Landbruget skal reducere sine udledninger med 35 procent, salg af nye fossilbiler skal udfases og finanssektoren skal stoppe lån til kul, olie og gas – alt sammen inden 2025. Klimaet kræver handling nu, og derfor fremsætter en ny koalition af grønne NGO’er klimakrav til et kommende politisk flertal.

En historisk tør sommer, voldsomme skovbrande og udtørrede floder efterlader ingen tvivl om, at der er brug for akut klimahandling. Alligevel har de seneste års klimapolitik kun leveret tiltag med begrænset effekt på den korte bane. Men i den kommende valgperiode skal der ske store forandringer, hvis vi skal nå at sikre en fremtid, hvor vores børn og børnebørn kan leve gode liv.

Derfor stiller en koalition af grønne organisationer krav til det kommende politiske flertal.  Tempoet skal sættes op, så udledningerne i de allermest forurenende sektorer tackles inden 2025. Særligt tre sektorer er yderst vigtige at få gjort noget ved; landbruget, transporten og finanssektoren. 

I 2030 vil landbruget og transporten tilsammen stå for hele 88 pct. af Danmarks udledninger med den klimapolitik, vi har vedtaget i dag. Samtidig er der ingen krav til finanssektoren, som stadig investerer milliarder i kul, olie og gas. Derfor foreslår koalitionen en markant omstilling af de tre sektorer over de næste tre år og stiller følgende klimakrav:

  1. ET LANDBRUG FOR FREMTIDEN
    Reducér landbrugets udledninger med mindst 35 pct. frem mod 2025 i forhold til 1990 – med en massiv omlægning fra dyreproduktion til planteproduktion og gennem udtag af landbrugsjord til skov og natur.
  2. SÆT TRANSPORTEN PÅ ET GRØNNERE SPOR
    Sæt de meste klimaskadelige motorvejsbyggerier på pause og indfør fuld udfasning af nye fossile biler frem mod 2025.
  3. INGEN PENGE TIL KUL, OLIE OG GAS
    Finanssektoren skal have bindende klimaplaner og stoppe lån til kul, olie, og gas senest i 2025.

Den grønne koalition består af: Greenpeace, Rådet for Grøn Omstilling, Mellemfolkeligt Samvirke, Danmarks Naturfredningsforening, foreningen Klimabevægelsen i Danmark og Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden, siger: “En ægte grøn kandidat kæmper for et landbrug med langt færre køer og svin. For dansk landbrug udgør i dag den største udfordring for vores grønne omstilling, og håndteres det ikke frem mod 2025, bliver vores klimamål umulige at nå. Men en omlægning af landbruget udgør samtidig en gylden mulighed for mere og sundere natur og for et plantebaseret eksporteventyr.”

Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, siger: ”Det er vigtigt, at et nyt politisk flertal forstår, hvor travlt vi har. De skal turde vedtage forandringer for de sektorer i vores samfund, der forurener allermest, så vi kan få udledningerne til at falde drastisk inden 2025.”

Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, siger: “Tiden til langsigtede planer er forbi. Hvis man vil sidde i Folketinget i disse afgørende år, må man forpligte sig på klimahandling her og nu. Nu skal kandidaterne gøre politikerleden til skamme og vise, at de fortjener vores opbakning og vores stemmer.”

Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark, siger: “I 2019 gik vi på gaden for klimaloven. Regeringen har indgået mange aftaler som følge heraf, men indsatsen er så langsom, at vi stadig ikke kan se på udledningen af drivhusgasser, at der er kommet en mere ambitiøs regering til. Det står så alvorligt til, at selv det uambitiøse delmål for 2025, som Folketinget blev enige om sidste år, står til ikke at blive nået. Der er derfor brug for handling her og nu for at redde klimaet.”

Mette Susgaard, talsperson i Den Grønne Ungdomsbevægelse, siger: “Ungdommen forventer, at de politikere, der om fire uger trækker i arbejdstøjet, møder op på Christiansborg med nogle konkrete metoder, der kan sikre klimahandling i de næste år. Det kræver, at politikerne tør gå imod modsætningsforholdet mellem grøn omstilling på den ene side og fastlåste måder at tænke samfund og politik på, på den anden side. Videnskaben siger igen og igen, at det er nu, der skal reduceres.”

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, siger: “FN’s klimapanel har givet os tre år til at sænke vores udledninger og vende klimakrisen. Den grønne omstilling af vores samfund er ubetinget den vigtigste opgave for en kommende regering. Vi anerkender, at der de sidste år er sket betydelige fremskridt i den danske klimapolitik. Men vi er på ingen måde i mål. Særligt omstillingen af landbruget halter – og hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at nå vores 2025-klimamål, kræver det et opgør med landbrugets massive udledninger af drivhusgasser.”

Pressekontakt: Emma Oehlenschläger, presseansvarlig i Greenpeace, tlf. 28251629