efter olie ud for Alaska i 2013.

Men ak, selverkendelsen varede kun en kort stund, for nu ser det ud til at Shell vil indlede nye olieeventyr mod øst, i den russiske del af Arktis. Selskabet arbejder lige nu på at indgå partnerskab med den russiske energigigant Gazprom, der trækker verdens måske mest mørke spor efter sig af uheld og olieudslip.

”Ude af øje, ude af sind” lader til at være Shells strategi. Ved at søge væk fra fiaskoerne ved Alaska til det mindre regulerede østlige Arktis, håber selskabet, at ingen vil opdage, når de jokker i spinaten. Udfordringerne ser dog ikke ud til at blive mindre, desværre.

Denne fuldstændige arrogance overfor de alarmsignaler som miljøet, den amerikanske regering og en lang række miljøeksperter sender, er mildt sagt rystende.

Partnerskabet mellem Shell og Gazprom er dårligt nyt for miljøet og de oprindelige folk i Rusland, der allerede lider under olieselskabernes hærgen.

Det nye makkerpar allierer sig i sin trodsighed overfor alle de kritiske røster, der påpeger miljøkonsekvenserne. Men dagens nedslående nyhed minder mig om, hvor vigtigt det er at blive ved med at presse på for at beskytte Arktis fra olieindustrien planer om at bore efter mere olie.

Et hjerte for Arktis

Ilona Marquard — Wed, 03 Apr 2013 15:35:00 +0200

Nedtællingen er begyndt til dagen, hvor Greenpeace sender den store I ♥ Arctic-kampagne ud over rampen i hele verden.

Vær med, når vi i over 30 forskellige lande og endnu flere byer står sammen i en fælles opfordring til politikerne om at beskytte Arktis.

Formålet er at sætte fokus på det arktiske miljø, der er truet af klimaforandringer, overfiskeri og olieindustriens jagt efter det sorte guld. Hvis selskaberne får lov til at gennemføre deres ødelæggende fremmarch, kan det få uoprettelige konsekvenser for det enestående miljø og dyreliv højt mod nord. Derfor siger Greenpeace stop!

Og du kan være med! Jo flere vi er, desto større politisk gennemslagskraft kan vi have.
I Danmark forbereder frivillige og aktivister sig lige nu på dagen, hvor verden samles for Arktis. Vi afholder det store I ♥ Arctic arrangement på Den Røde Plads på Nørrebro, søndag den 21. april, kl. 12-16.30.

Som i resten af verden kan du blive en den af et levende I ♥ Arctic-banner, der sender et klart signal om, at vi tager problemerne i Arktis alvorligt. Det bliver en festlig dag for børn og voksne hvor du kan opleve koncerter med bl.a. Rumpistol, Fastpoholmen og Jonas Breum, taler, loppemarked og meget mere. Sæt et kryds i kalenderen, og tag venner og familie med!

Læs mere om eventet og tilmeld dig her.

Nej til arktiske olieboringer
Med I ♥ Arctic vil vi styrke de kritiske røster og vise, at det nytter, når vi står sammen for at ændre den alvorlige kurs. Knap tre millioner mennesker har nu skrevet under på kravet om at beskytte Arktis og holde olieindustrien ude af området.

For nylig blev det kun alt for tydeligt gjort klart, at olieindustrien ikke er rustet til at bore i Arktis, da Shells borerig, Kulluk, stødte på grund i Alaska. Den amerikanske regerings evalueringsrapport kritiserede efterfølgende Shell i skarpe vendinger for at have boret videre på trods af, at det var sikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Det er altså kun et spørgsmål om tid, før den arktiske natur betaler prisen. Shell har omsider indset, at de ikke magter opgaven og satte derfor deres arktiske aktiviteter på ”pause” for resten af 2013.

Men ”pause” er ikke godt nok. Nu er det op til os at presse oliebranchen og regeringerne til at trykke på ”stop”.

Vær med til at sige stop!
Ved at blive en del af menneskebanneret til I ♥ Arctic, kan du være med til at sende et klart signal til de politiske ledere og Det Arktiske Råd, hvor Danmark spiller en nøglerolle.

Vi har tre klare krav:
• Forbud mod olieboringer
• Forbud mod industrielt fiskeri, der ikke er bæredygtigt
• Det ubeboede område omkring Nordpolen skal være et fælles, globalt naturreservat

Du kan gøre din indflydelse gældende både ved at møde frem søndag den 21. april og underskrive de politiske krav her.

