Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Problemet

Side - 28. januar, 2016
Foruden at gælde som Jordens køleanlæg har havisen indtil i dag fungeret som en naturlig beskyttelse. Helt paradoksalt betragter internationale olieselskaber den smeltende havis som en invitation til at bore efter mere af den samme olie og gas, der har været med til at forårsage afsmeltningen til at starte med. Samtidig er fiskebestande og økosystemer, der tidligere nød beskyttelse fra havisen er nu blevet et mål for industrielle fiskerivirksomheder, der ligesom olieselskaberne øjner stor profit.

Den pris, som naturen og muligvis de folk, der bor i og omkring Arktis skal betale for olieselskabernes mål om at vride de sidste sorte dråber ud af kloden, kan blive vanvittig høj. Olieboringer er ekstremt risikable i Arktis’ isfyldte, kolde og fjerntliggende farvand.

 

 

For det første er risikoen for, at ulykken overhovedet sker, større på grund af havis og isbjerge. Da det skotske olieselskab Cairn prøveborede efter olie ud for Grønlands vestkyst i 2011, måtte man fjerne et isbjerg om dagen, fordi de var på kollisionskurs med boreplatformene. I 2012 måtte Shell stoppe boringer og fjerne hele boreskibet fra området, da en 150 km lang og 16 km bred isflage kom på koalitionskurs.

 

I den Mexicanske Golf i 2010 var vi vidner til BPs lækkende oliebrønd. Skulle det samme ske i Arktis hen mod slutningen af sommeren, når isen kommer, så kan katastrofen være stor. Der er kun korte perioder i løbet af året, hvor havet er isfrit, og det er fysisk muligt at komme til at bore. Hvis der sker et udslip lige før isen lukker alt til henover vinteren, så vil olien pumpe ud i vandet under isen, indtil sommeren kommer og isen smelter, så det igen er muligt at nå havbunden og arbejde med at lukke brønden.

For det tredje er eksperter enige om, at det er tæt på umuligt at rydde op efter et olieudslip i Arktis. I varmere egne kan olien lettere fordampe af sig selv og der er bakterier i vandet, der hjælper med til at nedbryde olien fra vandet.

Når olien at blive smurt ind i isflager og isbjerge, så er den eneste løsning fysisk at fjerne olien med eksempelvis koste og skovle, som man blandt andet kan se på denne illustration fra Shells beredskabsplan for boringerne nord for Alaska. Derudover er det vanskeligt helt fysisk at komme til de fjerntliggende olieområder med beredskab på grund af den geografiske beliggenhed langt fra større havne.

Sidst men ikke mindst har verden ikke brug for mere olie, hvis vi skal holde os så langt under en gennemsnitlig temperaturstigning på 2 grader, som hele verden forpligtigede sig på under klimatopmødet i Paris i 2015. Ifølge FN’s klimapanel, så kan vi tåle at brande omkring en tredjedel af de allerede eksisterende kul-, olie- og gasreserver af, hvis målet fra Paris skal nås. Derfor nytter det ikke noget, at vi tillader internationale selskaber at lede efter endnu mere olie i Arktis eller andre steder.

Industrielt fiskeri

Havisens tilbagetrækning har også vækket fiskeindustriens interesse. Store industrielle trawlere fisker længere mod nord end nogensinde før. Men havet højt mod nord er mindre udforsket end månen, og vi kender meget lidt til livet under overfladen.

Historien viser, at ureguleret eller dårligt reguleret fiskeri har haft katastrofale resultater, der fører til overfiskeri og udtømte fiskebestande, såsom de berømte kollapser af Grand Banks torskefiskeri i Nordvestatlanten, og sejfiskeriet i Beringshavet.

I de seneste somre har så meget som 40% af det centrale Arktiske Ocean været isfrit, og et kommercielt fiskeri i det centrale Arktiske Ocean kan snart blive en realitet. I 2015 underskrev de fem nationer med arktisk kystlinje et moratorium, der forbyder kommercielt fiskeri i internationale farvande i Arktis indtil forvaltningsordninger er etableret. Desværre har andre magtfulde fiskerinationer såsom Kina, EU, Island, Japan, og Sydkorea ikke underskrevet deklarationen.

Det er især i Barentshavet nord for Norge og Rusland i området omkring Svalbard, at fiskeindustrien for alvor presser på. Som en konsekvens af klimaforandringerne er sommeren i Barentshavet forøget med 20 uger om året siden 1979 (hvor satellitmålinger begyndte). Barentshavet har samtidig verden største bestand af torsk, der er en populær spisefisk mange steder. Men den enkelte bestands størrelse er ikke nok, når bæredygtigheden skal vurderes. Torsk fanges med bundtrawling, hvor store tunge net og redskaber trækkes hen over havbunden, med stærkt negative konsekvenser for dyr og planter.