Susanna Fuller, PhD, Ecology Action Centre, Canada

Video | 8. marts, 2013

Susanna Fuller fremlægger resultater fra to undersøgelser, hvor forskellige fangstredskabers påvirkning på habitater og bifangster blev sammenlignet. Studierne blev initieret idet der til trods for megen litteratur og viden om fiskeredskabers effekt på naturen, så brugte forvaltningen ikke denne videnskab, når de forvaltede fiskeriet. Susanna Fuller fortæller, at måden undersøgelsen er lavet på, blandt andet ved at involvere en bred skare af folk giver en fordomsfri vurdering af effekten af forskellige redskaber. Bundtrawl blev rangeret som det mest skadelige fiskeredskab. Harpunfiskeri som det mest skånsomme. Et af de vigtiges resultater var, at der var bred enighed imellem fiskere, forvaltere og biologer om, hvor stor en negativ effekt de enkelte redskaber havde samt enighed om, at effekter på habitater var mere alvorlige end bifangster.

Ifølge Susanna Fuller bør disse resultater skabe grobund for en fiskeriforvaltning, der tager udgangspunkt i fangstredskab. En af anbefalingerne i studiet var at forvaltningen – når det var muligt – skulle give mere kvote til redskaber med den laveste indvirkning. Blandt andet bliver fiskeriet efter sværdfisk brugt som eksempel på, at dette ikke sker i dag. For her er det ikke de redskaber med mindst negativ effekt, der har mest kvote, det er faktisk lige omvendt. De redskaber der er mest skadelige har 90 % af kvoten.

Hovedårsagen til denne fordeling er indførelsen af omsættelige kvoter, og kvoterne er blevet uddelt på grundlag af historiske rettigheder i fiskeriet, og ikke til de fiskerier med mindst indvirkning. I andre fiskerier er problematikken ifølge Susanna Fuller den samme. Der er dog sket fremskridt. Fx er der især i USA store områder, hvor bestemte redskaber ikke er tilladt og store områder, hvor bundtrawling er forbudt. Susanna Fuller fortæller, at miljøcertificering af et stigende antal fiskerier hun beskriver som ”status quo” fiskerier, gør det svært at omstille fiskeriet til et mere skånsomt fiskeri, da man certificerer et redskab, som kun skal forbedre sig en lille smule. 

Susanna Fuller fremlægger resultater fra to undersøgelser, hvor forskellige fangstredskabers påvirkning på habitater og bifangster blev sammenlignet. Studierne blev initieret idet der til trods for megen litteratur og viden om fiskeredskabers effekt på naturen, så brugte forvaltningen ikke denne videnskab, når de forvaltede fiskeriet. Susanna Fuller fortæller, at måden undersøgelsen er lavet på, blandt andet ved at involvere en bred skare af folk giver en fordomsfri vurdering af effekten af forskellige redskaber. Bundtrawl blev rangeret som det mest skadelige fiskeredskab. Harpunfiskeri som det mest skånsomme. Et af de vigtiges resultater var, at der var bred enighed imellem fiskere, forvaltere og biologer om, hvor stor en negativ effekt de enkelte redskaber havde samt enighed om, at effekter på habitater var mere alvorlige end bifangster.