Du kan også skabe dit eget levende I ♥ Arctic banner.

Sammen kan vi gøre en forskel!

2030 Grønbog: Vigtigt udspil men målene langt fra grønne nok

Tarjei Haaland — Thu, 28 Mar 2013 11:00:00 +0100

Vi hilser EU-kommissionens grønbog til en ny klima- og energipolitik for 2030 (1), som blev offentliggjort i går (27/3), velkommen.

Der er brug for klare og ambitiøse mål for 2030 både for EU’s andel af vedvarende energi, for reduktionen af drivhusgasudslippet og for energieffektivisering. Det er nødvendigt for at sikre investeringer i den grønne omstilling til vedvarende energi, som kan opfylde EU’s lansigtede mål om 80-95 % reduktion af drivhusgasudslippet i 2050 - og levere EU’s bidrag til at holde stigningen af den globale middeltemperatur under 2 grader.

Men grønbogens forslag til mål i 2030 om 30 % vedvarende energi og 40 % reduktion af drivhusgasudslippet er desværre alt for uambitiøse. Og det er uacceptabelt, at der helt mangler et bindende mål for energieffektivisering i 2030.

Andelen af vedvarende energi skal op på 45 %, og klimamålet skal skal efter vores analyser være mindst 55 % på hjemmebane, dvs. uden at bruge klimakreditter.

At det foreslåede klimamål på 40 % i 2030 er for uambitiøst fremgår af, at den seneste klimaforskning viser, at opfyldelse af 2 graders målet forudsætter, at industrilandene reducerer deres udslip af drivhusgasser med 40 % allerede i 2020 – altså 10 år før. 40 % reduktion i 2020 er da også det nationale klimamål, som den danske regering har vedtaget.

I betragtning af, at der i Danmark er bred politisk enighed om, at vi skal omstille til 100 % vedvarende energi i 2050 – og i el- og varmesektoren allerede i 2035 – er grønbogens forslag om 30 % vedvarende energi i 2030 alt for uambitiøst. Det er en uacceptabel imødekommelse af visse medlemslandes ønske om klimaopfyldelse ved hjælp af atomkraft og kulkraft med CO2-lagring (CCS).

Så selvom EU Kommisionens grønbog lægger op til en nødvendig debat og til flere skridt i den rigtige retning, bør den danske regering – og andre europæiske regeringer – arbejde hårdt for at trække EU-udspillet i en langt mere ambitiøs retning.

Målet for vedvarende energi bør hæves fra 30 til 45 % i 2030, reduktionsmålet bør hæves fra 40 % til til mindst 55 procent uden brug af kreditter, og regeringen må desuden arbejde for at sikre et ambitiøst, bindende mål for energiefffektivisering i 2030.

Vi forventer, at den danske regering sammen med andre progressive medlemslande vil arbejde målrettet og kraftfuldt for at hæve barren. Førstkommende lejlighed er ved det uformelle energi- og miljørådsmøde 22-24. april, hvor grønbogen er på dagsorderen.

(1) http://ec.europa.eu/energy/consultations/doc/com_2013_0169_green_paper_2030_en.pdf

Fair og bæredygtig udvikling på én klode

Jan Søndergaard — Wed, 13 Mar 2013 13:38:00 +0100

Jeg har bragt en international kommentar i Dagbladet Information, hvor jeg skriver om, hvordan FN's 2015-mål bør gentænkes. Du kan finde kommentaren her eller læse den i fuld længde nedenfor.

Bæredygtighed og udvikling for verdens fattige kan ikke længere tænkes hver for sig. Derfor bør FN’s 2015-mål afløses af udviklings- og bæredygtighedsmål, der indtænker klodens grænser i målene.

Med afsæt i FN’s Millenniumerklæring vedtog FN i 2000 otte 2015-mål, som siden har sat en fælles international dagsorden for den globale udvikling.

Målene frem til 2015 er bl.a. at halvere fattigdommen, opnå grundskole til alle, reducere børnedødeligheden med to tredjedele og sikre miljømæssig bæredygtighed. 2015-målene kan med rette kritiseres for, at de ikke har udstukket planer for, hvordan de opfyldes, og at nogle af dem er vage og upræcise.

