Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Aktivister sidder stadig på atomkraftværk

Nyhed - 10. oktober, 2012
Fire Greenpeace-aktivister sad 28 timer på atomkraftværk, før de blev opdaget. To er stadig ikke fundet. ’Udstiller elendig sikkerhed på svenske atomkraftværker, mener Greenpeace.

28 timer. Så lang tid skulle der gå, før fire Greenpeace-aktivister blev opdaget af sikkerhedsfolk på det svenske atomkraftværk, Ringhals. Aktivisterne har onsdag morgen løbende tweetet og skrevet blogs indefra området. Aktivisterne sad på et tag lige ved reaktorbygningen.

”Jeg sidder i nærheden af den store reaktor. Vi er kravlet over sikkerhedsbarriererne og er nu omkring 75 meter fra den store reaktorbygning, skrev Greenpeace-aktivisten, Isadora Wronski, blandt andet på sin blog tidlig onsdag morgen.


Tirsdag indtog 70 Greenpeace-aktivister de to svenske atomkraftværker, Forsmark og Ringhals. Aktionen skete i forlængelse af en større EU-rapport, der i særdeles hårde vendinger kritiserer sikkerhedsforholdene på specielt de svenske atomkraftværker.

To aktivister stadig på Forsmark

Men selv om ledelsen på atomkraftværkerne fastholder, at sikkerheden er i top, gik der altså 28 timer, før fire aktivister blev fundet på et tag lige ved reaktoren på Ringhals atomkraftværk, der ligger bare 60 kilometer fra dansk kyst. Sikkerheden på atomkraftværkerne er så dårlig, at Greenpeace nu selv har valgt at fortælle offentligt, at der stadig er to aktivister, der gemmer sig på atomkraftværket i Forsmark.

”Det her udstiller i allerhøjeste grad, hvor elendige sikkerhedsforholdene er på de svenske atomkraftværker. De bør lukkes med det samme, siger energiekspert i Greenpeace, Tarjei Haaland.

Den svenske Miljøminister, Lena Ek, er kommet i stærk modvind i de svenske medier efter Greenpeace-aktionerne mod de nedslidte og forældede atomkraftværker. Hun vil nu iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af de miserable sikkerhedsforhold, som både EU og Greenpeace kritiserer.

”Danske politikere og den danske befolkning har tidligere haft succes med at lægge et stort pres på den svenske regering for at få lukket Barsebäck. Nu er tiden kommet til at få lukket resten. Vi vil ikke have en ny atomulykke,” siger Tarjei Haaland