Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Aktion på svensk atomkraftværk

Nyhed - 5. marts, 2014
Sverige har fire pladser på en meget kedelig Top Ti over de ældste og mest udslite atomreaktorer i Eupopas. Derfor er 23 aktivister her til morgen gået ind på a-kraftværket Oskarshamn for at levere en pensionstilladelse.

5. marts 2014

Sveriges reaktorer er nu blevet så gamle og risikable i drift, at Greenpeace sender dem på pension med det - i Sverige - velkendte orange brev til pensionister. Miljøminister Lena Ek bør træde i front og nedlægge de gamle reaktorer - af hensyn til miljøets og befolkningens sikkerhed.

20 aktivister kørte omkring kl. 7 ind på Oskarshamn i almindelige biler. Her steg de ud og klatrede over hegnene til reaktor 1 og 2 og op på taget af reaktor 2, hvor de har sat et banner op med beskeden ’Tid för pension’. Reaktorerne på Oskarshamn har overskredet sidste holdbarhedsdato med mange længder - to af reaktorerne er 42 og 39 år.

”Oskarshamn er et af Sveriges og Europas ældste atomkraftværker og det ligger så tæt på Danmark, at sikkerhedsproblemerne også udgør en risiko for os. De to reaktorer har passeret den tekniske levetid, så de udgør en reel trussel på begge sider af Øresund. Kraftværket skal ikke have forlænget sin levetid eller effektforøges, som ejeren E.on planlægger. Det skal lukkes hurtigst muligt, før det går galt,” siger Tarjei Haaland, klima- og energiekspert i Greenpeace i Danmark.

Se video fra aktionen (via b.dk)

5. marts 2014

Oskarshamns-værket ligger ca. 300 km. øst for København, og hvis det frygtelige skulle ske, kan Danmark også blive påvirket af en atomulykke.

 

Samtidig udkommer to rapporter om den manglende sikkerhed på de gamle svenske og europæsike atomkraftværker. Atomkraftværker i Europa, der er produceret fra 1970’erne til 2006, er designet til at eksistere i 30 til 40 år. 46 af reaktorerne vil i år overskride den tekniske levetid, og det betyder stor forøget risiko for ulykker.

Ifølge den europæiske rapport, der også ser på økonomiske og politiske faktorer, står det klart, at opgradering af de udtjente reaktorer ikke kan garantere den nødvendige sikkerhed. Mange nye sikkerhedsdele kan fx ikke tilpasses og opveje de øgede risici, som de mange års drift skaber for reaktorerne.

Du kan også sende en pensionsbesked til de svenske atomkraftværker her. Rapporten fra Sverige, kan du finde her, og rapporten for hele Europa her.

I alt omkring 240 Greenpeace-aktivister har i løbet af onsdagen udført protester mod de forældede kraftværker i flere europæiske lande: Frankring, Belgien, Spaneien, Holland, Schweiz og Sverige.

De 23 aktivister fra den svenske aktion, heriblandt tre danskere, er efterfølgende blevet arresteret af politiet i Oskarshamn.

5. marts 2014

Godt 100 aktivister fra seks forskellige lande kravlede tidligt i morges over hegnet til Beznau-kraftværket i Schweiz for at protestere mod, at det 45 år gamle værk fortsat er i drift. Mange af Europas kraftværker er bygget til at være i drift i 30-40 år, og med en gennemsnitsalder på 29 år, bør mange nu nedlægges.