Det sidste er tydeligt omkring målene for "udvikling af et bæredygtigt miljø" og om "opbygningen af et globalt partnerskab for udvikling". For de fleste af de otte mål gælder det, at ansvaret for opfyldelsen primært er placeret hos de fattige lande, hvilket er i modstrid med FN-princippet om "fælles, men forskelligartet ansvar".

Ikke desto mindre har vedtagelsen af de otte 2015-mål givet positive resultater. Målet om halvering af fattigdommen har f.eks. medvirket til, at antallet af mennesker på jorden, som lever i absolut fattigdom, er faldet fra 1,9 milliarder i 1990 til 1,3 milliarder i 2008. En langt større del af verdens børn – 89 procent og især flere piger – går i dag i skole.

Omvendt er der målsætninger, som ikke er indfriet. Mens den økonomiske fattigdom er reduceret markant, er antallet af sultende mennesker i dag – ca. 900 mio. mennesker – større end i 1990.
Hvad angår den miljømæssige bæredygtighed kan den beskrives med et citat fra indledningen til en analyse Exploring the Safe Operating Space for Humanity fra 2009 af forskergruppen i det internationale Planetary Boundaries-projekt:

"De menneskeskabte pres på det planetære system har opnået et omfang, hvor pludselige globale forandringer ikke længere kan udelukkes."

Tænk målene bedre sammen
Hidtil har FN’s arbejde med på den ene side udviklingsmålene og på den anden side målene for bæredygtig udvikling foregået som to næsten adskilte processer. Men nu, hvor vi står over for en revision af såvel 2015-målene og med et mandat fra Rio+20-topmødet om at udvikle bæredygtighedsmål, giver det rigtig god mening at lave et fælles sæt af globale mål for udvikling og bæredygtighed. Den model bakkes op af den danske regering og nu også af EU-Kommissionen.

Fælles mål er vigtige, fordi der er en direkte forbindelse mellem miljømæssig bæredygtighed og udryddelse af fattigdom og sult, og fordi stigende velstand globalt stiller os overfor miljømæssige udfordringer i forhold til at holde os indenfor skrøbelige planetære tålegrænser. Og de skal være globalt gældende, fordi den overvejende del af presset på naturens ressourcer forårsages af de 5,7 milliarder mennesker på Jorden, som ikke lever i ekstrem fattigdom.

Repræsentanter fra de fattige lande har under forhandlinger i FN været meget skeptiske overfor at bringe udviklingsmål og bæredygtighedsmål ind i en fælles ramme. Med megen ret har de frygtet, at mål og midler til at forbedre de allerfattigste mennesker på Jordens livsvilkår ville blive taget som gidsel i en FN-proces, som samtidig handlede om "bæredygtig udvikling" – og ikke mindst om "miljødimensionen" af dette.

EU’s ønske om at få "grøn økonomi" og konkrete bæredygtighedsmål ind i slutdokumentet fra Rio+20 blev således opfattet som forsøg på grøn protektionisme. Men også magtfulde spillere som USA, Storbritannien, Kina og Brasilien er forbeholdne over for at behandle udvikling og bæredygtighed under ét og modstandere af forpligtende globale mål.

Planetære tålegrænser
For ikke at vi risikerer at tabe både fattigdomsbekæmpelsen og bæredygtigheden på gulvet, kunne Danmark og EU derfor fristes til at gå ind i post-2015-forhandlingerne med en ambition om at få vedtaget nogle få bæredygtighedsmål. Det kunne være ’bæredygtig energi til alle’ eller et mere ambitiøst mål end det nuværende 2015-mål om adgang til rent drikkevand og sanitære forhold.

Men rent bortset fra at risikere at blive beskyldt for at pleje egne interesser ved at foreslå bæredygtighedsmål, hvor man selv kan levere (sælge) isenkrammet til deres opfyldelse, forekommer en sådan strategi helt utilstrækkelig i forhold til udfordringen.

Den tidligere FN-rådgiver og nu senior fellow ved New York University Alex Evans har i et notatfra 2012, Climate Scarcity and Sustainability in the Post-2015 Development Agenda, foreslået et tosporet sæt af mål for en post 2015-ramme. Det ene spor skal fokusere på fattigdomsudryddelse, og det andet spor forpligter sig på overholdelse af klodens smertes grænser.

