Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Gigantisk trawler sviner med Nordsøens sild

Skriv en kommentar
Nyhed - 24. maj, 2013
Greenpeace aktionerede i går mod trawleren Jan Maria, der er et af de mest skadelige fiskefartøjer i Europa. Danske skatteydere har været med til at betale kolossale EU-støttebeløb til trawleren, der samtidig er under anklage for ulovligt at smide op til 1600 ton sild ud i Nordsøen, for i stedet at fylde lastrummene med mere dyrebare fisk.

I ly af natten lagde trawleren Jan Maria til kaj i den hollandske by IJmuiden, efter den tyskejede trawler tidligere på dagen stak til søs igen, da den på vej i havn blev budt velkommen af Greenpeace-aktivister i tre gummibåde.  

Aktivisterne protesterede mod det 125-meter lange fartøjs ødelæggende fremfærd i de europæiske farvande. Senest er Jan Maria sat under anklage af en tidligere ansat ombord for at smide op til 1600 ton sild tilbage i Nordsøen og skjule det ulovlige udsmid i de officielle logbøger.

- Fordi de store fisk er mere værd end de mindre, har man fuldstændig hensynsløst smidt kolossale mængder fisk tilbage i havet, hvor de i stor udstrækning dør. Det er simpelthen noget svineri at gamble med en ressource for at optimere sin egen profit, siger havbiolog Hanne Lyng Winter fra Greenpeace i Danmark. (artiklen fortsætter)

24. maj 2013 IJmuiden, 23 May 2013. Greenpeace activists prevent the factory fishing vessel Jan Maria of shipping company Parlevliet & van der Plas to enter the harbour of IJmuiden. Inflatables are following the trawler and the activists try to hang a banner at the s

Trawler Jan Maria action in IJmuiden ©Greenpeace/Bas Beentjes

Den ulovlige praksis kaldes for ’high grading’, og det kyniske fiskeri bliver gennemført med milliarder af EU-støttekroner i ryggen. Selskabet bag har således tidligere modtaget 3,36 millioner euro til modernisering af monstertrawleren.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi alle sammen er med til at støtte dybt skadeligt fiskeri, som Jan Maria kun er et eksempel på. EU-landene må stoppe med at finansiere destruktive fartøjer og i stedet bakke op om gode, bæredygtige fiskerier og fiskere, som rent faktisk tager hensyn til, at der også skal være fisk tilbage til fremtidige generationer, siger havbiolog Hanne Lyng Winter.

EU diskuterer for tiden en kommende reform af fiskeriet, hvor man blandt andet vil tage skridt for at reducere overkapaciteten i den europæiske flåde, der ifølge EU-kommissionen kan fange to-tre gange mere, end hvad der er bæredygtigt.

Danske fiskere er afhængige af den heldigvis ganske sunde sildebestand i Nordsøen, og i år er den danske kvote på godt 83.000 ton ud af en samlet EU-kvote på 339.380 tons. Jan Maria er tyskejet, men fisker for det hollandske selskab Parlevliet & Van der Plas.

Ifølge både hollandske og tyske myndigheder er man fortsat ved at efterforske anklagerne mod selskabet. Greenpeace afleverede i forbindelse med aktionen et brev til den hollandske fiskeriminister, hvor vi opfordrer kraftigt til at fremskynde behandlingen af sagen og i mellemtiden kræve skibet beslaglagt, frem for at lade det fortsætte sin ødelæggende praksis.