Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Tre millioner mennesker vil nu beskytte Arktis

Skriv en kommentar
Nyhed - 28. maj, 2013
Save The Arctic-kampagnen er takket være en enorm opbakning nået langt, siden den blev igangsat for to år siden – næste mål er fem millioner støtter. Opfordringen til udenrigsminster Villy Søvndal (SF) lyder klart, at Danmark bør arbejde for en fredning af Nordpolen.

Det er en markant milesten, at tre millioner mennesker nu har skrevet under på kravene om at frede området omkring Nordpolen og beskytte Arktis ved at forbyde olieboringer og destruktivt fiskeri.

”De tre millioner mennesker sender her et klokkeklart signal til Villy Søvndal, der som udenrigsminister bærer et stort ansvar, og hans kolleger i de arktiske stater: fred Nordpolen og lad ikke olieselskaberne ødelægge et af de mest unikke og uberørte naturområder i verden,” siger Niels Fuglsang, projektleder for den danske Arktis-kampagne.

Men kampen for at beskytte Arktis er langt fra slut, for selv om bl.a. Shell har sat boreprogammerne på stand by i Alaska for 2013 – efter en række katastrofale uheld – har selskabet endnu ikke fundet ”stop-knappen”. Selskaber som Gazprom, Rosneft og Statoil holder sig heller ikke tilbage med aggressive boreplaner, der sætter miljøet på spil.

Der er masser at kæmpe for – og imod – endnu, og næste mål er at nå fem millioner underskrifter. Greenpeace fejrer det runde tal ved at arbejde endnu hårdere for et oliefrit Arktis – og opfordrer alle til at dele og skrive under på sitet: www.savethearctic.org

28. maj 2013

 

Niels Fuglsang understreger, at der især i Danmark er behov for den kritiske bevægelse, der bekymrer sig over udviklingen og vil sætte en ny bæredygtig kurs.

Danmark er en ud af kun fem stater med farvand, der støder op til det arktiske ocean, og har derfor stor indflydelse på de kommende års udvikling i Arktis. Danmark er det sidste land, der forventes at gøre krav på området omkring Nordpolen. Det sker efter planen til næste år.

Derfor er det også oplagt, at Danmark tager initiativ til at arbejde for en fredning af området, der i dag ikke ejes af nogen, mener Greenpeace. Her er målet at skabe et globalt naturreservat.

”Det er paradoksalt, at Villy Søvndal som udenrigsminister i en regering, der har vedtaget at udfase brugen af olie, kul og gas, samtidig går forrest i kapløbet om ejerskab af Nordpolen og om at få en størst mulig del af oliekagen. Vi håber, at Søvndal lytter til opfordringen fra de tre millioner mennesker og skifter kurs,” siger Niels Fuglsang.