Evans mener, at Stockholm Resilience Centres videnskabelige koncept om ni planetære tålegrænser er det mest troværdige bud på bæredygtig udvikling, siden den norske statsminister Gro Harlem Brundtlands FN-rapport, Vores fælles fremtid, kom i 1987.

Til forskel fra Brundtland-rapporten opstiller konceptet "planetære grænser" videnskabeligt baserede mål, inden for hvilke miljømæssig, bæredygtig udvikling kan foregå. Med andre ord: Der bliver sagt "her til og ikke længere!"

Ingen fattige lande vil naturligvis forpligte sig på mål om grænser for forbrug af naturressourcer uden forsikringer om at kunne få deres retfærdige andel af det resterende råderum indenfor smertegrænsen, som giver dem ret til udvikling og velstand. Tilsvarende vil the usual suspects USA m.fl., gøre alle tænkelige og utænkelige indsigelser over for ideen.

Etablering af selve konceptet om planetære smertegrænser, som fundamentet for det ene hovedspor i en kommende post 2015-ramme åbner imidlertid op for en ny diskussion om tildeling og fratagelse af nationer og regioners globale fodaftryk. Den diskussion kan fattige lande bruge offensivt til at kræve en mere retfærdig fordeling af verdens naturressourcer.

Statoils flig af fornuft

Jon Burgwald — Mon, 11 Mar 2013 19:56:00 +0100

For os der arbejder med olieudvinding i Arktis, vil 2012 primært blive husket for to ting: Først det franske olieselskabs Totals udmelding om, at olieboringer i Arktis er no-go og dernæst Shells farceagtige operationer, der nærmest var som at se et snefnug udvikle sig til en lavine.

Shells brutale møde med problemerne ved at bore efter olie i Arktis, får nu også norske Statoil til at sænke farten. Det er en god nyhed for det arktiske havmiljø, men det er langt fra godt nok.

Og desværre er den gode nyhed ikke så god, som den måske virker ved første øjekast. Statoil vil nemlig ikke følge i Totals fodspor, da det kun er planerne om at bore i den amerikanske del af Arktis, der midlertidigt skrinlægges.

Statoil planlægger både at bore i den norske og den russiske del af det Arktiske Ocean (sidstnævnte i samarbejde med Ruslands statsejede Rosneft). Det russiske selskab er berygtet for at være skyld i tusindvis af olieudslip på den arktiske landjord. Hvert år finder der mere end 10.000 olieudslip sted i Rusland, og 500.000 ton olie siver ud i Det Arktiske Ocean – og Rosneft er en af hovedskurkene.

Selv om Statoil lægger en del af olieplanerne på hylden, er det svært at overgive sig helt til den gode stemning, når man samtidig vil bore længere mod nord end nogensinde før og vil samarbejde med den beskidte russiske olieindustri.

Befolkningen betaler prisen for Fukushima

Tarjei Haaland — Mon, 11 Mar 2013 14:46:00 +0100

Når Japan i dag mindes toårs-dagen for Fukushima-katastrofen, er det samtidig en markering af det fortsatte svigt over for hundredetusindvis af ofre. Og urimeligheden i, at skatteborgere og ofre er tvunget til at betale for atomkatastrofer – ikke virksomhederne, der forårsager dem.

I Japan var 160.000 i dag tvangsflyttede mennesker nemlig ikke bare ofre for et omfattende radioaktivt udslip, der har gjort deres hjemegn ubeboelig i generationer. De bøder ufrivilligt på grund af lovgivning og konventioner, der beskytter atomindustrien og dens leverandører frem for befolkninger. De japanske skatteborgere er endt med størstedelen af regningen, mens ofrene samtidig er blevet mangelfuldt kompenseret for deres smerte, lidelse og tab.

Energiselskabet TEPCO, der har drevet Fukushima-værket, kunne på ingen måde leve op til sin del af erstatningsansvaret og blev inden for et år efter katastrofen nationaliseret. Centrale leverandører som GE, Hitachi og Toshiba stod bag reaktorer med fejlbaseret design, men selskaberne skal ikke betale noget som helst. Det er naturligvis dybt urimeligt, at atomindustrien stort set slipper fri for princippet om, at forureneren betaler, når ulykken sker.

