Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Greenpeace border kulskib på åbent hav i Australien

Nyhed - 24. april, 2013
Seks aktivister klatrede ombord på fragtskib for at bremse Australiens stigende kuleksport, der er en kæp i hjulet i arbejdet for et grønnere klima.

Onsdag morgen satte seks Greenpeace-aktivister i Australien fuld fart på en gummibåd for at komme op på siden af og borde et skib med lasten fuld af kul. Gummibåden blev sat i vandet fra Greenpeace-skibet Rainbow Warrior, der netop nu følger i kølvandet på skibet.

Se den korte video af aktionen her:

 

MW Meister var på vej ud af det australske farvand fra Queensland, da aktivisterne klatrede ombord for på fredelig vis at bremse kultransporten og sende et signal om, at Australiens forøgelser i kulesksporten arbejder imod målene om CO2-reduktioner.

Med den civilie ulydighed vil de gøre opmærksom på, at Australiens kurs mod en fordobling af kuleksporten over det næste årti er uholdbar.

”Vi har endnu til gode at høre fra Australiens politiske ledere, at de vil reagere på truslen fra kulindustriens eksport. Så længe de er tavse, vil Greenpeace fortsætte med at handle,” siger Georgina Woods, Senior Climate Campaigner hos Greenpeace i Australien.

Og støtten til den modige aktion kommer ind fra mange kanter, bl.a. den australske klimaforsker og professor Matthew England.

”Grenpeace-aktionen giver opmærksomhed til den rolle, som kul spiller ved at bidrage til mere global opvarmning. Det er vitalt, at verden bevæger sig væk fra den kulbaserede energi for at undgå, at klimaforandringerne når et farligt niveau. Australien må omgående genoverveje kuleksporten,” siger han.

Rainbow Warrior følger fragtskibet Meister på sikker afstand, og kaptajnen har været i kontakt med politiet i Queensland og andre myndigheder.