Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Tak for året der er gået

Nyhed - 23. december, 2013
Tak til alle jer, der følger med i vores arbejde for miljøet og støtter det enten økonomisk eller ved at deltage i vores aktiviteter. I er med til at gøre en forskel!

2013 har været et spændende, men også udfordrende år. Vi har i år oplevet det voldsomste angreb på vores fredelige miljøaktivisme siden 1985, hvor franske efterretningsagenter bombede Rainbow Warrior,  fordi vi protesterede mod franske atomprøvesprængninger i Stillehavet.

I september blev vores skib Arctic Sunrise og de 30 aktivister, besætningsmedlemmer og journalister om bord taget til fange i internationalt farvand af bevæbnede russiske sikkerhedsstyrker. Vi har siden da arbejdet intensivt på at få dem frigivet fra fængslerne i Murmansk og senere Skt. Petersborg, og den opbakning vi har modtaget fra millioner af fantastiske, engagerede mennesker verden over har været helt utrolig.

Flere hundrede danskere deltog i fredelige protester for at få frigivet Arctic 30.

Med jeres hjælp har vi været i stand til at lægge pres på russiske ambassader over hele verden, og det har haft stor betydning for, at danske Anne Mie og de 29 andre i sidste uge fik amnesti og nu snart vil kunne vende hjem til deres familier. De 1,7 millioner underskrevne erklæringer fra hele verden viser en massiv opbakning til Arctic 30 og retten til fredelige protester. Samtidig er de udtryk for en vigtig modstand mod de arktiske olieboringer, der giver genlyd også i Rusland.

Det er en enorm lettelse, at alle 30 nu kan se frem til at komme hjem til deres familier . Men der er ingen grund til at fejre endnu, for de uansvarlige olieboringer i Arktis, som de tog ud for at protestere imod, fortsætter. Der er ingen amnesti til Arktis, og vi har stadig brug for din hjælp for at fortsætte kampen!

Resultater for regnskovene

2013 har også været et år, hvor vi har opnået vigtige fremskridt i vores arbejde for at redde verdens regnskove. Senest kom der godt nyt fra Amazonas, hvor Brasiliens tre største kødproducenter er blevet enige om en fælles revisionsstandard for deres kontrol med leverandører. Dette vil gøre det nemmere at måle virksomhedernes fremskridt i forhold til at stoppe deres medvirken til regnskovsrydning.

Også i Indonesien er der sket fremskridt: I februar lovede Indonesiens største papirproducent, APP, at stoppe al skovrydning, og i denne måned har verdens største palmeolieproducent, Wilmar, fulgt trop

Disse sejre giver os et fantastisk momentum for sammen med jer i 2014 at fortsætte arbejdet for at beskytte verdens regnskove, som er hjem for to tredjedele af verdens arter.

Afgift vores tøj

Året startede med den ene gode nyhed efter den anden i vores kampagne for at afgifte tekstilindustrien. Efter at vi de seneste år har afsløret skadelige kemikalier i tøj fra en lang række store globale tøjmærker, har i alt 18 af verdens største tøjproducenter nu forpligtet sig til at fjerne alle skadelige kemikalier fra deres produktion i 2020. Blandt dem er H&M, Zara, Levi's og United Colours of Benetton.

Flere af de 18 virksomheder har allerede gjort store fremskridt, men der er desværre også nogle enkelte som Nike og Adidas, der har vist sig at brillere i grønvask. Du kan holde øje med, hvordan de klarer sig, på Detox Catwalk.

Kampen mod arktisk olie

Vi har udfordret og fortsætter med at udfordre verdens største olieselskaber, og i 2013 har vi intensiveret arbejdet med at beskytte Arktis mod de ødelæggende olieboringer. 4,5 millioner mennesker fra hele verden har nu skrevet under for beskyttelse af Arktis, og med aktiviteter Jorden rundt har vi fået placeret emnet godt og grundigt på den globale dagsorden.

75 % af den arktiske havis er allerede smeltet på grund af klimaforandringerne, og olieselskaberne med Gazprom og Shell i spidsen udnytter nu den katastrofale afsmeltning til at bore efter flere af de fossile brændsler, der har fået isen til at smelte i første omgang. Samtidig er olieboringer under de ekstreme arktiske vejrforhold risikable, og Shell har selv indrømmet, at der vil ske olieudslip. Vi er nødt til at stoppe de arktiske olieboringer, inden det er for sent.

Endnu en gang tusind tak for støtten og opbakningen, der har været med til at få alt dette til at lykkes! I 2014 vil vi sammen med jer fortsætte arbejdet for at skabe bæredygtig balance mellem mennesker og miljø her på vores fantastiske klode.

Sammen har vi i 2013 fået placeret Arktis godt og grundigt på den globale dagsorden.