Situationen er i bund og grund absurd. I stedet for at blive stillet til ansvar, kan selskaberne bag udformningen, konstruktionen og driften af de nedsmeltede reaktorer rent faktisk skabe yderligere profit på at rydde op efter katastrofen. De har aldrig behøvet at bekymre sig om den enorme risiko, da staten i realiteten betaler, hvis ulykken er ude.

I vores egen baghave vil en atomulykke i Sverige på samme måde kunne betyde en kæmperegning til befolkningen, mens lovgivningen fortsat beskytter den ansvarlige industri.Mangel på skadesansvar er nemlig ikke et spørgsmål, der begrænser sig til Japan. Atomindustrien er beskyttet af internationale regler, mens almindelige mennesker derfor skal betale for dens fejltagelser.

Sandsynligheden for, at eksempelvis svenskerne efter en alvorlig reaktorulykke skulle få mere kompensation end japanerne er lille. Og vi ved, at en sådan ulykke kan ramme Sverige, hvor man har nogle af verdens ældste reaktorer, og to af tre svenske værker i dag er under såkaldt særskilt tilsyn.

Ulykken i Fukushima var – og er stadigvæk - en forfærdelig menneskelig tragedie, og det var samtidig en grusom påmindelse om, hvor stærkt behovet er for at stramme den internationale lovgivning, så atomindustrien kan stilles til ansvar for deres fejl. Hellere i dag end i morgen.

Fakta om Fukushima:
- 20.000 døde på grund af tsunamien.
- 160.000 mennesker blev tvangevakueret, og titusinder er flyttet frivilligt.
- Det samlede udslip af radioaktivt cæsium fra Fukushima-ulykken svarede til udslippet fra 168 Hiroshima-bomber.
- 80 % af det radioaktive udslip blev ført med vinden ud over havet
- radioaktiviteten i fisk fanget januar 2013 var 2540 gange højere end grænseværdien.
- 13.000 km2 er radioaktivt forurenet over det normalt maksimalt tilladelige (1 millisivert/år)
- Jorden i legepladser i Fukushima By er i dag 200 gange mere radioaktivt forurenet end før ulykken.
- De totale ulykkesomkostninger skønnes at blive 1400 mia. kr
- Nedrivning af de 4 havarerede Fukushima-reaktorer vil tage 40 år.

Skifergas skaber radioaktivt affald

Tarjei Haaland — Tue, 05 Mar 2013 17:06:00 +0100

Jeg har i dag bragt en kommentar i Information, der også kan læses i fuld længde her:

Udvinding af skifergas giver med meget stor sandsynlighed radioaktivt affald med lang levetid. Så hvorfor overhovedet overveje muligheden af at udvinde skifergas i Danmark?

Franske Total har en plan om i efteråret at lave deres første dybe efterforskningsboring i Nordjylland ned til den alunskifer, som de håber senere at producere skifergas fra med hydraulisk frakturering (’fracking’). Forventningen var, at en VVM-screening (Vurdering af Virkninger på Miljøet, red.) var nok. Hvis prøver af alunskiferen indeholder skifergas, var det planen at lave forsøgs-frakturering fra borehullet i foråret 2014, såfremt en fuld VVM-redegørelse forinden får grønt lys fra myndighederne.

Men onsdag i sidste uge fik Total en begmand. Et flertal i Frederikshavns byråd (21 mod 9) vedtog, at en VVM-screening ikke er nok og krævede, at der skal laves en fuld VVM-redegørelse, før Total må gå i gang med den første efterforskningsboring.

Det er en modig og klar lokalpolitisk markering af, at de natur-, miljø- og sundheds-mæssige problemer ved Totals planlagte efterforskning efter skifergas langtfra er ordentligt belyst.

Radioaktivt affald
For at få gas ud, skal alunskiferen opsprækkes ved under højt tryk at pumpe millioner af liter vand med kemikalier og sand vandret ind i skiferlagene. Denne metode er forbundet med en lang række natur-, miljø- og sundhedsmæssige problemer, som har ført til forbud og moratorier i en række lande og delstater. Problemer som på ingen måde er fyldestgørende beskrevet VVM-screeningen.

Et helt upåagtet problem er, at kulstofholdige sorte skifre som alunskifer også indeholder radioaktive stoffer som uran, thorium, radium og luftarten radon. Faktisk er alunskiferen, som er i fokus for Totals efterforskning, den danske bjergart med det højeste indhold af radioaktive stoffer.

