Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Greenpeace bifalder havretsdomstolens krav om at Rusland frigiver skib og besætning

Nyhed - 22. november, 2013
Den Internationale Havretsdomstol (ITLOS) har netop afgjort, at de russiske myndigheder skal frigive Arctic Sunrise og de 30 fra besætningen.

13. november 2013

Det var ulovligt, da de russiske myndigheder tog besætningen og Greenpeace-skibet i varetægt - her på vej til Murmansk, hvor alle 30 blev fængslet. Domstolen har nu kendt, at Arctic Sunrise og alle 30 skal frigives.

Danske Anne Mie Roer Jensen og de 29 andre fra besætningen skal nu frit kunne forlade Rusland mod, at Holland stiller en kaution på 3,6 mio. euro (26,8 mio. kr.)

Domstolen gav dermed Holland, hvor skibet er indregistreret, medhold i påstanden om, at de russiske myndigheder handlede i strid med de internationale havretskonventioner, da de sendte bevæbnede specialstyrker ud for at borde Arctic Sunrise og efterfølgende tog skibet og besætningen i varetægt.

”Vi er taknemmelige for, at Holland har kæmpet for at få slået fast, at Ruslands bording af Arctic Sunrise var ulovlig. Nu forventer vi, at de russiske myndigheder følger afgørelsen og lader Anne Mie og besætningen komme hjem til deres familier,” siger Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace.

22. november 2013

Ugen begyndte og sluttede godt for Arctic 30. 27 er nu løsladt mod kaution, 2 på vej ud af fængslet, og fredag fik de domstolens ord for, at de skal kunne rejse hjem. Men Anne Mie Jensen og de andre fra besætningen er fortsat anklaget for hooliganisme, og Colin Russel har fået forlænget sin varetægt. Der er stadig meget at kæmpe for. © Denis Sinyakov / Greenpeace

 

Anne Mie Roer Jensen og 27 andre er nu løsladt mod kautionen fra Greenpeace på 340.000 kr. per person, mens en sidste er på vej til at blive løsladt. Men én, australieren Collin Russel, sidder i forlænget varetægt på tre måneder. De løsladte opholder sig i Skt. Petersborg, men må ikke forlade byen.

”Det er en historisk dag, hvor besætningens fundamentale rettigheder er blevet understreget af den internationale lovgivning. De 30 mænd og kvinder blev alene taget i varetægt, fordi de kæmpede for miljøet og protesterede fredeligt mod de arktiske olieboringer,” siger Kumi Naidoo, international generalsekretær for Greenpeace.

”Nu, hvor havretsdomstolen har beordret deres løsladelse, vil jeg minde præsident Putin om, hvad han sagde for nylig: ”Loven er stadig loven, og den må vi følge – om vi kan lide det eller ej,” siger Kumi Naidoo.

Greenpeace forventer, at Rusland nu lytter til og respekterer afgørelsen, der blev truffet med 19 stemmer mod to i Hollands favør.

”Ved at køre sagen har Holland taget et stærkt standpunkt i støtte for lovgivningen og retten til at protestere fredeligt, og det er vi taknemmelige for. Greenpeace er også en stor tilhænger af den internationale lovgivning, og havretskonventionen har alt andet lige som et af sine primære formål at beskytte miljøet i havene,” siger Jasper Teulings, juridisk rådgiver hos Greenpeace.