På det sydlige Bornholm og i dele af Sverige og Norge finder man alunskifer i overfladen. I Sverige er uranindholdet i alunskiferen nogle steder så stort, at man i 1960-erne etablerede uranminedrift fra den.

Det norske Statens Strålevern anfører om alunskifer, at det er »en svartskifer som inneholder mye av grunnstoffet uran. Uran brytes ned til nye radioaktive stoffer, blant annet radium og radon. Der er en rekke utfordringer i forbindelse med alunskifer, blant annet reagerer den ved kontakt med luft. Utgravd alunskifer inneholder ofte så mye radioaktive stoffer at den må forvaltes som radioaktivt avfall og kan føre til radioaktiv forurensning.«

Total er tavse
På den baggrund er det påfaldende, at Total og Nordsøfonden på deres hjemmeside om skifergas intet skriver om de problemer, som følger af alunskiferens indhold af radioaktive stoffer. Når alunskiferen opsprækkes ved fracking, vil rester med radioaktive stoffer bringes med returvandet op igen og kunne føre til, at spildevand og borerester skal behandles som radioaktivt affald.

E. Ivan White, fra National Council on Radiation Protection i USA anfører i en rapport bl.a.: "Horisontal hydrofracking efter skifergas i Marcellus Shale regionen i Staten New York har potentiale til at resultere i produktion af store mængder affald indeholdende radium-226 og radium-228 i både faste og flydende medier."

Og videre: "Det er vigtigt at bemærke, at den type radioaktivt materiale, der findes i Marcellus Shale og bringes op til overfladen ved horisontal hydrofracking er af en type med særligt lang levetid, og som let kan akkumulere biologisk over tid og levere en farlig strålingsdosis til potentielt millioner af mennesker længe efter, at boringen er afsluttet."

Det er stærkt kritisabelt, at Total og Nordsøfonden ikke ønsker at omtale dette problem. Årsagen er formentlig, at det ikke ville fremme deres sag, at fracking i alunskifer kan føre til skabelse radioaktivt spildevand og affald.

En sandhed med modifikationer
På et spørgsmål herom stillet for snart et år siden i Folketinget svarede klima, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) d. 16. maj bl.a:

"Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til indholdet af NORM (naturligt forekommende radioaktivt materiale, red.) i de danske dybtliggende skiferlag. Hvis projektet iværksættes, vil Sundhedsstyrelsen bl.a. stille krav om, at der i forbindelse med projektet gennemføres en sikkerhedsanalyse, der sandsynliggør, at arbejdet kan udføres uden uacceptable radiologiske risici for mennesker og miljø … Sikkerhedsanalysen skal forelægges Sundhedsstyrelsen til godkendelse, inden frakturering påbegyndes."

Det er jo ikke direkte forkert, når det siges, at Sundhedsstyrelsen ikke har kendskab til indholdet af radioaktive stoffer i de dybtliggende danske skiferlag. Men når kulstofholdige sorte skifre i almindelighed og overfaldenær alunskifer i særdeleshed har et relativt stort og varierende indhold af radioaktive stoffer, gælder det med stor sandsynlighed også for de dybtliggende danske lag af alunskifer.

Sundhedsstyrelsen forsøger at berolige med, at en sikkerhedsanalyse skal laves og godkendes, inden frakturering påbegyndes. Men problemet er jo, at det først er i forbindelse med aktiv frakturering af specifikke dele af alunskiferen, at man reelt vil vide, hvor meget radioaktivt materiale, der bringes op med returvandet.

Hvorfor skal Danmark belastes med radioaktivt spildevand og affald i tillæg til den række af andre natur-, miljø- og sundhedsmæssige problemer forbundet med frakturering, for at indvinde et fossilt brændsel, som regeringen ønsker at udfase brugen af, og som vi ikke har brug for?

70 procent af de påviste reserver af fossile brændsler – og heraf halvdelen af naturgas-reserverne – skal forblive i undergrunden, hvis verden med rimelig sandsynlighed skal kunne holde stigningen i den globale middeltemperatur under to grader i forhold til præ-industrielt niveau.

Derfor en indtrængende opfordring til regering, Folketing og involverede kommuner til allerede nu at sige nej til efterforskning og udvinding af dansk skifergas.

Lad alunskiferen med dens indhold af radioaktive stoffer, tungmetaller og eventuel skifergas hvile i fred.